Mindesten for Finn Haagen Rasmussen

Løvegade 18
Intro
Finn Haagen Rasmussen (1923-1945) var sømand og involveret i modstandskampen i Slagelse.
Efter en razzia og anholdelse af tyske politifolk 11. april 1945 forsøgte Finn at flygte og blev skudt i ryggen. Hans lig blev først fundet 1. oktober 1945.
Der er opsat en mindeplade på Løvegade 20
Finn Haagen Rasmussen var født i Roskilde 27.2.1923. Han var sømand og blev i 1944 knyttet til modstandsarbejdet i Slagelse. Han deltog bl.a. i våbenmodtagelse fra luften og i sprængningsaktioner. Han havde blandt kammeraterne et ry for at være dristig og undertiden overmodig.
Den 11.4.1945 blev Finn Haagen Rasmussen anholdt, forhørt og formentlig torteret. Næste morgen skulle han vise tyskerne et våbenlager på Løvegade 16. Han forsøgte at flygte ned ad gaden, men blev skudt ved porten til nummer 20. Umiddelbart efter blev han kørt bort til et ukendt sted.
Der skulle gå næsten et halvt år, før hans lig omkring 1. oktober 1945 blev fundet i Slagelse Lystskov. De tyske politifolk havde smidt ham i en skyttegrav, der var blevet tildækket.
Kort tid efter fundet blev Finn Haagen Rasmussen begravet på Sankt Mikkels Kirkegård, afd. K. 42.
Der er flere historier om, hvad der egentlig skete med Finn Haagen Rasmussen, men det er ikke til at vide med fuldstændig sikkerhed, da der ikke er nogen efterladte kilder fra de tyske politifolk.
Litteratur:Slagelse besat og befriet af Carsten Egø og Ole Bay Andersen
Illegal Udrykning af Ole Hansen og Jan F. Hansen
Kilder:
Emnesamlingen til bogen Illegal Udrykning, M194019451 på Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Borgmester Vilhelm Melgaards dagbog, A1062 på Slagelse Stads- og Lokalarkiv
''Publiceret''