Mindesten Ved Dianalund Station. Fra 5 maj 1945. Emil Knudsen Død i tysk Fangenskab.

Intro

PÅ STENEN STÅR: 5. Maj 1945 Tal Sten dit stumme Sprog om Oprør og Aag om Fremtid vi skal møde i Pligt mod dem der døde Emil Knudsen Død i tysk Fangenskab d. 12. Marts 1945 Ære være hans Minde Rejst af Egnens Beboere. Stefan Kramer - Lokalarkivet Dianalund.

Ved hjørnet af Stationsvej og Seehusensvej i Dianalund står en stor mindesten omgivet af blomster på en grøn plæne umiddelbart syd for Høng-Tølløse Banen. Efter befrielsen blev der dannet en komite med kæmner og senere kommunaldirektør i Dianalund Kommune Erik W. Rasmussen i spidsen. Den 15. maj 1946 blev stenen afsløret. På en solskinsdag med de nyudsprungne bøgetræer i Tersløse Bøgeskov som baggrund blev stenen afsløret. Op mod 3000 mennesker var mødt frem og sang nogle af vore smukke fædrelandssange og lyttede til talerne, som blev holdt af udenrigsminister John Christmas Møller (1894-1948), pastor Odgaard, Tersløse og fru Grethe Knudsen, Emil Knudsens enke. Stenen er både en frihedssten og en mindesten for modstandsmanden Emil Knudsen. Erik W. Rasmussen havde været med i modstandsbevægelsen og havde bl.a. udstedt legitimationskort til frihedskæmpere, der var gået under jorden. I februar 1945 – i den politiløse tid – var han sammen med kørelærer Chr. Langkjær og Zohnesen fra Ruds Vedby blevet arresteret af Hipokorpset og udsat for tortur på Politigården og i Vestre Fængsel. Rasmussen og Langkjær blev senere overført til koncentrationslejren Frøslev. Herfra vendte de hjem den 7. maj 1945 og fi k en fantastisk modtagelse af omkring 700 mennesker på Dianalund Station. Emil Knudsen. Emil Knudsen blev født i Århus 1894 og havde fra 1921 el-installatørforretning på Stationsvej 24 i Dianalund. Han var bl.a. forstander og lærer på Dianalund Tekniske Skole på Danasvej og formand for Ruds Vedby Kredsens Konservative Vælgerforening. I 1943 blev han involveret i illegalt arbejde, var med til at få jøder bragt i sikkerhed og blev leder af en bygruppe.'''' Under storrazziaen på Vestsjælland fra Gørlev til Stenlille natten mellem d. 15. og d. 16. februar 1945 blev Emil Knudsen arresteret og sat i Vestre Fængsel. Man havde erfaret, at der i hans værksted var gemt illegale våben fra nedkastningerne ved Tangegård på Atterupvej øst for Dianalund. Emil Knudsen døde af lungebetændelse i fængslet den 12. marts 1945. Hans fulde navn var Anton Laurits Emil Knudsen, og han ligger begravet i Mindelunden i Ryvangen, statskirkegården, som er direkte underlagt Kirkeministeriet. På arkitekt Lautrup-Larsens smukke mindesten af Neksø-sandsten med et påsat fl ammesværd for fem faldne frihedskæmpere på Fægangen i Sorø ved Egecentret (tidligere Amtssygehusets have) er Emil Knudsen også mindet. Denne mindesten mellem to egetræer blev afsløret under overværelse af omkring 2000 mennesker den 25. august 1946. Stefan Kramer - Lokalarkivet Dianalund. Kilde: Sorø Museumsforening's Nyhedsbrev af 2010