Midsommer




Intro

Granit skulptur af Jens Lund, 1936 Stod oprindelig på Statens Museum for Kunst, der dog i forbindelse med Jens Lunds 100-års dag i 1973 langtidsudlånte skulpturen til Videbæk. Jens Lunds datter Johanne stod model til skulpturen ”Midsommer”

''Jens Lund (1873-1946)'' Jens Lund er født den 6. februar 1873 på Videbæk Kro, der senere blev udbygget til Westergårds Hotel. Barndomstiden i Videbæk glemte Jens Lund ikke og minderne om de mennesker, som kom i kroen omsatte han senere i livet i sit virke som kunstner. Som 7-årig kom Jens Lund til sin familie i Ulfborg, hvor en lærer mente at Jens Lund ”havde anlæg i sig til noget særligt” og introducerede ham til kunstnere som Oehlenschlæger. Jens Lund havde altid skåret træfigurer, men anså det ikke selv som noget særligt. Jens Lund var i malerlære og blev senere uddannet mejerist. I soldatertiden gik det op for ham, at han ville være kunstner og som 21-årig startede han billedskæreruddannelsen hos Sophus Petersen og Bertel Olsen i København. Jens Lund fik afgangseksamen som billedhugger fra Kunstakademiet i København i 1901. De følgende år modtog han flere legater, der gjorde det muligt at tage på adskillige studierejser mest i Europa, men også i Egypten. Udover utallige udstillinger i Danmark fx Charlottenborg, Kunstnernes efterårsudstilling, Den Frie m.fl. udstillede Jens Lund også i udlandet bl.a. de nordiske lande men også i Brooklyn, USA. Jens Lund bestred fra 1922 en række tillidsposter indenfor det offentlige kunstliv. Han løste flere opgaver for Statens Museum for Kunst og renoverede fx Frihedsstøtten på Vesterbrogade. Jens Lund har været en af de mest produktive billedhuggere i Danmark, hvor utallige af hans værker blev opstillet i København. Her kan nævnes: ''1910'': Udsmykning af Københavns hovedbanegård med 10 folketyper ''1916-17: ''Udsmykning af Teknologisk Institut med 12 håndværkstyper ''1929-31:'' ”De fire Årstider” ved søerne i København – alle skulpturer i kalksandsten. På Jens Lunds datters foranledning kom de 4 skulpturer 1994 til Videbæk Anlæg efter 60 år ved søerne i København ''1929'': I en gård ved Grønningen blev opstillet en fontæne med skulpturen ”Hedepigen” i svensk granit. Denne blev af forsikringsselskabet Tryg i 2003 overdraget til Videbæk kommune i forbindelse med åbningen af Videbæks nye hovedgade. Fontænen er i dag placeret på Betania Torv. ''1936'': På Statens Museum for Kunst - skulpturen “Midsommer”, hvor Jens Lunds datter Johanne var model. I forbindelse med Jens Lunds 100-års dag langtidsudlånte Statens Museum for Kunst i 1973 skulpturen ”Midsommer” til Videbæk. ”Midsommer” er placeret ved indgangen til Videbæk Anlæg. I år 2000 købte Videbæk Borgerforening flere af Jens Lunds værker bl.a. en frise der er indmuret i Jens Lunds fødehjem, Westergårds Hotel. I 2012-13 blev indgået aftale om at adskillige værker blev overdraget til Lokalhistorisk Arkiv og Kunstpavillonen i Videbæk, hvor værkerne i dag kan beses.