Matr 25a i Skærbæk i Vester Nebel sogn
Matr 25a i Skærbæk ca. 1914. Jens Bundesen med familie. Fotograf ukendt.
Intro
Skærbækvej 2. Matr 25a Ølufgård m. fl., Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune.Denne ejendom blev formentlig oprettet omkring 1788 som en aftægtsejendom til matr. 23a i Skærbæk. Bygningerne lå sandsynligvis oprindeligt lige ved siden af matr. 23a i Skærbæk.
Til ejendommen blev o. 1788 fæstet, senere købt, 1 skp 2 fdk 1 alb hartkorn jord (1844 3 skp 2 ¾ alb hartkorn).
Grundlæggeren af ejendommen omkring 1788 var Hans Nielsen, som netop havde afstået fæstet af matr. 23a. Da hans kone Kirsten Andersdatter døde 1800, blev han samme år gift med Gjertrud Thomasdatter. Han døde selv 1803, hvorefter enken samme år blev gift med en Anders Nielsen. De flyttede derfra 1805.
I 1805 bosatte Laurids Christensen og hustru Anna Pedersdatter sig på ejendommen. De var blevet gift 1803 og stammede fra hhv. Hillerup i Farup sogn og Forum i Bryndum sogn. Det vides ikke, om de ejede stedet. I bekræftende fald pådrog de sig en så stor gæld til Johannes Nielsen fra Forum Gammelgård i 1815, at han senere overtog stedet. Laurids Christensen døde 1827, og hans kone i 1828.
Fæstet af ejendommen blev 1827 overtaget af Anna Pedersdatters bror Hans Pedersen og hustru Rebekka Hansdatter. De havde forinden været bosat på Matr 10a Forum, hvor Hans Pedersen var teglbrænder; men han blev nu daglejer. Rebekka Hansdatter var født i Orten Tegllade. De købte stedet endeligt af Johannes Nielsens enke i Forum.
Deres datter Maren Hansdatter blev 1854 gift med sin fætter Peder Hein Johansen, en søn af Johan Hein fra Heinhof på Lifstrup hede, og de overtog derefter stedet. Peder Hein og hustru drev ejendommen til 1880, hvor hustruen døde. Den ældste søn, der skulle have overtaget ejendommen, var død året før. Efter konens død frasolgte Peder Hein ejendommens udmarker, den største til matr. 24 i Skærbæk.
Selve ejendommen med kun 5 tdr. l. blev 1881 solgt til Bunde Bundesen, som netop havde afstået Ølufgårdsvej 26 i Nebel. Han var gift med Nielsine Kjerstine Pedersen og ernærede sig som tømrer. De drev ejendommen til 1905 og afstod den da til sønnen Jens Bundesen.
Jens Bundesen blev 1910 gift med Abelone Christine Christensen, en datter af Jens Chr. Christensen fra Helsingborg. Han ernærede sig først som snedker, men opkøbte senere ca. 17 tdr. l. hede i Roust, Grimstrup sogn. Hovedparten var hede, men blev opdyrket af ham. De flyttede 1939 til Guldager.
I 1939 blev ejendommen overtaget af sønnen Bunde Kristian Bundesen, som samme år blev gift med Astrid Lorentzen fra Dover, Lintrup sogn. Bunde Bundesen var hjemmeslagter. De drev ejendommen til 1982, frasolgte da jorden til matr. 24 i Skærbæk og flyttede til V. Nebel.
Bygningerne blev samme år solgt til Gitta og Flemming Hansen fra Esbjerg, som 1983 videresolgte til nuværende ejere Ilse og Robert Christensen fra Als.
2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv [http://www.vnsa.dk" target="_blank www.vnsa.dk]
"Vester Nebel sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991
"Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016