Marens patter
Marens patter
Tanghuset ved Sundstrup. I baggrunden gravhøjene kaldet Marens patter.
Intro
På toppen af de store bakker lige syd for Sundstrup ved Virksund markerer to monumentale bronzealder-gravhøje indsejlingen fra Lovns Bredning til Hjarbæk Fjord. Lokalt kaldes de meget sigende for "Marens Patter".
Marens patter er blevet et vartegn i det lille fisker- og færgeleje Sundstrup. Gennem tiderne har de to gravhøje tjent som landkending for skibene. Med god fantasi ses en kæmpekvinde udstrakt på ryggen med benene i Hjarbæk Fjord – og gravhøjene er hendes forparti. Fra de offentligt tilgængelige gravhøje er der en storslået udsigt.
Højene tilhører gruppen af klassisk, højt beliggende storhøje fra ældre bronzealder (1.700-1.500 f.Kr.), og er sikkert rejst over ledende medlemmer af bronzealderens stammesamfund.
Bronzealderens første gravlæggelser foregik i udhulede, mandslange egetræskister, som det bl.a. kendes fra Borum Eshøj ved Århus og Egtvedpigens grav. Men sådanne storhøje er oftest udbygget af flere omgange og tilføjet nye grave gennem hele bronzealderen.