Majtræet

Majtræet

Majtræet og genforeningsstenen

Det flækkede Majtræ

Majtræet
Intro
I 1734 plantedes et lindetræ, Majtræet, der blev samlingssted for landsbyen. Her fejredes forårets komme Valborgaften - aftenen før 1. maj. Det er den ene forklaring på navnet Majtræet. En anden forklaring er, at træet blev pyntet - udmajet, som man kender det fra den svenske Majstang ved midsommer.
I over 200 år voksede Majtræet og blev som det ses på det første billede meget stort. I 1986 flækkedes træet i forbindelse med en storm og i 2018 brændte det meste af træet ned. I dag er kun stubben tilbage, men ved siden af er der kommet et nyt skud fra det gamle træ som stadig lever.
Sagnet fortæller at der for 200 år siden kom en stor lindorm til Farum. Den spiste alt på sin vej og ødelagde huse, træer og dræbte kreaturer. Heldigvis fik borgerne i Farum hjælp af en klog kone fra
Norge. Man mente nemlig at folk fra Norge havde magiske evner. Denne kvinde gik hen til lindormen og ved hjælp af magi lykkedes det hende at mane lindormen i jorden. At mane betyder at
slå noget ned og fastlåse det. Lindormen blev manet i jorden og jorden blev forseglet med magi, så den ikke kunne slippe fri. Kvinden advarede dog om, at magien ikke ville virke evigt. Om 100 år
ville den brøle én gang, men ikke slippe fri. Om 200 år ville den brøle to gange men stadig ikke slippe fri. Om 300 år ville den brøle tre gange og endelig slippe fri af sit fængsel.