Madonnaer
Intro
BEGGE UDFØRT AT HARVEY MARTIN, KBH. AUTODIDAKT KUNSTNER
VÆRKER PÅ MANGE KUNSTMUSEER I EUROPA
KUNSTNERLIV: Harvey Martin har leveret kunst til folket siden han var 21 år. Selv siger han: Kunsten er død for længe siden. Til gengæld tager sig også af utilpassede ODENSE: Nogle veje ender blindt, andre giver bonus - sådan er labyrinter nu engang indrettet.Og nogenlunde sådan så min blok - billedligt talt - ud efter en visit hos smed, billedhugger og socialarbejder Harvey Martin.Derfor kære læser hold hovedet koldt under denne beretning fra et besøg i skulptørens kringlede, kunstneriske univers. Der vil forekomme spring i både tid og sted.Kunstner af sind Harvey Martin sætter sig til rette på køkkenstolen med de to skumgummipuder - og startskuddet lyder til en rejse rundt om en kunstner med en finurlige og til tider provokerende holdning til kunst.- Der var engang en psykolog, der sagde til mig: "Kunstner er vist den eneste rigtige diagnose, der kan klistres på dig," fortæller Harvey Martin.Selv kredser han om en nærdødsoplevelse, han havde under en længere tur på hospitalet i 1969, få år efter han for alvor valgte kunstnervejen.Her fandt han forbindelsen til det guddommelige. Og en forsikring om, at ånden aldrig dør.- Det gav mig en masse energi - og nu beskæftiger jeg mig kun med ting, der gør mig høj - man skal ud af det med vanerne, forsikrer Harvey Martin.At være - eller ikke I Det gule hus på Fåborgvej er alle rum tapetseret med malerier af andre kunstnere - både fra kunstarenaen i dag og fra før. For Harvey Martin har med sine 60 år været med i legen længe.Det første knæfald for kunsten kom, da han hos en barndomsven så et giganstisk billede af Henry Heerup.- Jeg vidste slet ikke, at kunst kunne se sådan ud, for hjemme hang der kun jagtscener, husker Harvey Martin.Så begyndte han at male, men fulgte dog hurtigt billedhugger-stien i stedet.Det tog lang tid, før han selv erkendte, at han var kunstner.- Først var det smed og derefter socialarbejder - og det er jeg stadig, forklarer Harvey Martin og tilføjer: - Måske har jeg aldrig rigtig erkendt det.Men han fik den rigtige uddannelse på det Fynske Kunstakademi - mest for at legitimere sin levevej. Og så for at familien ikke skulle "græde stænger af tårer", som han siger.Et liv med kunsten Som 20-årig udstillede han for første gang. Året var 1963. Og stedet var kantinen på A/S E. Rasmussen i Fredericia, hvor han var i lære som klejnsmed.- I lærertiden begyndte jeg at bygge skulpturer - de havde vist aldrig haft en lærling, der brugte så lang tid på at lære at svejse. Men så begyndte jeg at bruge pauserne, siger Harvey Martin og trækker igen på smilebåndet.Og sådan gik tiden med udstillinger hvert eneste år. Og i 60'erne blev Harvey Martin et af pejlemærkerne i minimalismens udvikling i Danmark. Senere blev det til skulpturer med blødere former og et mere genkendeligt præg.- Det er så fedt at kunne bruge store, kolde stålplader til at give liv og kærlighed fra sig, fortæller Harvey Martin.Han fremtryller sine skulpturer alene for at glæde sig selv. Og han påstår, at kunsten er død - og at den har været det længe.I begyndelsen af 90'erne måtte Harvey Martin helt tilbage til impressionismen og Michel Angelo for at blive begejstret.- Der er hverken kunst, filosofi eller religion i samfundet i dag. Åndelige ambitioner har ingen prioritet. Og det startede allerede i 70'erne, hvor kunsten bare var gentagelse på gentagelse, fastslår Harvey Martin.Et liv med mennesker Kunst kan man som bekendt heller ikke leve af - det er i hvert fald lidt teenage-agtigt at tro det, mener Harvey Martin. Derfor begyndte han at arbejde i en ungdomsklub i aftentimerne.- Og så fandt jeg lige pludselig ud af, at jeg har talent for det med mennesker - og så synes jeg, det var skide skægt, siger han.Fundamentet til Harvey Martins virke som socialarbejder var dermed lagt.Siden 1983 har han været hyret af Odense Kommune til at tage sig af såkaldt utilpassede unge.- Jeg stod alene ude i mit værksted og hørte fiskerinoteringerne og P1 og byggede store skulpturer. Og når jeg nu er lidt af en selskabsløve, skal der mere til, pointerer Harvey Martin.I dag er de unge blevet et projekt for livet. For når en af dem klarer skærene og går videre til Teknisk skole, er billedhuggeren mindst lige så stolt, som når en af skulpturerne ryger over disken.Metoden til afretning af de umulige unge er simpel: Disciplin og masser af frihed inden for ufravigelige grænser. For alle søger grænser, er Harvey Martins påstand.Og så skal de stilles over for opnåelige mål.- Hvis de ikke opfører sig ordentligt bliver de trukket i løn - det er måske noget man skulle indføre i folkeskolen - for der mangler de disciplin, konstaterer Harvey Martin og banker i bordet.En rejse i fantasien De unge, der kommer hos Harvey Martin, er med i mere end bare svejsningerne og sliberiet, når en af de store jernskulpturer finder vej fra ideen bag pandebenet og ud i skitser på papir.- Skulpturerne er meget personlige. De er et billede af, hvor jeg er i mit liv. Og de unge er selvfølgelig med til at sætte noget nyt i gang, forklarer Harvey Martin.Projektet de næste år er at komme ud og rejse. Og finde ny inspiration.- Nu har jeg rejst i fantasien i så mange år. Men kun cyklet i en omkreds af 800 meter fra Fåborgvej. Så nu skal jeg ud i verden - i ferierne altså, siger Harvey Martin.Inden jeg forlader den store forvirrede kunstner med det rustne grin, skriver han lige en hilsen i min bog: "Håber fandme du skriver ordentligt, Kærlig Hilsen Harvey Martin