Lyngby Kirke


Klos op ad kirkegårdsdiget stod den gamle bysmedje, der fungerede ind til midten af 1930'erne.


Den makabre båreprøve i en kunstnerisk fremstilling.


Genindvielse efter én af mange istandsættelser af tagrytteren. På billedet håndværkere og menighedsråd.


Billedet er omtrent lige så gammelt som kirken. Motivet italiensk.

Intro

Den smukke kirke i Lyngby (Hasle Herred) er bygget af granitkvadre i første halvdel af 1100-tallet. Indenfor rummer den et spændende kalkmaleri med italiensk forlæg.Kirkerummet bevidnede også et makabert optrin i form af Danmarks absolut sidste såkaldte båreprøve - så sent som i 1827.

I 1827 raserede en frygtelig brand både herregården Lyngbygård og den nærliggende Labing Vandmølle. Avl og besætning gik op i luer, og en gammel røgter, Erik Carlsen, brændte på grusomste vis ihjel i et vindue, som han ikke kunne komme ud af. Hvem havde påsat brandene? En hovbonde, der var utilfreds med, at en ny godsejer havde genindført tvangsarbejdet? Eller? I Lyngby greb man til et ældgammelt ritual, der ellers var afskaffet to århundreder tidligere: Liget af Erik Carlsen blev ført ind i kirken og lagt på en båre foran alteret. Ét for ét gik menighedens medlemmer nu frem og berørte de forkullede rester af den afdøde. Der var mødepligt. Tanken var, at liget ville begynde at bløde, når den skyldige stod der. Altså ren overtro midt i en kristen kirke. Prøven virkede i øvrigt ikke. Først flere år senere blev dødsbranden opklaret. En norsk ritmester iÅrhus og godsejer Johannes Friis begærede samme kvinde. Friis vandt. Og nordmanden stak ild på i jalousi. Han tilstod på sit dødsleje.

I 1975 gjorde man en sjælden opdagelse i Lyngby Kirke. På nordvæggen fandt og afdækkede man et kalkmaleri af to ryttere i kamp. Motivet kan dateres til omkring 1175. Det havde stået tildækket siden 1200-tallet. De to ryttere er klædt i rustning, har lanser og skjold og vender front mod hinanden. Billedet er enestående i Nordeuropa, men kampen er kendt. Den er sammenstødet mellem goter-kongen Theodorik og germaner-kongen Odoaker i 400-tallets Italien. Forbilledet findes i kirken San Zeno i Verona. Tidligere sognepræst Vini Madsen har publiceret en interessant teori om, hvordan i alverden det italienske motiv har fundet vej til lille Lyngby i Danmark for 850 år siden. [https://www.saxo.com/dk/gertrud-og-gunni-albertsoen-og-nonnerne-fra-ring_vini-madsen_paperback_9788776915827 At læse her.]

Lyngby Kirke har ikke et tårn og heller ikke et spir. Den bærer derimod en såkaldt tagrytter af bindingsværk med blytag. Kirkens våbenhus kom til i 1400-tallet. Tagrytteren, der indeholder kirkeklokken, er tilføjet kirken i 1600-tallet. Konstruktionen er ret sjælden i Østjylland, men findes dog i Låsby, Stilling, Randlev og Kvorning. Desuden ses tagryttere ikke sjældent som statussymboler på herregårde. I årenes løb har den krævet megen vedligeholdelse. Bindingsværket rådner, og klokkens svingninger ryster hele konstruktionen. Lokalhistorisk Arkiv har materiale om istandsættelser i 1935, 1973, 2003 og 2019. De tre sidste gange blev hele herligheden hejst ned på jorden, renoveret og hejst op igen.

''Publiceret''