Lyng kirke
Intro
Lyng kirke blev opført 1993-1994 ved arkitekterne Inger og Johannes Exner fra Aarhus.
Området omkring det gamle fiskerleje Lyng og det gamle færgested Snoghøj blev fra 1960'erne efterhånden udbygget med beboelse. Denne bebyggelse hørte til Erritsø sogn og kirke, men snart opstod der et lokalt ønske om en mere nærliggende kirke. Resultatet blev Lyng kirke, som arkitekterne Inger og Johannes Exner, der har sat et markant præg på moderne dansk kirkebyggeri, tegnede.
Kirken blev opført i årene 1993-1994, og blev bygget som et kirkecenter. Inspireret af den store blodbøg, der står uden for kirken, er kirkecenteret opbygget med konfirmandrum, møderum, kontor og køkken under det samme tag som kirkerummet. Når man går ind i kirkerummet kommer man således til limtræets stamme, og menigheden sidder under træets krone. Denne konstruktion blev Inger og Johannes Exner belønnet for med en international arkitektpris i 1994.
Døbefonten er fra Erritsø Kirke. Den ottekantede døbefont har højst sandsynligt været brugt som vievandskar i katolsk tid. Korset på alteret er tegnet og udført af kunstneren Bent Exner. Det er lavet af blankpoleret stål og dekoreret med stålkæder og 320 forgyldte sølvkugler.
Da kirken blev indviet i 1994, var kirken en annekskirke til Erritsø. I 2003 blev Lyng kirke imidlertid udskilt fra Erritsø sogn, hvorefter Lyng sogn blev oprettet.