Leonora Christinas død på Maribo Kloster
Intro
Livet igennem var kunstneren Kristian Zahrtmann (1843-1917) besat af kongedatteren Leonora Christina (1621-1698). på billedet her har han skildret hendes død på Maribo Kloster.
Allerede i 1870 malede Zahrtmann sit første motiv af Leonora Christina, og efter en livslang besættelse malede han i 1914 det sidste billede af kongedatteren.
Hans interesse for Leonora Christina var knyttet til den første udgivelse af Jammers minde, der blev publiceret i 1869. Bogen var Leonora Christinas gribende beretning om sin næsten 22 år lange indespærring i Blåtårn, på Københavns Slot. Her var hun blevet indsat på begæring af kong Frederik III (1609-70) og dronning Sophie Amalie (1628-85). Leonora blev aldrig dømt for landsforræderi, sådan som anklagen ellers lød.
Zahrtmann nøjedes ikke med at male motiver fra jammersminde han malede også fra episoder fra hendes ungdom og tiden efter Blåtårn. Maleriet tager således sit udgangspunkt i årene efter løsladelsen som Leonora Christina tilbragte i Maribo kloster.
Dette værk skildrer hendes dødsøjeblik. Hun er omgivet af sine nærmeste, og en præst. Hænderne holder hun i vejret som om hun vil favne himlen – hun virker rolig. Billedets opbygning er symmetrisk, med den døende kvinde i den store, rigt udskårne seng og baldakinen som et naturligt centrum, som gruppen står tæt omkring. Udover præsten ses nærtstående familiemedlemmer samt tjenere. Hovedparten knæler og enkelte står op. Billedets symmetriske komposition koncentrerer den fulde opmærksomhed omkring hovedpersonen, et forhold der understreges af det lys der synes at udgå fra hende. Kongedatteren forlader denne verden med ro og i fortrøstning om at gud vil tage imod hende. Leonoras armbevægelse mimer symbolsk Kristus’ i krucifikset på væggen ved sengen - begge måtte de udstå pinsler. Det lille skab virker som podium for en lille opstilling af krukker, kander og andet - sikkert med medicinsk indhold, mens dets to døre står henholdsvis åbent og lukket; et billedkunstnerisk motiv der også kendes fra italienske rytterstatuers sokler hvor dørmotivet knytter sig til beretningen om passagen mellem liv og død.
Zahrtmann ønskede at Leonoras død skulle skildres som en glædesfyldt, truimferende begivenhed. Til vennen Johan Rohde skriver han i 1896:
”hele mit lille atelier er omdannet til en stor himmelseng. Baldakinen er af gult silkedamask, dynen er af purpur og i alle puderne ligger L.C. hun modtager nadveren en sidste gang, hvid i alle de hvide omgivelser. ”Se min Frelser, jeg er her, siger hun og skilles jublende fra livet (…)”