Lahns Stiftelse


Nedergade, set mod vest. Til højre Lahns Stiftelse


Lade fra Handskemagerlauget i Odense, 1840. Laden findes i dag på Møntergården i Odense.


Fredet bygning: Lahns Stiftelse, Nedergade 36, Odense.


Fredet bygning: Lahns Stiftelse, Nedergade 36, Odense - Porten.


Fredet bygning: Lahns Stiftelse, Nedergade 36, Odense - Plade med indskription over porten.

Intro

Handskemager Johan Matthias Lahn døde barnløs i 1802 og efterlod sin formue til en stiftelse for hjælpeløse børn. Her fik de fattigste af børnene kost og klæder og gratis undervisning. Stiftelsen, der stod færdig i 1804, er i dag fredet.

I 1700-tallet var fremstilling af handsker den vigtigste branche i Odense. Den var langt større end i landets andre provinsbyer, og odenseanske skindhandsker blev solgt over hele Europa. Op mod 7-800 mennesker arbejdede i handskemager-faget i midten af 1770’erne – næsten 10 % af byens befolkning og 25 % af de erhvervsaktive. Handskebranchen i Odense fik industrielle træk i slutningen af 1700-tallet. Mestre eller købmænd brugte i stigende grad ufaglærte syersker. Købmanden leverede materialerne, og syerskerne arbejdede i deres eget hjem. Der var også en tendens til, at små mestre kom i et gældsforhold til større mestre og købmænd og oplevede at blive reduceret til ansatte. J.M. Lahn – en lokal storentreprenør Købmanden Jonas Matthias Lahn (1728-1802) stod i spidsen for handskebranchen i Odense, og mange små mestre blev ansat under ham. Lahn var ikke en moderne industrimand, men hans virksomhed havde et industrielt præg i form af mange ansatte. Da industrien kom til Fyn Før industrialiseringen var ethvert produkt et stykke håndværk, ofte skabt til en kendt kunde. Men da industrien kom til Fyn i midten af 1800-tallet, begyndte man på fabrikker at fremstille ensartede produkter til et ukendt marked. Mekanisering og masseproduktion blev grundlaget for samfundets vækst og forbedrede levevilkår.

''Fredning '' Lahns Stiftelse blev opført 1804 ved stiftsbygningskonstruktør Johan Hanck. Forhuset blev fredet i 1919. Til komplekset hører endvidere et nyere sidehus på bagsiden, en brolagt gård samt et tidligere gymnastikhus, men disse bygninger er ikke omfattet af fredningen. De bærende årsager til fredning af forhuset omfatter bl.a. den grundmurede bygningskrop, den klassicistiske facade, skorstenspiber, porte, døre, vinduer, inskreptionstavle mv. Hertil en del ældre bygningsdele og detaljer i det indvendige. Læs hele fredningsbeskrivelsen på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside Fredede & bevaringsværdige bygninger: [https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=2340176 https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=2340176]

''Byens fattige'' Igennem hele historien har en stor del af befolkningen ikke kunnet klare sig selv. Antallet har i sagens natur svinget med de samtidige konjunkturer, men det anslås at mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen har været afhængige af andres hjælp, for at kunne overleve. Det har primært været de nære pårørende, der har påtaget sig disse forpligtigelser, dvs. familie, naboer, håndværkslav o.lign. I en folketælling fra Odense i 1672 angives 650 personer som fattige. Det vil sige, at de var for syge eller gamle til at arbejde. Men tallet dækker ikke over antallet af reelt fattige i byen. Mange havde ifølge folketællingen små jobs som spindere, vaskekoner, daglejre o.lign. - jobs der ofte dækkede over en reel arbejdsløshed, og kun muliggjorde et liv på et absolut eksistensminimum. Folketællingen fra 1672 indikerer således, at op mod 40 % af Odenses befolkning levede i dyb fattigdom. For byens fattige var sulten en daglig trussel. Boligen kunne være et lille hummer i en ussel gyde eller på et loftsværelse, og kun en lille ydelse fra fattigvæsnet og privat velgørenhed fik tilværelsen til at hænge sammen. Få heldige kunne få plads i en fattigbolig eller en fattiginstitution. Andre blev hjemløse, gik i hundene eller kom på kant med loven og endte på forskellige tvangsanstalter. Byens rige levede derimod et liv i luksus i de store huse langs hovedgaderne. De havde råd til tjenestefolk og uddannelse. Langt de fleste af byens indbyggere levede dog i det jævne lag mellem de to ekstremer. På [https://xn--mntergrden-65a6t.dk/ Møntergården i Odense] kan du se mere om byens fattige i udstillingen ”Fyn – midt i verden” og besøge udstillingen i den lille fattigstiftelse ”Pernille Lykkes Boder” fra 1617. Du kan læse mere om udstillingerne her: [https://montergarden.dk/udstillinger/ https://montergarden.dk/udstillinger/]

''Lahns Stiftelse for hjælpeløse børn'' '' '' Stiftelsen begyndte sit virke på Johan Mathias Lahns fødselsdag d. 10. december 1804. Lahn testamenterede sin gård i Nedergade til skolehus og bolig for lærere ved stiftelsen for hjælpeløse børn. Da Lahn havde boet det meste af sit liv i Odense, bankede hans hjerte særligt for de fattige og især forældrebørn, hvis forældre havde borgerret i Odense by.