Lønborg Kirke, Kongsgård og Borgvold
Intro
På den markante bakke med en storslået udsigt over Skjern Ådalen og Ringkøbing Fjord ligger Lønborg Kirke, der antagelig er opført som kongsgårdskirke i 1100-tallet. Kirken, der er viet til Sct. Knud, udmærker sig bl.a. ved usædvanlige kalkmalerier fra senmiddelalder og renæssance.
Dyrkelsen af Sct. Knud er også overleveret i form af en nærliggende helligkilde, der bærer hans navn, ligesom en gravhøj øst for kirken kaldes Knudshøj.
Lønborg Kongsgård samt den nu sløjfede befæstning Borgvold har ligget umiddelbart vest for kirken. Borgvold må tolkes som en befæstning, der sammen med kongsgården og kirken har dannet en samlet enhed. Som så mange andre voldsteder har Borgvold en anonym historie. Derimod er kongsgården nævnt i skriftlige kilder, første gang 1278. Arkæologiske udgravninger har vist, at der på kongsgårdens sted er fund fra vikingetid og middelalder, men at næsten alt er blevet ødelagt ved grusgravning. Hovedparten af Borgvold er blevet gennemskåret af et vejanlæg i l96Oerne, dog gemmer der sig rester af anlægget i et tæt buskads.
På den modsatte side af Borgvold lå den befæstede gård Kongensgård, en efterfølger af den oprindelige kongsgård. Kongensgård blev ødelagt under svenskekrigen i 1658. En gård i Lønborg By bærer dog stadig samme navn. En halv km mod vest ser man fra kirken Lønborggård, oprindelig Lønborg Bispegård, vistnok opført af bispedømmet i Ribe. Det vides også, at Set. Knuds Kloster i Odense havde part i fiskeriet ved bispegården. Senere, i 1664, lagdes gården sammen med kongsgården til én stor ejendom.
Årsagen til, at både kongemagt og bispemagt havde ejendomme ved Skjern Åens munding, var af økonomisk og strategisk art. Der var udstrakte enge til græsning og høslet og et betydeligt laksefiskeri i åen, Fra Lønborg blev der svaret afgifter til konge og bisp i form af fisk, honning og det såkaldte Lønborgsalt. Saltet kunne udvindes, fordi Ringkøbing Fjord dengang havde direkte forbindelse til Vesterhavet. Strategisk lå Lønborg godt placeret for sejlads, idet Skjernåen i middelalderen havde sin munding nedenfor kirken. Da deltaet senere rykkede længere mod vest, mistede stedet sin betydning på dette område.
På området vest for kirken er der fundet meget rige gravpladser fra jernalderen; desuden viser forskellige løsfund, at stedet har været bebygget gennem hele jernalderen, vikingetiden og middelalderen, frem til nutiden. Fund fra stedet er udstillet på Bymuseet i Skjern.
''Publiceret''