Kærgårdsholm


Kærgårdsholms hvide hovedbygning blev opført i 1880’erne og er i sin arkitektur meget karakteristisk for tidens større landbyggerier. Bygningen er enkel i sit udtryk og står med en gennemgående gavlkvist midt på fløjen.

Intro

Den lidt uanselige herregård Kærgårdsholm vest for Skive gemmer på en dramatisk historie, der blandt andet byder på hustruvold, landsforvisning, skandaler og åbenlyst utroskab. I løbet af 1800-tallet blev godset stærkt reduceret og den tidligere trefløjede hovedbygning blev nedrevet omkring 1880.

''Historien om Kærgårdsholm'' I Håsum sogn var der oprindeligt to hovedgårde ved navn Vellumgård og Kærgårdsholm. Efter en sammenlægning i sidste halvdel af 1500-tallet blev disse samlet under navnet Kærgårdsholm. I perioden 1661-1688 var herregården i delt eje, og en part tilfaldt den heftigt sindede Jakob Ulfeld, som endte med at skyde og såre sin egen hustru, Christence Daa. Efter denne forbrydelse blev han landsforvist, men Christence Daa tog ham til nåde, og i 1688 vendte han tilbage til Danmark. Samme år blev han imidlertid selv skudt, da han hærgede landet med en væbnet bande. Godssamleren Christen Linde købte i 1693 Kærgårdsholm. Hans sønnesøn, Christen de Linde var genstand for en større skandale. I 1752 giftede han sig nemlig med sin faders husholderske, Maren Loss på godset Tirsbæk ved Vejle. Parret bosatte sig dog senere på Kærgårdsholm, hvor Maren efterfølgende indledte et åbenlyst forhold til ridefogeden, Jørgen Hvas. Efter Christen de Lindes død giftede Maren sig med Jørgen Hvas, som dermed blev herre på Kærgårdsholm og senere blev adlet under navnet Lindenpalm. I perioden 1803-1826 blev Kærgårdsholms fæstegårde frasolgt, og hovedgårdens jord blev udstykket. Det var derefter et stærkt reduceret gods, som gennem anden halvdel af 1800-tallet var ejet af familien Gramstrup. Herregården ejes i dag af familien Elgaard, som har drevet landbrug på stedet siden 1937. ''Markante ejere'' 1559-1583: Gregers Ulfstand 1693-1706: Christen de Linde 1706-1746: Niels de Linde 1746-1756: Christen de Linde (dog ikke 1751) Læs mere om Kærgårdsholm på [http://danskeherregaarde.dk/nutid/kaergaardsholm danskeherregaarde.dk]

''Hovedbygning'' Gregers Ulfstand opførte en ny hovedbygning, da hovedgårdene Vellumgård og Kærgårdsholm blev sammenlagt i sidste halvdel af 1500-tallet. Rester af dette byggeri kan findes i mosen nordøst for det nuværende Kærgårdsholm. Denne bygning nedrev Niels de Linde i første halvdel af 1700-tallet, og han opførte i stedet en trelænget hovedbygning i grundmur og bindingsværk. Hovedbygningen blev anlagt som en mindre borggård på et 32x25 meter voldsted med omkransende voldgrave og to vindebroer. I 1880’erne blev den gamle bygning nedrevet, og L. Gramstrup opførte i samarbejde med P.A. Sørensen den nuværende hovedbygning til Kærgårdsholm sydvest derfor. Den hvidkalkede bygning er opført som en enkelt fløj i én etage med en gennemgående gavlkvist midt for. ''Omgivelser'' I mosen nordøst for de nuværende Kærgårdsholm findes der rester af Niels de Lindes trelængede hovedbygning. Borggårdens voldsted anes stadig, og flere grøfter indikerer, hvor bygningernes fundamenter har været. Af den omkransende voldgrav eksisterer fortsat den nordlige, vestlige og sydlige del. Mod øst findes en mængde murstensbrokker som muligvis stammer fra den østre ladegård. ''Bygninger og gods'' Slutn. af 1500-tallet: Hovedbygning opført Beg. af 1700-tallet: Trelænget hovedbygning i grundmur og bindingsværk opført 1803-1826: Fæstegårde solgt fra og hovedgårdsjord udstykket. 1880’erne: Nuværende hovedbygning opført

''Fakta'' Adresse: Holstebrovej 486, 7860 Spøttrup Kommune: Skive Tidligere: Viborg amt, Rødding herred, Håsum sogn Ejer: Chresten Mads Elgaard (2017) Funktion: - (2017) Størrelse: - (2017) Offentlig adgang: Ingen oplysninger Fredning: Ikke fredet (2017)

''English'' The manor Kærgårdsholm is located in north western Jutland. The history of the now modest manor is particular rich in drama. A nobleman of the 17th century was exiled for shooting his own wife, but later returned only to be shot himself shortly after. About 50 years later, a great scandal occurred, when another nobleman Christen de Linde married his late fathers housekeeper. The couple settled at Kærgårdsholm, where the young wife had an affair with the estate manager, whom she married shortly after her husband’s death. The manager was ennobled and Kærgårdsholm was sold off.

''Publiceret''