Kvembjerg huset

Intro

Kvembjerg-slægtenKVEMBJERG-FOLKENE De første rakkere, der er omtalt i Dejbjerg, er Niels Clemmensen og den nes søn, Jens Nielsen. Der nævnes noget om, at de boede i Leding by, Dejbjerg sogn. Den næste i natmandsembedet er Jørgen Christensen (Jørgen Loddel). Om ham ved vi med sikkerhed, at han har boet i Kvembjerghuset; derimod bliver det nok vanskeligt med sikkerhed at fastslå, om han var dets første be boer, da de forskellige kilder ikke stemmer overens. Meget taler imidlertid for, at han var den første. Jørgen Christensen rømmede fra krigstjeneste, og næsten indhentet af sine forfølgere, søgte han på vej en mellem Borris og Skjern hjælp hos en rak- ker, der stod og flåede en helmis nær ved Kjelstrup. Da nu forfølgerne så Jørgen i gang med rakkerarbejde, ville de ikke have noget med ham at gøre. Dermed var han fri for militæret, men samtidig var han som uren sat uden for omgang med ordentlige folk. Han fik nu bygget et hus på skellet mellem Skjern, Dejbjerg og Stauning og nedsatte sig som rakker for de tre sogne; derpå fik han oprettet en akkord med beboerne, hvorefter han fra hver gård skulle have: 1/4 skp. rug, et brød, et stk. kød, to lys og ½ pægi brændevin samt fast betaling for at flå selvdøde dyr, feje skorsten o. 1. (Det var en ganske god stilling — bedre end degneembederne. Men som tiden gik, og stadig flere af beboerne gik over til at udføre natmandsarbejdet og derfor ophævede akkorden med rakkeren, forringedes dennes indtægt. Det lykkedes til gengæld efterhånden at få så megen jord opdyrket, at der i Kvembjerg kunne holdes to heste og tre køer). Ifølge H. P. Hansen giver Dejbjerg kirkebog følgende oplysninger om Jørgen Christensens familieforhold: ,,1732 d. 18. Maj blev døbt i Deiberg Kierke Jorgen Christensen af Qvemberg hans Drengebarn og blev kaldt Niels. Fremstillet til Daaben af dend gamle Kone i Qvemberg, navnlig Johanne. Faddere, Monsieur Krarup paa Deiberg- lund, min Kone, Sophie Povelsdatter, ærbaarne Jomfru Marie Stauning, Degnen Peder ‘Winther”. Ved næste barnedåb får man indtryk af, at der har været vanskeligheder med at skaffe faddere, eftersom det i kirkebogen hedder: ,,1734 d: 8: Dec: blef Jørgen Christensøns Søn af Qvemberg hjmmedøbt med Navn Jens fræmstillet derefter i Deiberg Kirke Dm: p: Circumcision: Christi. Faddere var de som af Menigheden offentlig kunde formaaes at fremtræde. En af Moderens Paarørende bar Barnet”. Det var med andre ord en rigtig rakkerbarnedåb, ikke engang navnet på den kvinde, som bar barnet, blev indført i kirkebogen. Jørgens omdømme synes ikke at have været rigtig godt. Den næste rakker, vi træffer i Kvembjerg, er Jørgens søn, Jens Jørgen sen (J. Kvembjerg — J. Rakker), der blev født i 1734. Han omtales som en flittig og ærlig mand. Der fortælles følgende træk om ham: Han kom en morgen ind til C. Hahnes i Hee (Stauning). ,,Du er tidlig på færde”. — ,,Da kom jeg ellers sildig nok hjem fra Brejning i aftes. Der tog jeg huden af atten helmoser, åd atten melmader og drak atten dram”. Jens blev gift med Mette Andersdatter af Hedehus, Bryndum sogn ved Varde. Parret fik en mængde børn — der var vistnok tale om nitten i alt. Omkring 1795 druknede Jens Rakker i Vonå mellem Ringkøbing og Hoimsiand. Mette Andersdatter giftede sig atter, denne gang med en Anders Chr. Andersen. Hun døde 1810. En søn af omtalte Jens og Mette, Niels Jensen (N. Kvembjerg), fik nu Kvembjerghuset. Ved folketællingen i 1834 er han opført som husmand og glarmester; hans kone Christiane Jørgensdatter er 47 år, og de har følgende børn hjemme: Jens Nielsen, 17 år, Mette Nielsdatter, 15 år, og Mette Kir stine Nielsdatter, 13 år. I 1837 tilbød Niels Jensen at ville sælge ejendommen til Dejbjerg og Skjern kommuner. Prisen, han forlangte, var langt over værdien; men her var en lejlighed til at blive fri for uvæsnet med natmændene, og så købte man huset og lod det nedbryde. Niels Kvembjerg flyttede derefter rundt. Pengene slap op, og den 18. oktober 1841 hængte han sig i et hus i Skjern, 59 år gammel. Jens Nielsen eller Jens Kvembjerg blev født i Kvembjerghuset den 16.3. 1817. Efter mange genvordigheder lykkedes det ham at blive gift med Chri stine Andersdatter, f. d. 6.5. 1820. De blev viede i Dejbjerg kirke i 1853 og boede på Stampe mark, hvor de havde lejet et hus. Jens var en god skytte og gik meget på jagt. En dag kom han ind i Røgind kro; han fik noget at spise, hvorefter han lagde hovedet ned i hænderne. Da man senere så til ham, var han død. Hans enke Stine Kvembjerg har jeg set flere gange, og jeg husker det måske mest, fordi hun snusede tobak i stor stil. Hun døde i Dejbjerg fattiggård i 1898. Af deres børn må nævnes Niels Kristian Jensen, født d. 15.2. 1844. I 1870 blev han gift med ,,Mæt Mari Mus”, en datter af Johannes Mus og Else Cathrine Andersdatter. De fik mange børn, af hvilke nogle rejste til Amerika, da de var blevet voksne. Parret har boet forskellige steder i Dejbjerg, og på deres gamle dage boede de i et hus i Bjørnemose. Deres guldbryllup blev fejret ved en fest i missionshuset. Achton Friis’ beskrivelse heraf i ,,De Jyders Land”, hvori han beretter, at sognepræsten åbnede dansen med at byde guldbruden op, må dog betragtes som fri fantasi. Mæt Mari døde i 1933 — Niels i 1934. Deres gravsted findes på Dejbjerg kirkegård. En broder til Niels Chr. Jensen var Jørgen Christian Jensen, kaldet Christian Kvembjerg. Han var en stor spilopmager, altid rede til at lave kunster. Han var forfalden til drik — og han gik så vidt muligt uden om arbejde. Der går en mængde historier om ham; her skal medtages et par af de små af dem: En dag kom han ind til købmand Lauridsen i Skjern og bad denne om at skrive et brev for sig. Der skulle stå: ,,Det ka gåt væer, a kommer i måen — o det ka osse gåt væer, a kommer et”. Nedenunder kunne købmanden skrive: ,,Jørgen Kresten Jensen i røg o damp” — — — — Der boede en mand i Dejbjerg, man kaldte for Niels Vif (Vibe). En aften bankede Christian Kvembjerg på hans vindue. Niels råbte: ,,Hwa vel du? — og Christian sva rede: ,,Åh, a vild lig sæj te dæ, te i måen ska du håld dæ ind, få da vel a o viï-j awt!” Da han blev ældre, giftede han sig med en stor og grim kvinde, Inger Marie Jakobsen, som han kaldte ,,Spar Dame”. De fik ingen børn. Christian døde i 1898 på Ringkøbing sygehus, ødelagt af drik og udsvævelse, og ikke længe efter døde Inger Marie på fattiggården. ,,Spar Dame” var i Ring købing til mandens begravelse, og provsten viste sin deltagelse ved at stikke hende en tokrone. Naturligvis købte hun brændevin for pengene, og da hun steg af toget ved Dejbjerg holdeplads, var hun så fuld, at hun ,,Kist kåll”. Stine Kvembjerg var også til sønnens begravelse, og bagefter fortalte hun om denne store oplevelse: ,,Kresten fik en bow’n begrawels. Han bløw kjor i den ståseste vogn (en ligvogn), æ præst tål øwer ham en hal klåk’stånd, o han bløw lå mæld ståse graw’ — så hwis et’ Kresten blywer salig, så ve’r a et’, hwem dæ blywer de”, * * * En anden af Jens Rakkers børn hed Anders Chr. Jensen eller Anders Kvembjerg — også kaldet ,,Gluend Anders” (se oversigt nedenfor). Han blev født i Kvembjerghus i 1771. Anders blev gift med Mette Marie Jør- gensdatter fra Ryde. Han og Mette Marie fik mange børn. Den yngste, Else Cathrine Andersdatter, blev gift med Johannes Mus. Den ældste, Jens Andersen, var gift et par gange og efterlod sig mange børn, og sogneforstanderskabet havde idelig besvær og bryderi. med disse mennesker. Af omtalte børn fik tre tilnavnet Bjødstrup efter en gård ved Hammerum, hvor de tjente. En af dem, Anders Chr. Jensen Bjødstrup, blev aldrig gift. Han levede sammen med Caspar Hojes kone, ,,Mæt Kløwtjanne”. Der siges, at Anders hvert år måtte betale Casper 3 mark for at have Mette — det var vel nærmest en slags landgilde — og om det passer, vides ikke. ,,Mæt Kløw tjanne” blev hos Anders Bjødstrup, med hvem hun delte bord og seng i 30 år. En broder til Anders blev kaldt Kræ Bjødstrup. Han blev gift med Inge borg Madsen — Ingeborg Mæster — datter af Kræ Mæster og An Mari i Rind. De boede i en årrække i Bjørnemose. FOm den forhen saa vide og øde Hede dannedes en Mængde dystre Sagn om Røvere og deres Ugærninger. Længe efter Røvernes Udryddelse vedblev der i de mørke Efteraarsnætter at brænde Lys over det Sted herude, hvor de havde haft deres Tilhold. Et af disse Sagn antyder, at ogsaa Egnens Folk deltog i Røvernes Plyndringer af de vejfarende —- den uhyggelige Fortælling om Karlen, som efter et natligt Ridt over Heden kom paa sin skummende Hest til en Bondegaard, efter at en Stimand havde grebet om Tøjlerne og søgt at standse ham. Karlen, som var bevæbnet med en Sabel, havde drevet til med et Hug over Røverens Arm og befriet sig for Grebet. Da han nu stod af Hesten, saa han en Tingest hænge og dingle ved Tøjlen. Det var en Menneskehaand. Og da han undersøgte den inde ved Lyset, saa han, at det var hans Faders afhuggede Haand, som var stivnet i sit Greb. Blot halvanden Mil vestligere møder man en helt anden Form for Landskab. Det er det vældige Bakkeland, som begynder nede ved Vognbjerg Hede og følger Skjernvejen mod Nord omtrent helt til Holstebro og ligeledes Vejen fra samme By op til Syd for Ringkjøbing — et af de vildeste og pragtfuldeste Hedelandskaber, der findes i Landet og endnu stedvis af en betagende og mærkelig Skønhed. Dette gælder først og fremmest de Dele af Dejbjerg Hede, som endnu er sparet for Ødelæggelse, Strækningerne Syd for Dejbjerg Plantage ned over Vognbjerg Hede og ligeledes Nord for Plantagen til Tophøj Øst for Lem Kirke. Paa det 60 Meter høje Bakkedrag Syd for Plantagen er rejst et Monument for Oberst Dalgas; det staar paa en kunstig dannet „Kæmpehøj", som er opkastet midt imellem to pragtfulde Oldtidshøje og skæmmer disse ved sin Smagløshed. Men fra Stedet har man endnu herlige Udsigter, mod Vest over den tindrende Ringkjøbing Fjord til Holmslandsklit, mod Syd over Vognbjerg Hede og Kvem-bjerg Bakker til Skjernaa-Deltaet, mod Øst en halv Snes Mil ind over Landet, hvor man bag Sønderomme- og Brandefladerne skimter de fjærne Højder ved Øster-Nykirke og Nørre-Snede. Navnet Dejbjerg er tydet som „de Dødes indviede Plads", og dette i Forbindelse med det fremtrædende Sted i Landskabet synes at vise, at her har været en Hovedplads for Oldtidsfolkets Gudsdyrkelse. Yderligere bestyrkes denne Antagelse ved Fundet af de to mærkelige Dejbjergvogne, nogle af de kosteligste Oldtidsskatte, vort Nationalmusæum rummer. De fandtes i 1881 og 1883 i den nære „Præstegaardsmose". Ogsaa den sydligere liggende Vognbjerg Hede med dens Kreds af Oldtidshøje danner et pragtfuldt Landskab. De brune Høje paa Baggrund af de fjærne, blaa-nende Vidder bag Skjernaadalen er et enestaaende smukt Billede. Overhovedet maa hele denne mægtige Hedestrækning have været storslaaet og prægtig, før Plantagerne splittede den. Naar man fra Dejbjerg Kirke bevæger sig blot nogle faa Kilometer sydpaa, kommer man til de berygtede Kvembjerg Bakker, i hvis Nærhed en af Jyllands største Kjeltringkolonier har ligget. En flink Bonde ved Navn Overgaard, som jeg paa min ensomme Færd ud til Stedet traf paa Marken, forlod straks sit Arbejde for at kunne følge mig og vise Vej derud. Egnen er nu for en stor Del opdyrket, men endnu findes dog en Del spredte Hedestrækninger Syd for Dejbjerglund, og de store Banker, som bærer Navnene Toppet Kvembjerg og Flade Kvembjerg, ligger endnu med deres Omgivelser hen i den bare Lyng. Med Hjælp af endnu en Bonde, hvis Agre grænser op til Stedet, fandt vi Tomten af det berømteste af Kjeltringkoloniens Huse, som laa lige paa Grænsen af de tre Sogne Skjern, Stauning og Dejbjerg, og som var navnkundigt, blandt andet fordi det var Stamhus for de berygtede Dejbjerg Rakkere. Nogle Graapile gror som lave, forblæste Buske omkring Stedet, og en lille Bæk løber højt pludrende forbi i sit dybe Leje, næsten helt skjult under højt Græs og Ukrudt. De har haft nemt til Vand, Folkene her, og det er vel en af Grundene til, at de har slaaet sig ned netop paa dette Sted. I øvrigt er Tomten iøjnefaldende allerede paa lang Afstand ved det høje, lyse Græs, der gør Karreen fremtrædende mellem Lyngbuskene; paa nært Hold ser man tydeligt Digerester omkring den lille, nu helt øde Kalgaard, og svage Spor af Marker findes endnu, skønt disse forlængst er sprunget i Lyng. En stor Mængde Tomter af de andre Rakkerhuse spores Norden for denne, mere eller mindre tydeligt ligger deres græsklædte Firkanter i Lyngen. Bonden, som bor her, og som er ca. 40 Aar gammel, siger, at i hans Drengeaar stod endnu enkelte af de faldefærdige og forladte Rønner herude. Der har oprindelig været tolv Huse ialt. Det mærkeligste ved Stedet nuomstunder er selve Landskabet, der fuldstændig beherskes af de vældige Tvillingbakker, som ligger paa Hældet Syd for Rakkerkoloniens Tomter og er af en sær og uhyggelig Skønhed midt paa den mørke, lynggroede Hede. Gaar man nordpaa fra Bakkerne, stiger Terrænet hurtigt, og man faar de to Højes tunge Masser op imod de lave, vide Engdrag om Skjern-aaen. Heroppe fra skal det ses, dette mærkelige og betagende Landskab med de to Kolosser i Forgrunden og med Udsigterne mod Vest til Bakkerne ved Stauning og over Fjorden mod Holmslandsklit og Vesterhavet bag denne. En lille Hedesø ligger østen for Bakkerne i Lavningen, og en dyb, sandet Hulvej fører forbi dem og svinder i det fjærne. — En storslaaet Natur, endnu ensom og vild som den har været næsten overalt, hvor Natmandsfolkenes Æt slog sig ned. Nogle af de mest berømte Slægtsnavne indenfor „vore Folk“ er knyttet til dette Sted, saaledes Abrahamslægten og Museslægten, ligesom Kvembjerg-Familien, der fik Stednavnet hæftet paa sig som et Kendemærke, der bares af en lang Række Kjeltringer herfra. En Mand ved Navn Christen Simonsen, født i Stauning 1797, der havde en Del af sine Oplysninger fra sin Oldefader, har i sin Tid fortalt en Del om de første Rakkeres Ankomst hertil; det er trykt i Aarbog for dansk Kulturhistorie 1894. Chr. Simonsen siger: „Den første Rakker ved Kvemborg(!) var en Underofficer, der hed Niels. Hans Kone døde, og de havde to Sønner paa seks og otte Aar. Dem vidste han ingen Raad til at forsørge; og sætte dem i Opfostringshuset paa Kongens Regning nænnede han ikke, thi saa skulde de tjene Kongen alle deres Dage; saa foretrak han at rømme med Børnene. Han var i hans Uniform med Kaarde ved Siden. Da han kom her i Aanum Sande, blev han tre Militær va’r, der kom efter ham. I hans store Angst saa han, der laa en flaaet Helmos ved Siden. Den gik han hen og parterede med hans Kaarde. Da de tre saa det, vendte de og gik tilbage. Nu var han jo Rakker! — Han gik omkring og gjorde Akkord med Beboerne i Stauning, Dejbjerg og Skjern om at sætte et Hus paa Skellet mellem de tre Sogne. Det blev gjort ved de tre Sognes Hjælp paa den Betingelse, at Niels skulde forrette deres Rakkerarbejde for en ordentlig Betaling. Det var jo langt bedre for Folk end før, da de skulde have alt det Rakkerarbejde udført af de omløbende.“ — Siden hen giftede Niels, hvis Efternavn var Clemmen-sen, sig med en Pige fra Letter og fik en Søn Jens, der arvede Embedet efter ham. Ganske bortset fra at Historien maaske ikke i Enkeltheder er helt paalidelig, er den overordentlig karakteristisk. En ikke ringe Del af Natmandsfolkene var bortrømte Soldater; og hvor foragteligt Rakkerarbejdet forekom Samtiden vises ved, at det blotte Syn af Manden, som kun én eneste Gang giver sig i Kast med et dødt Kreatur, er tilstrækkeligt til at mærke ham: han kan ikke mere blive Soldat, man gider ikke engang straffe ham; thi i hele Samfundets Øjne er han fra samme Øjeblik en uren, som ingen kan have Samkvem med. „Nu var han jo Rakker!“ ra de danskes land: Det maa have været i sidste Halvdel af 17. Aarhundrede, Niels Clemmensen kom til Kvembjerg og bosatte sig. Ægteparret fik 6 Børn, hvoraf kun to levede. Den ene, Sønnen Jens, som fødtes 1697, blev et forrygende Skarn, der endte i livsvarigt Tugthus. En af hans Efterfølgere i Rakkerhuset og Embedet var Jørgen Loddel, som skal have været en Bondekarl fra Aanum, der flygtede fra Militærtjenesten og efter Sagnet kom ind paa Rakkerhaandværket ved samme Kneb som Niels Clemmensen, idet han under Forfølgelsen gav sig til at hjælpe en Rakker, der stod og flaaede en Helmis ved Vejsiden. — Denne Vej til Redning fra Lovens Arm synes altid at have været farbar og sikker. Man har Eksempler paa, at dødsdømte Forbrydere har kunnet redde Livet ved at paatage sig Bøddel- eller Rakkerarbejde, og at Kvinder kunde slippe for Dødsstraf ved at ægte Bødlen eller Natmanden. At følge Kvembjergfolkenes Færd, selv blot i Hovedtrækkene, vilde blive for indviklet her og ligger udenfor Opgaven. Det er en Saga, som H. P. Hansen har skrevet grundigt ligesom de andre Kjeltring-Dynastiers. Fælles for Slægtens Medlemmer var en stor Frugtbarhed, de ynglede som Kaniner. Og efterhaanden som Bønderne ind i det 19. Aarhundrede selv bekvemmede sig til at udføre en Del af det Arbejde, som havde dannet Rakkernes Embede, blev Beboerne af det Dusin Natmandshuse, der efterhaanden havde klumpet sig sammen ved Kvembjerg Bakker, mere og mere til Besvær for de forsørgelsespligtige Sogne. Stamhuset paa Stedet, Niels Clemmensens „Kvembjerghus“, gav Anledning til en indviklet Strid mellem de tre Sogne, paa hvis Skel det laa. Amtsraadet resolverer i 1827, at Dejbjerg, Skjern og Stauning Sogne skal bidrage lige meget til dets Beboer Sophie Jensdatter og hendes Børns Forsørgelse. Men Stauningboerne hævder, at ganske vist ligger Husets Indgang i deres Sogn; men Sovekamret ligger minsæl inde paa Dejbjerg-Skjerns Grund, og da man maa gaa ud fra, at Børnene er født i Sovekamret, saa hæfter de ialfald ikke med Hensyn til Rakkerbørnene! — Efter 7 Aars Tovtrækkeri om denne Sag giver Amtet i 1834 Stauningboerne Medhold! Hvorpaa de to Kommuner, som blev hængende paa den, indbyrdes fortsatte Striden. Men allerede i 1837 blev det gamle Stamhus solgt af Ejeren til Fattigkommunen, som lod det nedbryde, hvorved Grænsestridighederne endtes. Da Jacob Rindom fra Sorte Kro som Dreng i 1860’erne passede Faar i Nærheden af „Abrahams Kiiel“, som laa i Nærheden, vogtede han sig selv for at komme hen til dette berygtede Sted, hvor en af Egnens Rakkere ved Navn Abraham skulde have dræbt og udplyndret en Kræmmer og puttet hans Lig i Kilden, i hvilken ogsaa Laang Margret efter Sagnet havde gemt Ligene af 7 dræbte Børn, som hun havde taget Hjærterne ud af. Denne Abraham blev efterhaanden en berømt Eventyrskikkelse; det er om ham, Carit Etlar skrev sin fantastiske Fortælling „Abraham Musen og hans Sønner“. De Kvembjerg Rakkere voldte Beboerne i Omegnen mange Bryderier ved deres Omstrejfen og lovstridige Handlinger. En gammel Mand, L. Korsholm fra Dejbjerg, nedskrev i Halvfjerdserne sine Erindringer om disse Folk, saaledes som de levede deres Liv i første Halvdel af forrige Aarhundrede. De levede mest af ulovlig Jagt, Fiskeri, Blikkenslagerarbejde o. lign., forøvrigt tiggede og stjal de. En Kvinde, Ingeborg Kat, gjorde sig særlig bekendt ved sammen med et Par Mandfolk at gemme sig under Stenkister ved den ensomme Landevej gennem Heden og derfra overfalde og plyndre de Vejfarende. Hun var et mandhaftigt Fruentimmer, „som jeg ogsaa erindrer med en vis Frygt". Hun havde været flere Gange i „Viborre-Hus“; og engang, da hun skulde paagribes, „ladede hun Vaabnet og lod sine Ledsagere skyde løs“. Om en, der hed Anders Christian, og som var daarlig tilbens, fortaltes der, at han en Gang havde overfaldet en Mand paa Heden for at røve hans Penge, men at denne havde været ham for stærk og til sidst havde lagt ham ned og skaaret hans Sener over i „Hambredderne“ (Knæhaserne). Siden kørte Kjelfrin-gen omkring i en lille Vogn med to smaa, gule Heste for. — En anden ved Navn Niels Jensen Kvembjerg, som en Tid ejede Kvembjerghus, men siden boede et Par Aar i Snejbjerg, kom efter en omskiftelig Tilværelse omsider tilbage og meldte sig til Dejbjerg Fattigvæsen. Man takserede hans Nødstilstand til 24 Skilling, som han fik udbetalt omgaaende, hvorpaa han drak dem op og samme Aften hængte sig i et Hus nærved Skjern. At der gaves Folk med Humør mellem de Dejbjerg Rakkere, fremgaar eksempelvis af H. P. Hansens Beretninger om den store Spilopmager Christian Kvembjeg, født i 1850. Christian var straffet flere Gange for Betleri og var en uforbederlig Drukkenbolt. Tiltrods for at han var lille af Vækst, udsatte han sig Gang paa Gang for Prygl ved sine Bedrifter paa Markeder og ved Fester, men slap ved sin Gesvindighed som Regel godt fra det. I en Cirkus for en Beriderske rundt i Manegen og spjættede ud med Benene, da Christian tog til Mæle og raabte til hende: „De æ endda nowe kjønn Bien, do haar mi lille Piig — men do haar jo Kinder som Fattemands Røwballier!" En vældig Lattersalve bragede løs fra Tilskuerne, og Direktøren, en lang og smal Rad, satte efter Christian. Men denne fortsatte, alt mens han retirerede: „Do haar jo Loor aa Bien som en Tenksme (Klire) — op ad æ Røk som en Ryw-skawt — en Hue som en Tørrestak, en Hals som en Ref, Ører som Aakandblaa’e, aa Ywn som Tranlamper — balkansk Nies mæ Swintryyn aa en Mund som en Blævverrøw!" Utallige Historier om ham viser ham som Indehaver af det typiske Kjeltring-Mundlæder -— en Kæft, som faar alle andre til at forstumme. Jeg har været saa heldig at træffe to af de sidste renlivede Ætlinge af Kvem-bjerg-Folkene, Ægteparret Niels Christian Kvembjerg og Mæt Mari Mus, der nu begge er oppe i Firserne. Mæt Mari, hvis Forældre var Johannes Mus og Else Kathrine Andersdatter fra Dejbjerg, er født i 1851 i Viborg Tugthus, hvor Moderen dengang sad. Niels kom til Verden i Kvembjerg 1844. De blev gift 1870 og boede først en Tid i „Musereden“, det vestligste Hus i Kolonien ved Kvembjerg Bakker. Senere flyttede de rundt til forskellige Steder i Sognet, indtil de paa deres gamle Dage bosatte sig i Bjørnemose. De fik 13 Børn, af hvilke 6 er døde og 3 rejst til Amerika. — Niels og Mæt har været brave Folk; og for nogle Aar siden var de Genstand for Hyldest af Befolkningen, idet denne i 1920 fejrede deres Guldbryllup ved en Fest i Dejbjerg Missionshus! Det lille Hus i Bjørnemose staar nu tomt, idet de gamle i Begyndelsen af Maj 1932 blev flyttet til Alderdomshjemmet i Stauning ved Skjern. Men her hændte det, at Niels en skønne Dag begyndte at blive voldsk mod Mæt Mari, og saa galt gik det til sidst, at Naboerne maatte komme den gamle Kone til Hjælp. Saa førtes Niels efter blot en Maaneds Ophold til Sindssygehospitalet i Viborg. Og der opsøgte jeg ham samme Aar, Dagen før jeg besøgte Mæt Mari i Stauning. Viborg Sindssygehospital er bygget i 1877 paa det Sted, hvor forhen Tugthuset laa. Saaledes hændte det da, at den gamle Niels Kvembjerg, trods sin Hæderlighed, ligesom mange af sine Forfædre havnede paa „Viborrehus" Grund. Mit Møde med Niels formede sig ret bedrøveligt. Han var en stille og skikkelig Patient og gjorde ikke mindste Indtryk af at være sindssyg. Skønt han kun havde været her to Maaneder, havde han allerede erhvervet Kælenavnet „Bedstefar", og han dannede en mærkelig Modsætning til mange af de uhyggelige Individer, han her maafte færdes imellem. Han er den sødeste gamle Mand, man kan tænke sig, af Ydre ligner han en jævn, jydsk Husmand, skønt han er af ægte „Rakker-slaw". Trods sine 88 Aar er han med det friske Udseende, de glatte Kinder og hele sin harmoniske Legemsbygning at se til som en Mand paa femogtres. Han er lidt langsom og tungttalende, hvad han ingenlunde altid skal have været. Af og til lyste det op med et rapt Glimt i hans Øjne, og et pludseligt Skøjersmil kunde forvandle Udtrykket i hans triste Ansigt. For trist er han! Det viste sig straks, saasnart jeg fortalte, at jeg kom for at faa en Hilsen med fra ham til Mæt Mari. I samme Øjeblik, som jeg nævnede hendes Navn, brast han i Graad. — „Hon haar aaller skrøwwen te mæ,“ sagde han, „aa no haar A wot hær i tow Maaneder! — Helsen hend no fra mæ aa sej, te hon ska skryww, hon mo ændele skryww te mæ!“ Børnene skriver heller aldrig til den gamle, ingen synes at bekymre sig om ham mere. Taarerne løb stille ned ad hans Kinder, og han gjorde intet Forsøg paa at skjule dem. — Nu gaar han her i sin pæne blaa Bluse, bliver hæget om og har alt, hvad han hidtil har savnet. Men Mæt Mari og Børnene og Friheden har han ikke. For Savnet af den sidste er nok dybt. Man kan kun finde én Sammenligning med denne gamle Kjeltring, som har tilbragt hele sit Liv under aaben Himmel og uden Tvang — det er en gammel Rovfugl bag et Burs Tremmer. Jeg har sjælden set et sørgeligere Syn. En Mængde Mennesker i hans høje Alder vilde næppe føle Opholdet paa dette Sted som noget slemt, tværtimod. Her er henrivende i denne smukke Park omkring de mange Bygninger med Udsigt over den dejlige Viborg Sø — et Asyl nærmest! Men han saa ud, som om det pinte ham, han kan ikke vænne sig til det. Og jeg havde Indtrykket af, at han gik og følte sig som en pæn, fornuftig Mand mellem lutter gale. Der var afskrækkende Typer imellem dem. „A trowwed endda, at A blot skuld te Ringkjøwing," sagde han, „aa saa satt di mæ op i en Bil, aa saa kjor mæ hærop!“ Jeg lagde Armen om den gamles Skulder, og vi gik saadan frem og tilbage i Havegangen og snakkede. Jeg forsøgte at tale med ham om andre Ting, men han kresede bestandig om det samme. „Hvor haar A arbejdet — ja, hwor haar A et’ arbejdet aa slidt i mi Daww — aa no sedder A hær!“ Saa begyndte han pludselig i en hviskende Tone at snakke til mig om at faa ham ud. Bare faa ham ned paa Alderdomshjemmet igen. Jeg ved ikke, hvorfor han betragtede mig som en Vorherre. Men saa løj jeg for ham. „Kære gamle Niels," sagde jeg, „jeg skal prøve paa, om jeg kan gøre noget, for at De kan komme hjem igen. De skal se, det gaar nok i Orden." Men saa kom der pludselig et Udslag af hans heftige Sind. Med en Voldsomhed, som var forbavsende hos en saa gammel Mand, vendte han sig imod mig, greb mig med et haardt Tag om Armen med den ene Haand, slog sig med den anden for Brystet, saa det drønede, og raabte ind i mit Øre: „Om A haaj tusind Kroner hær i mi Lomm, saa vild A gi Dem dem aal’, hvis De vild ta mæ med herfræ! A haar aaltier arbejdet aa hat mi Frihied." — Den gamle Niels fik tændt en Cigar af den Pakke, jeg havde med til ham. Og han blev efterhaanden roligere. Men da vi skiltes, var hans sidste Ord endnu en Bøn til mig om dog endelig at faa Mæt til at skrive. Allerede Dagen efter traf jeg hende i Alderdomshjemmet i Stauning. Jeg blev ganske overrasket ved Synet af denne gamle Kone. Trods sine 81 Aar ser hun mindst 20 Aar yngre ud, akkurat ligesom Niels -— men det er tilsyneladende ogsaa det eneste, hvori hun ligner ham. Denne henrivende Morlille, saa sød og smuk og med det mest indtagende Smil paa det ungdommelige Ansigt, forbavsede mig allermest ved sin Fremmedartethed. Baade Haarets og Øjnenes Farve og ikke mindst Ansigtets Form viser udpræget Middelhavsrace, kun med meget ringe nordisk Indblanding. De levende og skælmske Øjne virker besynderligt til hendes Væsen, som er forsigtigt og stilfærdigt. Men hun ser hele Tiden ud, som om hun véd noget forfærdelig morsomt, der slet ikke kan fortælles. Over alle hendes Bevægelser er der endnu en mærkelig Gratie. — Hun skal ligesom sine mange Søstre have været en farlig Skønhed og meget ombejlet, hvad man ikke et Øjeblik tvivler om. En lillebitte, fin Skabning er hun, nydeligt og sirligt klædt i en sort Kjole, som er smukt syet, og med et fint, mørkt Hovedklæde. Jeg fortalte om mit Besøg hos Niels og bragte hende Hilsnerne fra ham, og sagde forøvrigt, at han længtes meget efter hende og hver Dag gik og ventede paa Brev fra hende. Jeg behøvede ikke at bruge stærke Ord, det saa jeg paa hende. Det hele gjorde aabenbart Indtryk paa hende. Men jeg fik en Følelse af, at Forestillingen om et Gensyn med ham ikke vakte den samme ublandede Glæde, som hos ham. Hun faldt snart til Ro, da jeg ikke kunde sige noget som helst om Niels’ Tilbagevenden. Og da jeg fik Lov til at tegne hende, kom Smilet snart tilbage paa hendes Ansigt. Dette Smil var næsten det eneste, hun aabenbarede om sig selv — hun er meget tavs og indesluttet. Men da vi havde rejst os, hørte jeg hende siden gaa rundt i Stiftelsen og berette for de andre gamle Koner om Niels: „Han haar ’et godt i Viborre, sæjje han, han haar’et regtig saa godt. Aa no skal A da ha skrøwwen te ham!“ Mit Besøg hos hende vakte umaadelig Opsigt hos alle de gamle Koner i Stiftelsen. Hun blev Dagens misundte Heltinde, og Billedet maatte naturligvis forevises for Beboerne. — Forstanderinden lovede at sørge for, at Mæt Mari fik et Brev sat i Stand til Niels. Og siden fik jeg at vide, at dette allerede var sket den næste Dag. Forøvrigt slap Niels hjem ikke mange Maaneder efter. Han føler sig overbevist om, at det er mig, der er skredet ind og har lavet et Mirakel til Fordel for ham. Det bedste ved det hele er, at de to Gamle nu lever udmærket sammen, de er uadskillelige, og hyppigt ser man dem trisse rundt med hinanden ved Haanden som et Par gode Børn. Saaledes stod Sagerne, da jeg sidst hørte om dem. Gid det maa vare ved! Jeg besøgte Parrets Hus i Bjørnemose, en lille, nu meget forfalden Bindingsværkslænge paa Grænsen af Mosen og det østlige Fald af Dejbjerg Bakker. I den lille inddigede Have staar Ribs-, Stikkelsbær- og Solbærbuske foruden Løg, Rabarber, Kartofler og en Mængde Køkkenurter. Det hele passer sig selv nu, der er ingen mer, der hæger om det. Men dette ene Rakkerhus i Landet haaber jeg nu vil blive fredet og komme til at staa som et Minde om nogle af de sidste af Slægten. De naaede alligevel vidt, disse to. Hvor mange Natmandsfolk kan prale af at have holdt Guldbryllup i et Missionshus! — Man fortæller mig, at Parrets Humør ved Festen stod helt paa Højkant. Selve Præsten dansede med Mæt Mari, og under Dansen tjattede hun pludselig til ham og sagde: „Hvor æ Di da fjale!“ Det er nok en Replik, hun husker fra sine favre Ungdomsdage, da hun sagtens af og til virkelig har haft Brug for den. Fra den nærliggende Bundsbæk Vandmølle har man et smukt Indtryk af Landskabet omkring Bjørnemose. Over den blanke Mølledam med de sejlende Ænder ses vidt over Mosen, hvor Kjeltringhuset ligger under de mørke Dejbjerg Hedebakker med deres prægtige Kæmpehøje. Omtrent midt paa denne Hede, et Par Kilometer Nordøst for den lille Landsby Råbjerg, findes et Sted, som rummer et af de uhyggeligste Minder om Kjeltrin-gernes Færd, Højen, hvor Casper Hoje (Hodde) blev myrdet af Ann Mari Grønning. Den ulykkelige Ann Mari, der sank saa dybt i Elendighed, som kun en Kjel-tringkvinde kunde, var født i 1836 som Datter af en Kjeltringpige. Om Faderen ved man intetsomhelst, men det menes, at hun vistnok er kommen til Verden i Dejbjerg Sogn. Det hele er karakteristisk og synes ikke at være nogen god Start. Det siges, at hun havde arvet sit Folks sletteste Egenskaber; og kun med denne Arv i Eje blev hun ti Aar gammel bortliciteret til en Husmand i Sønderaas Huse for 1 Td. Rug om Aaret. Hun var lige til sit tyvende Aar en skikkelig Pige. Først i Tyveaars-Alderen begynder hun at strejfe omkring, betle og stjæle. De daarlige Egenskaber udvikledes hurtigt, efter at hun i 1858 blev Kæreste med Casper Hoje, en Kjeltring fra Rind Sogn og en frygtelig Bandit. Sammen med ham strejfede hun nu Landet rundt, og sammen fik de Gang paa Gang Fængselsstraffe for Tiggeri og Tyveri. Slagsmaal deltog de hyppigt i, og Fuldskab hørte til Dagens Orden, naar Brændevin var til at faa. — Paa denne Vis holder de to elendige Mennesker sammen i fireogtyve Aar. Hver Gang Lovens Arm slipper dem løs, finder de hinanden igen med en mærkelig Trofasthed. Men en Sommerdag i 1882 kommer saa deres sidste, fælles Vandring. — Jeg er gaaet ind i en Bondegaard i Råbjerg for at spørge om Vej og er saa heldig at finde den bedst mulige Mand. Det er Bonden Jens Laurids Jensen, som fortæller mig, at han som 13-aarig Dreng var tilstede, da Liget af Casper Hoje var bleven fundet, og Herredsfogden kom ud til Stedet med sine Folk. Bonden fulgte mig ud paa Heden, skønt han stod midt i det travleste Høstarbejde. Og imens vi vandrede op over Bakkedraget mod Stedet, fortalte han, dels efter Hukommelsen, dels støttet paa Retsprotokollen, som han har læst i Eftertryk, følgende, som kun meget lidt afviger fra H. P. Hansens Oplysninger, men har et Par enkelte nye Detaljer: Den 22. Juni var Casper sammen med nogle Dejbjerg Rakkere nede og fiske ved Stauning Fjord, mens Ann Mari opholdt sig hos Ingeborg Mæster, som boede i det før omtalte Hus i Bjørnemose. Ann Mari drak Brændevin, blev svirende og satte Huset „po fir glowend Pæl’“. — Næste Formiddag hentede Casper hende, og de trak nordpaa sammen over Heden. Ann Mari bar 3 Pund Aal, som Casper havde stanget, samt en Flaske Brændevin i sin Kurv. De naaede det afsides, højtliggende Sted ude paa Heden omtrent ved Middagstid. Her besluttede de sig til at holde Hvil ved Foden af en lille Høj og lagde sig ned i Lyngen. Men en Strid imellem dem, som vistnok er opstaaet af Skinsyge hos Casper mod en Ven af Ann Mari, Anders Rasmussen i Røgind, blusser pludselig op med stor Voldsomhed. Casper, som ofte har truet Ann Mari paa Livet og mishandlet hende, sætter sig pludselig over Ende og giver sig til at hvæsse sin Kniv, idet han siger de forjættende Ord: „Imaaren inden Medde ska Do aa Anders et’ si Suel, saamøj ska I fo aa smaag a den hær Knyw!“ — „Naar Casper loved en Ting, saa stod han bagved!“ sagde Bonden. „Og det vidste Ann Mari.“ — Da Casper kort efter faldt i Søvn, tog hun sin lille Lærredspose, en „Flæske-pose“, ca. V2 Alen bred og 1 Alen lang; og heri lagde hun i det ene Hjørne en nævestor Sten. Saa snoede hun Posen til en Tamp, greb med Haanden om den tomme Ende og svang Vaabnet mod Caspers Hoved. Stenen ramte ham i den ene Tinding, men han kom op paa Knæene ved Slaget og vilde værge for sig. Det næste Slag ramte den anden Tinding, og nu sank han sammen i Lyngen. Saa kom et tredje, dødbringende Slag midt i Panden, det knuste Hjærneskallen. Det viste sig senere ved Obduktionen, at ogsaa Brystkassen var knust •— — „Men Ann Mari havde jo meget at hævne,“ siger Fortælleren. „Og nu havde det stakkels forhutlede Menneske da endelig faaet Fred for sin Plageaand.“ Da det var helt forbi, skar hun Lyngtorv af og dækkede Liget til med dem. Saa tøvede hun lidt. Og før hun forlod sin gamle Ven, knælede hun ned paa Stedet og bad en Bøn til Vorherre om, at han vilde være hans Sjæl naadig. Saa gik hun bort over Heden og vandrede hen til Røgind til Anders Rasmussen. Da hun hen paa Dagen naaede derhen, var det første, hun sagde til Anders: „No er A bløwwen ow mæ Casper!“ — „Hwodden æ de gawwen te?“ spurgte Anders. — „A haar slawwen ham ihjæl,“ sagde Ann Mari. Anders lovede, at han ikke skulde fortælle det videre, og hun blev hos ham i 3—4 Dage. Saa først vandrede hun alene ud over Heden ad Herning-Kanten til. — Der gik en Uge, inden Casper blev funden. Nogle Folk, som arbejdede i Heden, saa en Tøjflig stikke ud mellem Lyngtørvene. — Ann Mari blev dømt fra Livet; men Dommen ændredes til livsvarigt Tugthus. Hun indsattes i Kvindefængslet paa Christianshavn i 1883, men blev benaadet efter 14 Aars Forløb paa Grund af en uhelbredelig Sygdom. — Kort efter sin Frigivelse havnede Ann Mari hos et lignende Vrag som hun selv, Søren Hampen, der boede i en Rønne ved Landevejen mellem Sunds og Herning. I „Den jydske Hede“ giver Mylius-Erichsen en gribende og uhyggelig realistisk Skildring af sit Besøg hos Parret og af den elendige Tilværelse, de førte. Det mærkeligste ved denne er den gamle Kjeltringkvindes stadige Dvælen ved sit 14-aarige Fængselsophold. Aldrig i sit Liv har hun haft det saa dejligt, og hun længtes bestandig tilbage bag Fængslets Mure. Ann Mari døde i 1901, 64 Aar gammel. Hun blev begravet paa Sunds Kirke-gaard. Degnen vilde, som han plejede, have sunget en Salme over Liget, men det satte Præsten sig paa det bestemteste imod. Kun et Par Sogneraadsmedlemmer overværede pligtskyldigt Begravelsen. Af Kranse var der naturligvis ingen. Min Ledsager og jeg staar ved Foden af en lille Oldtidshøj, en af de mange, som dækker den høje Lyngslette. Bonden peger paa en lille, aflang Fordybning i Jordsmonnet ved Randen af Højens Nordside. Stedet er bevokset med Totter af højt, lyst Græs, der svajer for Vinden, mens Jordsmonnet deromkring er dækket af lav, strid Lyng og Rensdyrlav — den magreste Hedejord, jeg nogensinde har set. I den nævnte lille Fordybning saa Bonden Caspers Lig hin Sommerdag i 1882, just da det var bleven fundet. Det vældige Landskab er alt for ædelt til at danne Ramme om dette Rakkerdrama. Men det er jo forøvrigt paa saadanne Steder, man i gamle Dage rejste Retterstederne! Over det høje, lyngklædte Plateau hæver sig 18 Rundhøje, af hvilke to Par Tvillinghøje „Tolunde" og de sydligere liggende „Enlunde" er de største — tredive Kirketaarne kan tælles fra de sidste, siger Bonden. Sammen med Landet omkring Kvembjerg Bakker rummer dette Sted ikke alene nogle af de mærkeligste Minder om det urolige og lovløse Natmandsfolk, men de er med deres uregelmæssige Former og vældige Udsigter et Par af de skønneste og mest karakteristiske Hederester, vi har tilbage. — Casper Hoje blev begravet i „Rakkerhjørnet" paa Dejbjerg Kirkegaard, en afsides Plads, hvor ogsaa en Mængde andre af hans Fæller fra Egnen er „kaast hen". Ikke alene i levende Live holdt Samfundet disse Folk paa Afstand, selv efter Døden blev de som urene holdt borte fra Godtfolk. Her ligger paa dette uhægede Sted opad Diget Tue ved Tue i det græsklædte Jordsmon, hver for sig dækkende over en af „vore Folk" — navnløse Grave uden Kors eller Plade. Her ligger blandt andre den gamle Johannes Mus og hans Kone Else Kathrine, og ligeledes den gamle Jens Kvembjerg, Niels Christians Far, og dennes Far igen. Den sidste, der er begravet her, er Maren Jensen, som døde i 1932 og var gift med Rudolf Kvembjerg, en Søn af Niels Christian og Mæt Mari. Men hun har skam faaet en fin Ligsten, og der er beregnet Plads til Manden ved Siden af hende! En Grav rummer en af Mæt Maris Søstre, Kristine, som boede Nord for Alkjærsig Teglværk ved Skjern, og som først døde for et Par Aar siden. Ligesom Mæt og de andre Søstre skal hun i sine unge Dage have været en usædvanlig smuk, mørk Kvinde. Min Ven Niels Christian Kvembjerg var med til at bære Casper Hojes Kiste, da den langt om længe blev ført til Dejbjerg Kirkegaard. Det var jo en Slags Rakkerarbejde. Han fik ligesom de andre Bærere 2 Kroner for at udføre det. — „Aa haar aaller i mi Daww sit saa stuer en Følle te nowwen Begrawwels, som te den!“ sagde Niels Christian engang siden. — „Hvordan det?" spurgte Tilhørerne. — „Jow, men det war jenne Flowwer," sagde Niels Christian. Hvordan Vejen til Himlen har formet sig for Kjeltringerne fra det Øjeblik, de naaede Kirkegaarden, ved man ikke. Men inden de naaede saa vidt, var den kringlet nok. Se blot paa Rakkerstolene fra Dejbjerg Kirke, som nu findes i Ring-kjøDing Musæum! I Kirken havde de deres Plads under Taarnet, der var at betragte som en Slags Bagtrappe til Paradiset. Rakkerne skulde komme til Kirken før Godtfolk og indtage deres Pladser, som de ikke maatte forlade igen, før alle andre var gaaet. Det er Synd at sige, at disse Stole er gæstfrit indrettet. Det er Torturredskaber, bogstavelig talt. Sædet er 9 Tommer bredt fra Forkant til Rygstød ; og ovenover dette, som skraaner svagt fremefter, er anbragt en vandret liggende Fjæl, hvis Kant rammer den siddende i Nakken, om han gør Forsøg paa at læne sig tilbage. Sovet har Kjeltringerne ialfald næppe her, og et enkelt Ord af Prædiken har maaske af og til overrasket disse Syndere — om Røveren paa Korset eller den rige Mand i Helvede for Eksempel, og om meget andet belærende og godt og smukt. Der var jo mange vittige Hoveder imellem dem, og Ordene er næppe altid faldet paa Klippegrund. Den vidt kendte „Gammel-Casper“, der byggede sit Hus paa Mørup Hede ved Snejbjerg af Træet fra Galgen paa æ Gallihyw, er født 1759. Af hans talrige Efterkommere lever endnu én, det er førgen Frederik Caspersen, som jeg opsøgte i Harkes Teglværk ved Ølgod, hvor han er Teglbrænder. Hans Moder var den bekendte „Sjønng-Sine“ fra Snejbjerg, Faderen en omvandrende Arbejdsmand. Jørgen Frederik blev født i 1880 i Debel i Lindknud Sogn, og Moderen døde, da han var 8 Aar gammel, hvorpaa Drengen blev udliciteret til et Husmandspar i Give for 30 Kr. om Aaret. Sin Far saa Jørgen kun én Gang. Han blev som syvaars Purk en Dag sendt et Ærinde hen til en Gaard, hvor der sad et Par Mænd og drak, og da disse fik Jørgens Navn at vide, opdagede den ene, at han var Far til Drengen. Han tog sin Pung op af Lommen og tømte dens Indhold ud i Jørgens FIaand. Der var ialt 7 Øre — det var den eneste Arv, Drengen fik efter sine Forældre. Kaarene, hvorunder Jørgen levede i Husmandshjemmet, var elendige, og han blev hyppigt mishandlet af sin Madmoder. Da han i Tiaarsalderen blev angrebet af Tuberkulose i Benene og maatte holde Sengen, pryglede Plejemoderen ham op med en Kæp og jog ham til Arbejde, skønt han næppe kunde støtte paa Benene. Dødssyg blev han langt om længe bragt til Vejle Sanatorium, hvor en Operation reddede hans Liv. 14 Aar gammel slap han fri fra sin Plageaand og kom som Tjenestedreng til en Gaardmand i Farre. Han fortæller mig, at i Skolen haanede Kammeraterne ham bestandig for hans Afstamning og skældte ham ud for „saadan en forbandet Omløber“. — „A vidst jo eet straks, hwa det betød," siger han, „men A vild endda nødde, te min Bø’en sku blyw taalt saa’en te!“ Det behøver han ikke at frygte for. Skønt hans Afstamning og især hele hans Barndom har dannet fremragende Forudsætninger for, at han skulde blive et tarveligt Menneske, saa har noget Tømmer i ham gjort, at han er bleven en udmærket og dygtig Mand. Det er ganske logisk, naar han peger tilbage paa sit lange Stamtræ af Natmandsfolk og Kjeltringer — han sendte mig for ikke længe siden sin Stamtavle helt tilbage til 1759 — og med Stolthed viser, hvad han modsætningsvis har drevet det til. Og det er heller ikke saa lidt. I det lille nette og pæne Hjem trives 7—8 sunde Børn, Døtre af en udmærket Mor — der forøvrigt ligesom Manden er af berømmelig Slægt, omend af en anden Art: hun er et Søskendebarn af vor jydske Nationalhelt, hin brave Dragon Niels Kjeldsen.