Kulgravene
Intro
Her er der fra 1951 til omkring 1959 blevet gravet efter brunkul.
Det var Ib Pedersen fra Lundsbygaard, der tog initiativet. Han havde fået fat på en gammel mand, Eriksen, der kunne finde kul ved hjælp af en pilekvist. Han konstaterede, at der var masser af kul. For den ulejlighed modtog han og senere hans arvinger 10 øre pr. ton kul, der blev brudt.Ib Pedersen fik kortlagt, hvor meget kul der var, og hvordan det lå. Det viste sig, at kullaget lå skråt. I den ene ende var der 4-6 meter overjord, hovedsagelig sand, og i den anden ende et tykt lag blåler. Lejet målte omkring 50 meter i længden og en 11 meter i bredden. Kullaget var 4-6 meter tykt.Også andre steder i Ådum blev der søgt efter kul, og det viste sig, at der nok er kul under det meste af egnen, men at de ligger for langt nede. Det har derfor ikke kunnet betale sig at bryde dem. Men ved Lundsbygaard var lagene tykkere og tættere ved jordoverfladen. Ved Lundsbygård blev overjorden blev fjernet med maskiner. En række arbejdere fyldte kul på en transportør, der førte kullene op i tipvogne. Herefter kørte lastbiler kullene væk. Der blev pumpet vand væk, så snart kullene var fjernet.I 1959 brød brinken sammen under gravning på grund af et enormt vandtryk. Herefter blev brydningen opgivet.Hedeselskabet har så senere plantet området til omkring de søer, der er opstået.