Krudttårnet eller krudthuset
Krudthuset/Krudttårnet 1960 - 1968
Luftfoto af krudttårnet eller krudthuset som det kaldtes i daglig tale
Intro
Ringkøbing kommunale krudttårn blev opført her i 1903.
Her opbevarede man krudt for de handlende. Man modtog almindeligt krudt, patroner til håndvåben og fyrværkeri.
Når man afleverede eller afhentede noget i krudttårnet skulle nøglen afhentes hos arrestforvareren på rådhuset.
”''Lys, ild, brændende cigarer eller piber må under ingen omstændigheder medtages i krudttårnet”…''
'''Ringkøbing kommunale krudttårn (krudthuset) på Vester Strandsbjerg i Ringkøbing'''
I 1873 kom en lov om Købstædernes Brandvæsen, og den blev i 1877 fulgt op af en bekendtgørelse, der bestemte, at alle byer i en passende afstand fra anden bebyggelse skulle opføre en bygning til opbevaring af fyrværkeri og krudt, så de handlende ikke havde for store lagre i deres forretningslokaler inde i byen.
Det ser ikke ud som om man i Vestjylland har haft den store hast med at efterkomme dette. I Varde behandlede man første gang sagen på et byrådsmøde i september 1880, og her blev man enig om at stille sagen i bero. Først i 1883 blev det besluttet at bygge et krudttårn i Varde.
I Ringkøbing var man dog endnu langsommere til at få et sådant opført. Det første vi har om krudttårnet her i byen er en kort notits i Holstebro Dagblad, den 11.10.1891, hvor de skriver fra byrådsmødet i Ringkjøbing, at sagen har været på byrådsmødet, men er blevet udsat til foråret..
Man har så åbenbart på et senere tidspunkt hen mod århundredskiftet nedsat en kommission til at se på sagen. Det kan man læse ud af en ”Brandrets Protokol for Ringkjøbing Kjøbstad” der dækker årene fra 1736 til 1959, som findes på Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv.
I denne kan man blandt andet læse følgende:
”Aar 1902 den 17. september eftermiddag kl. 5½ holdt kommissionen møde. Alle medlemmer mødte.
Der fremlagdes en skrivelse fra det udvalg som Byrådet har nedsat til opførelse af et krudttårn tilligemed en tegning over det projekterede krudttårn.
Formanden for førnævnte udvalg Hotelejer Schjønning mødte. Han påviste stedet hvor krudttårnet agtes anlagt og bemærkede at det agtes omgivet med en grav og en vold, der forsynes med stakit med pigtråd således at adgang for uvedkommende forhindres. Dertil bemærkede han, at der ved opførelsen agtes foretaget den ændring fra tegningen at vinduerne bortfalder og at indgangen forsynes med to døre, hvoraf den indvendige forsynes med en glasrude der giver tilstrækkeligt lys. Der vil blive sørget for fornøden ventilation. I henhold til det anførte approberede brandkommissionen planen til krudttårnet.
Mødet hævet.”
Året efter var krudttårnet åbenbart blevet opført, og skulle tages i brug. På Lokalhistorisk Arkiv findes et ”Reglement for Benyttelsen af Ringkjøbing Købstads kommunale Krudttaarn” fra august 1903.
Det er underskrevet på byrådets vegne af John Finsen, og dets 7 paragraffer omhandler i detaljer benyttelsen af krudttårnet.
Man modtager almindeligt krudt, patroner til håndvåben og fyrværkerisager. Andre sprængstoffer modtages ikke.
Enhver handlende der ønsker at benytte krudttårnet til opbevaring vil af kommunalbestyrelsen blive anvist et aflåst rum, hvortil man selv får udleveret en nøgle. Den årlige leje er fastsat til 15 kr. der skal erlægges forud. Indlevering og afhentning må kun ske af vedkommende handlende personlig eller en af ham til kommunalbestyrelsen opgiven voksen og pålidelig mand.
Når indlevering eller afhentning af krudt mm. Ønskes foretaget, må der herom gøres henvendelse til arrestforvareren på rådhuset, der udleverer nøglen til krudttårnet og optegner navn på den der modtager nøglen, og tiden for udleveringen og tilbageleveringen af denne.
Og der var skrappe krav til sikkerheden. Det hedder bl.a. i reglementet at ” Ind- og udleveringen må kun finde sted ved fuldt dagslys. Lys, ild, brændende cigarer eller piber må under ingen omstændigheder medtages i krudttårnet, ligesom tændstikker ikke må afstryges.” Nogle sikkerhedsforanstaltninger der vel må siges at være ganske fornuftige!
Hvis disse regler overtrædes eller man i øvrigt har udvist skødesløshed eller uforsigtighed ved benyttelsen af krudttårnet kan kommunalbestyrelsen udelukke vedkommende fra adgang til at benytte dette i fremtiden eller efter omstændighederne stille ham valget mellem dette alternativ eller at erlægge en af kommunalbestyrelsen fastsat bøde.
I 1923 har brandkommissionen igen krudttårnet oppe at vende. Her kan man læse følgende i protokollen: ”Aar 1923 den 26/4 kl. 12 holdtes brandkommissionsmøde på politikontoret.
Samtlige medlemmer var mødt.
Der fremlagdes et andragende til (justering?) fra Ringkjøbing Byråd om tilladelse til at krudthuset i dets nuværende skikkelse og indretning benyttes til opbevaring af sprængstoffer m.m.
Kommissionen måtte efter besigtigelse af krudttårnet være betænkelig med at anbefale den ansøgte (??)
Mødet hævet.”
Hvor længe krudttårnet blev benyttet til sit oprindelige formål er ikke klart, men det ser ud til at allerede i 1928, var det ikke længere i brug som krudttårn. I Ringkøbing Aarbog for 1990 skriver Per Hauge Mortensen nemlig lidt om Damernes Idrætsklub 1928 – 1959, og her fortælles om dengang borgmesteren i 1928 forærede Krudttårnet til Damernes Idræts Klub så de kunne benytte den til omklædning når de skulle svømme.
DIK ville også gerne begynde med svømning, men det blev vanskeligere end forudset. I juni mødte 3 bestyrelsesmedlemmer op på Rådhuset for at høre borgmesterens og byrådets stilling til at klubben enten måtte bruge drengenes badested ved Vonåen nogle timer eller selv opføre en badeanstalt ved fjorden. Man havde fået et tilbud på 700 kr. for en badeanstalt med 30 alen bro ud for havnen.
Borgmesteren sagde klart nej, man kunne vende tilbage til sagen næste år, når foreningen havde vist sin levedygtighed, og den måtte også selv bidrage. På det tidspunkt badede pigerne ved lossepladsen. Men borgmesteren forærede DIK krudttårnet, der lå lidt vest for den nuværende Falckstation, der måtte de være, men der var alt for lavvandet, så sagen blev udsat til året efter.
Hvornår tårnet blev nedrevet vides ikke, men Bernhard Bennedsen skriver i 1978 i sin bog ”En vestjydsk by og dens mennesker og gader” følgende i afsnittet ”Vejen til åen og Sommerlyst”:
En spadseretur, som også i gamle dage var yndet, var turen til Holmslandsbroen. Inden man nåede broen, kom man forbi de gamle huse på Vester Strandsbjerg, som man også i dag kan nikke genkendende til.
Videre frem kom man til det såkaldte krudthus (nu nedrevet), som blev benyttet af byens isenkræmmere til oplagring af krudt og ammunition, idet forretningerne kun måtte ligge inde med et bestemt kvantum af den slags varer. Lidt længere fremme kom man til fiskernes tjære- og stejleplads.
I dag ligger kun det overgroede fundament af det gamle krudthus tilbage på Vester Strandsbjerg, og fortæller om denne sprængfarlige periode i Ringkøbing By´s historie. Men kommunen er i gang med at rydde området for bevoksning, og vil fremover lade det afgræsse, så måske kommer fundamentet igen til syne, og kan minde os om historien om dengang Ringkøbing havde et krudttårn.
'''Kilder:'''
”'''Brandrets Protokol for Ringkjøbing Kjøbstad” (1736 – 1959)'''
'''Ringkøbing Aarbog 1990, artikel af Per Hauge Mortensen om Damernes Idrætsklub 1928 – 1959'''
'''Bernhard Bennedsen, ”En vestjydsk by og dens mennesker og gader”'''
'''Ringkøbing Lokalhistoriske Arkivs arkivalier'''