Konsul Graus Gade
Konsul Grausgade nr. 2, 4 og 6. Hjørnebygning er nr. 2., heri Westington "Nem Rens". Hjørnebygningen har også huset en viktualiehandler. I 1950erne hed denne "Bon Gout". Indehaver var 1954-1957 Jens Frederik Pedersen.
Konsul Graus Gade set fra vest. I baggrunden skimtes Koldinghus.
Konsul Grausgade, nedrivning af huse.
To børn står på Konsul Grausgade, der er set mod øst med Koldinghus i baggrunden.
Intro
Konsul Graus Gade fik sit navn i 1937. Frem til 1873 hed den Alleenberggade derefter frem til 1937 Allegade.
Konsul Graus Gade er opkaldt efter en af 1800-tallets kendte borgere i Kolding: Konsul H.H. Grau. Gaden blev benævnt Alléenberggade indtil 1873 og fra 1873 til 1937 Allégade, fordi det var den allé, der førte til Konsul Wissings anlæg. Med byens gadenavnereform i 1937 blev flere af byens kendte og ansete borgere hædret ved at få en gade opkaldt efter sig, og Konsul Graus Gade er én af disse gader.
I gaden lå indtil 1936 den sidste rest af ”Katrinelund”, der skulle fungere som Koldings modstykke til Tivoli i København. Katrinelund blev dog nedlagt og bebygget i slutningen fra 1870erne – af konsul Grau – og den eneste bygning, der var tilbage herefter var den pavillion, som Grau havde opført ved anlæggelsen af lunden. Ejendommen blev senere ombygget til lille Koldingshus, men i 1936 blev bygningen revet ned for at gaden kunne føres igennem til Katrinegade. De andre boliger i gaden var generelt i dårlig forfatning, fordi de var blevet opført i som en del af Graus boligspekulationsbyggeri fra 1870erne.
I 1960erne blev Konsul Graus Gade indlemmet i et større saneringsprojekt. Blandt flere af gadens beboere var der udbredt modstand mod dette, men ikke desto mindre blev flere gamle huse revet ned. Byrådet valgte denne løsning på baggrund af den saneringslov, som Folketinget vedtog i 1969. I løbet af de efterfølgende år blev flere ejendomme opkøbt af komunen og revet ned, men i 1976 overtog Alemnnyttigt Saneringsselskab saneringsopgaven, og der blev opstillet en plan for en mere bevarende byfornyelse.
Da de sidste gamle, faldefærdige huse blev revet ned, fik Arbejdernes Andelsboligforening til opgave at opføre almennyttige boliger i kvarteret. Stort set alle husene i gaden var blevet fjernet, og boligforeningens opgave var at opføre nye boliger, som både skulle være tidssvarende og leve op til forventningerne om at få et attraktivt boligkvarter i midtbyen. Huslejen skulle samtidig holdes på et forholdsvist lavt prisniveau, fordi der skulle være mulighed for, at nogle af de tidligere beboere i gaden kunne flytte ind i de nye boliger i deres gamle kvarter. (Heidi Vad Jønsson)