Kongenshus Mindepark


Kongenshus kort. Mindeparken omgivet af opdyrket sandet hedejord og mange læhegn

Intro

Kongenshus Mindepark blev indviet i 1953 til ære for dem, der opdyrkede heden. Næsten en fjerdedel af Danmark var dækket af lynghede i år 1800. Knap 150 år senere havde seje hedebønder opdyrket det meste af denne million hektar...

Kongenshus Mindepark blev indviet i 1953 til ære for dem, der opdyrkede heden. Næsten en fjerdedel af Danmark var dækket af lynghede i år 1800. Knap 150 år senere havde seje hedebønder opdyrket det meste af denne million hektar. Navnene på de fremmeste bønder er hugget i sten i mindeparken, som ligger i et dalstrøg på Kongenshus Hede. 39 tonstunge herredssten er rejst i række med sognesten liggende imellem. Parken ligger på den godt 1.200 hektar store Kongenhus Hede, som er den sidste rest af Alheden. Mindeparken på lyngheden ligger knap 10 kilometer nord for Karup. ''Fantaster på heden'' Kongenshus Hede blev i 1913 skueplads for et usædvanligt menageri. Rigmanden Hans Dall havde købt heden og indhegnede den nu med tungt vildthegn. I Nordsverige hentede han nogle hundrede rensdyr. Han ansatte sameren Norrfjeld og hans kone Sara til at passe dyrene. Den skindklædte samefamilie indrettede sig i et medbragt telt. Dall byggede en hovedbygning, som nu er Kongenshus Hotel. Han opførte vandtårne og rejste udsigtstårne, så han kunne holde øje med de store flokke af rener. Efter få år blev renflokken imidlertid ramt af en smitsom sygdom. Fra 1918 blev dyrene efterhånden eksporteret som mad til det hungrende Tyskland.