Kongen sælger Mandø på auktion 1741
Chr. VI Sølvmønt, 1732.
Intro
I sommeren 1741 blev Mandø og krongodset fra Riberhus Ladegaard solgt på en offentlig auktion i Ribe.
I 1741 skrev søkaptajn Lars Bille i Ribe til Rentekammeret. Om Mandøs beboere skrev han, at ”(…) disse indbyggere, som alene har nogle sanddynger at bo på, nærer sig alene af søen, således at de gamle fisker, og de unge farer fra Holland, og bringer årlig mange penge ind i landet, men ingen ud (…)”. Søkaptajnen anbefalede, at øboerne selv fik lov at købe øen, som kongen satte til salg sammen med andre dele af krongodset tilhørende Riberhus Ladegaard. Mandøboerne havde frygtet at en herremand ville købe øerne, og at dette kunne få søfolkene til at flytte til Holland og affolke øen. Resultatet for kongen ville blive færre dygtige søfolk til flåden og en lavere skatteindbetaling fra den lille ø.
I begyndelsen af 1700-tallet ejede kongen en fjerdedel af landets jord, målt på tønder hartkorn (som er det tekniske begreb for kombinationen af jordens ydelse og arealopmåling). Stigende udgifter tvang imidlertid kongen til at sælge ud af godset igennem 1700-tallet, og han havde da også allerede i 1719 forsøgt at sælge ud af Riberhus-godset med bl.a. Fanø og Mandø. Det endte dog i lave bud, og en auktion som blev kendt ugyldig.
Den næste offentlige auktion af Mandø og krongodset fra Riberhus Ladegaard foregik i Ribe i sommeren 1741. På vegne af samtlige Mandøboere købte Hans Simonsen øen for 864 rigsdaler – eller rettere 96 rigsdaler pr. td. hartkorn. Den første tredjedel af købssummen blev betalt af sognefoged Knud Nielsen og Hans Simonsen d. 7. september i Ribe samme år, mens de sidste 576 rigsdaler først blev betalt i 1743, og kort efter udstedtes det endelige skøde.
Med i købet fik mandøboerne også jagt- og strandrettighed. De rettigheder fordelte beboerne imellem sig ved hjælp af en fordelingsnøgle baseret på hartkorn. Måske blev det begyndelsen til den ordning, der stadig eksisterer. Den bruges til at kontrollere strandet gods og bjærgninger. I hvert fald begynder der efter 1741 at optræde strandmænd i dokumenterne, og i dag har øens lodsejere et såkaldt strandlen.
Da Mandøboerne købte øen af kongen, lå der omkring 40 huse på øen. Familierne dér skulle i løbet af to år samle en stor sum penge sammen, for at foden under eget bord. Landbruget havde så lille et omfang, at det ikke kan have bidraget med det store, så de fleste penge er nok kommet via søfart og skudehandelen. De indbyggere, der ikke kunne betale af egen lomme, lånte penge på fastlandet eller hos de få velhavende beboere på øen for at komme til at eje deres eget stykke land. Nogle af lånerne kom til at leve med gælden længe.