Koleraen i Dragør
Intro
I 1800-tallet var der flere gange epidemier af den farlige sygdom kolera. Den kom hertil fra fjerne dele af verden, og smitten blev som regel bragt med af søfolk.
I i 1848 kom sygdommen til Dragør som ét af de første steder i Danmark. Den første, der blev smittet, boede i Stralsundstræde 6.
I 1831 tog man sine forholdsregler. Man lagde planer for, hvordan smitten kunne begrænses, hvis en familie blev ramt. Deres høns skulle stækkes og deres hunde vaskes i klor eller skydes. Og ikke mindst skulle de syge holde sig inden døre.
Man var klar over, at det især var søfolk, der kom hjem fra langfart, man skulle være opmærksomme på. Derfor blev de sat i isolation, indtil man var sikre på, at de ikke var smittebærere.
På Dragør Havn byggede man et hus, hvor søfolkene kunne opholde sig, indtil de kunne erklæres for raske. ”Kolerahuset” lå på Nordre Mole. (Huset mellem kajakklubben og sejlklubben)
Der blev også sendt patruljer ud langs kysten, som skulle holde øje med om fremmede søfolk gik i land. Det var mest lokale beboere, der patruljerede, og de blev udstyret med lange spyd, som de kunne stikke til smittefarlige matroser og andre, der prøvede at komme op på stranden.
I Stralsundstræde 6 boede en ældre sømand, '''Jens Pietersen Krøjer''', der pludseligt blev syg. Han tilkaldte dog ikke lægen, før hans kone Trein Pittersdatter også blev syg nogle dage senere.
Da lægen kom til stede, fik han mistanke om, at sygdommen kunne skyldes kolera. Men der fandtes ingen behandling og kort efter døde både Trein og hendes niece Inger, som havde passet ægteparret. Jens overlevede derimod.
Da kisterne med Trein og Inger skulle føres til Store Magleby Kirke, beordrede lægen, at de inden begravelsen skulle anbringes i kolerahuset på havnen, for at man kunne fastslå dødsårsagen.
Hans mistanke viste sig at være rigtig: Koleraen var kommet til Danmark, og havde krævet sine første ofre i Dragør.
Myndighederne forsøgte at få at vide, hvordan Jens havde bragt sygdommen til landet, men det blev aldrig opklaret. Ganske vist overlevede han, men ”faldt hen i en indesluttet grublen” over at have forvoldt to af sine nærmestes død.
Et par år senere tog han sit eget liv.