Kogehuset i Ærøskøbing
Oversvømmelse ved højvande, Ærøskøbing Havn
Kogehuset i Ærøskøbing
Kogehuset i Ærøskøbing med kvist til fyret.
Intro
Kogehuset på Ærøskøbing Havn er opført omkring 1810. Kogehuse var dengang meget almindelige i kystbyer, men i dag er der kun bevaret 3 i Danmark.
Kogehuset på Ærøskøbing Havn er første gang nævnt i 1815. Det blev bygget som følge af et forbud fra 1787. Her blev det forbudt at bruge åben ild ombord på træskibe på grund af brandfaren. Kogehuse blev dermed eneste mulighed for at få varm mad ombord på træskibene. Desuden blev huset brugt, når der skulle koges beg til vedligeholdelse af træskibene. Kogehuse var derfor meget almindelige i kystbyer, men der er i dag kun ganske få bevaret. I Danmark er der bevaret det i Ærøskøbing samt et i Assens og et i Dragør.
Igennem årene har bygningen været motiv for kunstnere som blandt andre Carl Rasmussen og Chr. Tom-Petersen.
Tilbygning og ombygning
I 1850 blev kogehuset påmonteret en lille kvist med et fyr indstalleret, der viste sejlere vej til Ærøskøbing Havn. Senerehen blev der installeret et das ved siden af huset, også til brug for de sømænd, der lå til kaj. Kogehuset blev brugt til det oprindelige formål, indtil omkring 1860, hvor det igen blev tilladt at lave varm mad ombord på skibene, hvis man havde et jernkomfur. Herefter fik fiskerne lov til at benytte bygningen til tjære- og begkogning til deres garn. Under Anden Verdenskrig blev bygningen desuden brugt til beskyttelsesrum. Endelig har bygningen været benyttet til kontor og opbevaring af prøver af sukkerroer i forbindelse med afskibningen fra Ærøskøbing.
I 1954 blev huset indrettet til toiletter for lystsejlere. Bygningen blev fredet i 1979 med indsats fra Ærøskøbing Byhistoriske Forening og formanden Tove Kjærboe. I dag er huset forsøgt ført tilbage til den oprindelige funktion. Toiletterne er nedlagte og huset er indrettet med grillsteder og en slagbænk.