Knælende mand ved Mellemtorvet i Rødby


Klar til genindvielsen den 7. juni


Knælende mand på græsplænen ved Mellemtorvet.


Knælende mand i haven bag Willers Gård.


Knælende mand på græsplænen ved Mellemtorvet.

Intro

På plænen ved Mellemtorvet står en skulptur, kaldet "Knælende mand" eller "Mand ved brønd". Skulpturen har ført en noget omskiftelig tilværelse!

Skulpturen i bronze er udført af kunstneren Vita Thymann, Roskilde.

Skulpturen er en gave skænket af Byfestkomiteen i Rødby. Den blev afsløret den 29. november 1978 i haven bag Willers Gård (Vestergade 1), i forbindelse med indvielsen af Willers Gård som medborgerhus efter en omfattende restaurering.

Indvielsen startede med Byfestkomiteens formand, Bent Hansens afsløring af den skulptur, der var foreningens gave til kommunens borgere. Afsløringen skete i temperaturer, der nærmede sig frysepunktet, men den nøgne, knælende mand stod uanfægtet under Bent Hansens tale.

Bent Hansen sagde blandt andet: Med denne afsløring kan Byfestkomiteen leve op til sin formålsparagraf, at virke for byens forskønnelse, og han glædede sig over den placering, kommunen havde givet skulpturen.

Derpå takkede daværende borgmester Carl Larsen for den smukke gave.

Kunstneren Vita Thymann takkede i sin tale for den gæstfrihed, hun havde mødt i Rødby og tilføjede: "I kalder skulpturen "Knælende mand". Min tanke med skulpturen var at udtrykke mennesket ved brønden. Her er vandet, og det er et livgivende element. Mennesket kan ikke leve af brød alene, ikke uden ånd og frihed."


Da området bag Willers Gård blev udstykket til andelsboliger i 2004, blev skulpturen, efter et ophold i kommunens materielgård, den 8. oktober 2006 genopsat på græsplænen ved Mellemtorvet.
Her stod den, indtil den blev stjålet i august måned 2010.

Efterfølgende blev det afsløret, at figuren var blevet skåret i stykker og forsøgt solgt til omsmeltning. Dette lykkedes dog ikke for gerningsmændene, men ulykken var sket, og skulpturen kunne ikke repareres.

Heldigvis lå de originale støbeforme til skulpturen på loftet i Willers Gård, og ud fra disse kunne skulpturen genskabes.

Ved et større kunstarrangement blev skulpturen "genindviet" fredag den 7. juni 2013.


Skulpturen er støbt på H. Rolsted & Sønners Bronzestøberi A/S i Herlev.

Den samlede højde på skulpturen er 160 cm.

Soklen:
Højde: 55 cm
Bredde: 70 cm
Længde: 195 cm