Klæbestenskarrene fra Sødring


De tunge kar af klæbersten fra Sødring strand vejer henholdsvis 2.340 gram og 2.420 gram.

Intro

Det er lidt af en gåde, hvordan disse klæbestenskar er endt på stranden i Sødring. Muligvis har de været ombord på et skib fra Norge eller Sverige, som er forlist ud for Sødring.

Disse smukke kar er mejslet ud af bjergarten klæbersten, som findes i blandt andet Norge og Sverige. I vikingetiden (år 793-1066) blev karrene brugt til at koge mad i, hvilket de er meget velegnede til, da maden hurtigt kommer i kog, de holder godt på varmen, og maden brænder sjældent på. Men hvordan er karrene havnet på Sødring strand. En forklaring kan være, at de har været en del af lasten fra et forlist handelsskib, som var på vej over det ikke ufarlige farvand med sin tunge last. Måske ligger der stadig rester af vikingeskibet i vandet ud for Sødring.