Kabbel


Kabbels hovedbygning er opført i 1829 og er en lang bygning i én etage i røde mursten. I midten af 1900-tallet blev hovedbygningen og dens avlsbygninger


I slutningen af 1800-tallet blev et korshus i to etager opført på hovedbygningens vestlige side.

Intro

Herregården Kabbel ligger ud til Limfjorden og kendes fra slutningen af 1400-tallet, hvor den indtil 1700-tallet var ejet af lavadelige slægter. I 1700-tallet overtog borgerlige ejere herregården. Først blev købmandsfamilien Wandborg ejere og i 1800-tallet familien Breinholt.

Købmand og godsejer

''Købmand og godsejer – slægten Wandborg på Kabbel i 1700-tallet.'' '''Af Ellen Damgaard, Lemvig Museum.''' Læs mere om Kabbel på [http://herregaardskortet.dk/cases/kabbel/ herregaardskortet.dk ] ''Herregården Kabbel bærer på to fortællinger. Den ene handler om driftige vestjyske købmandsslægter, der overtager rollen som godsejere – med sans for de nødvendige investeringer og med et fast blik på forholdet mellem indtægt og udgift. Den anden om mennesker, for hvem virkelyst, gudsfrygt og næstekærlighed kommer i første række, uanset hvor hårdt livet prøver én. Kabbels historie var i 1700-tallet præget af slægten Wandborg med navn fra stamfaderen Laurids Gregersen Wandborg, benævnt efter sit embede som sognepræst i Vandborg Sogn vest for Lemvig.'' ''Wandborg-slægten rykker ind på Kabbel, 1733-1741'' Kabbel havde ingen glorværdig fortid som herregård. Fraværende lavadelige ejere og økonomiske problemer var en del af historien, indtil den borgerlige slægt Wandborg fra Lemvig-egnen holdt sit indtog i 1733. Kabbel blev købt af to brødre, Laurids og Peder Wandborg, sønner af afdøde købmand Jens Lauridsen Wandborg i Lemvig og Anna Maria Madsdatter, kaldt ’Fru Kammerråds’ efter sin anden mand. Fru Kammerråds var kendt som en dygtig forretningskvinde, der blandt andet udlånte kapital til vestjyske godsejere mod pant i fast ejendom. Laurids Wandborg drev købmandshandelen i Lemvig videre, så det blev Peder Wandborg, der flyttede ind på Kabbel med sin kone Maren. Maren var købmandsdatter fra Aalborg, og begge var altså vokset op med en solid sans for økonomi. Efter sin mands død i 1737 blev Maren siddende på Kabbel. I stalden stod 82 køer, kvier og kalve, en tyr og en tyrekalv og syv heste. Desuden var der får og grise. Den usædvanlig store besætning af køer var et særsyn i Vestjylland, hvor alting ellers handlede om stude- og hesteopdræt. Men Kabbel havde fordel af beliggenheden ved Lemvig, hvorfra man eksporterede smør til Hamborg. Og det var ikke blot gårdens eget smør, der kunne eksporteres. Herregårdens fæstebønder betalte deres landgilde (årlig afgift i naturalier eller penge) i smør. I 1741 blev det til hele det 448 kg. ''Virkelyst og fremdrift, 1741-1759'' Da Maren døde i 1741, købte svogeren Niels Jacobsen Kabbel på auktion. Han ejede Lemvigs største købmandshandel og var gift med en datter af ’Fru Kammerråds’. Virkelyst, gudsfrygt og næstekærlighed kan stå som overskrift over de næsten fyrre år, hvor Niels Jacobsen, hans kone Anna Maria Wandborg og deres eneste søn, Jens Wandborg, forvaltede deres ejendomme i Nørlem Sogn. Man havde både kapital og udsyn og kontakter i en større verden. ’Fru Kammerråds’ havde således bekostet Jens Wandborgs skolegang i Hamborg, så han kunne lære handel og det tyske sprog. Niels Jacobsen og siden hans søn Jens Wandborg, der overtog gården i 1759, tog fat både på landbrugsdriften og bygningerne. Der blev gravet grøfter og render, så skadeligt vand kunne afledes, og jorderne blev merglet med ”jordmarv”. Man fik indlagt ”springvand” til køkkenet og til at vande hestene og studene ved. De gamle faldefærdige bygninger blev revet ned og nye opført, men en gammel lade af norsk tømmer fra 1639 holdt endnu, selvom den måtte forlænges udvides med otte nye gulve. Sådan tog Kabbel sig ud i 1760’erne. ''Forbedringer på Kabbel 1765'' Familien anlagde også noget så eksotisk efter vestjyske forhold som en frugthave, indhegnet med stengærde, og en stor køkkenhave. Her blev der i 1765 plantet æble-, pære-, kirsebær- og blommetræer, som i begyndelsen måtte beskyttes med halmmåtter om vinteren mod harer, og i køkkenhaven blev der avlet kål og kartofler, ja selv luksusvarer som asparges. Der blev anlagt nye fiskedamme med karper, karusser, brasen, gedder og aborrer, og i Limfjorden blev der drevet fiskeri efter helt, ål og flyndere. Siden blev der bygget et vel-indrettet mejerihus med værelser til en forpagter, og i haven kunne familien glæde sig over et meget smukt grundmuret lysthus med hvælvet loft, tækket med spån og med jordkælder under. Uden for haven var der en vindmølle til gårdens eget brug. I 1780 oplyses det, at man sidste vinter havde fodret 19 heste, 120 køer, kvier og tyre samt 24 stude og 144 får. Alle havde græsset om sommeren undtagen fyrre af køerne, der må være blevet staldfodret. Smør var stadig gårdens vigtigste produkt. ''Glæde og sorg 1759-1761'' Som ejer af en herregård var det blevet muligt for borgerlige at købe sig en adelstitel af kongen. Så kunne man finde sig en ægtefælle af samme stand. Den 14. september 1759 modtog Jens Wandborg et fint adelsbrev. Han var nu 30 år gammel og kunne føje ’de Stiernhielm’ til sit navn og synliggøre sin nye stand med et våbenskjold. Som vederlag skulle han indbetale 1500 rigsdaler til ’fromme formål’, som det hed i bevillingen. Den 5. oktober 1759 giftede Jens Wandborg de Stiernhielm sig med Christine Marie de Jermiin fra Ausumgård ved Struer. Hendes far havde fået adelsbrev i 1750. Allerede i foråret 1760 blev Christine Marie gravid og nedkom den 20. december med en søn. Efter tidens skik blev den nyfødte straks hjemmedøbt med henblik på senere at blive frembåret i kirken. Han fik navnet Niels Jacobsen de Stiernhielm. Forventningerne har været store. Slægtens fortsættelse var vigtig med de rettigheder og forpligtelser, der fulgte med, når en familie indtog en høj position i sit sogn og sin by. Og med en ny arving syntes fremtiden sikret for den fremgangsrige Wandborg-slægt. Tre uger senere skrev præsten i Nørlem kirkebog: '''”Fredag den 16de Jan. 1761 kastede Jord paa Velædle og Velbaarne Frue Christine Marie de Stiernhielm neé de Jermin som efter en haard Forløsning, og siden paafulgte Svaghed i Hendes Barselseng, døde imellem d. 5te og 6te Jan. om Natten kl. 12 i hendes Alders 19de Aar. Iligemaade samme Dag og Tid kastede Jord paa Hr. Stiernhielms liden Søn Niels Jacobsen, som var 3 Uger gammel. Og vilde saa heller (Efter Guds besluttede Raad) følge sin Moder i Døden, end leve uden Hende her i Verden. Gud give Dem begge en glædelig og ærefuld Opstandelse”'''. De to kister blev hensat i Nørlem Kirkes tårnrum, som de næste ti år kom til at fungere som gravkapel. Jens Wandborg blev ramt af stor sorg og indrettede kirken som et mindesmærke over sin afdøde hustru og søn. I 1780 døde han uden arvinger. ''Den sidste Wandborg på Kabbel 1780-1793'' Kabbel blev solgt til Jens Wandborg de Stiernhielms fætter, Hans Wandborg. Hans Wandborg var en mand på vej op, i 1768 cand.jur. fra Københavns Universitet. Han blev den sidste af Wandborgslægten på Kabbel og døde på gården i 1793. Han blev bisat i Wandborgslægtens gravkapel i Resen Kirke. Året efter giftede hans enke sig med handelsmand Morten Christen Aggersborg i Lemvig. Han var fremtidens mand, og da 1700-tallet lakkede mod enden, var det også forbi for Kabbel som herregård i traditionel forstand. I 1799 blev fæstegårdene solgt fra herregården, men i modsætning til mange andre steder i Vestjylland beholdt selve herregården sine jorder. Kabbel blev solgt til proprietær Christen Jensen Breinholt og dermed indvarsledes en ny tid på Kabbel – og i Vestjylland. Nu drejede det sig om studeopdræt og studehandel.

Fakta

''Fakta'' Adresse: Kabbelvej 55, 7620 Lemvig Kommune: Lemvig Kommune Tidligere: Ringkøbing Amt, Skodborg Herred, Nørlem Sogn Ejer: Kirsten Carstensen (2017) Funktion: Landbrug, skovdrift, jagtudlejning (2017) Størrelse: Ager 200ha, eng 12ha, skov 8ha, park/have 5ha, sø 13ha, andet 5ha (2017) Offentlig adgang: Ingen oplysninger Fredning: Fredet (2017)

English

''Merchant and Estate Owner – The Wandborg Family at Kabbel in the 18th Century'' '''By Ellen Damgaard, Lemvig Museum. ''' ''Kabbel Manor tells two stories. One is about enterprising west Jutland mercantile families, who assume the role of estate owners with a flair for the necessary investment and a beady eye on the relationship between income and expenditure. The second is about people, for whom enterprise, fear of God and charity come first, no matter what trials and tribulations life subjects them to. In the 18th century, the history of Kabbel was inextricably linked to the Wandborg family, the name coming from their ancestor, Laurids Gregersen Wandborg, named in accordance with his office as parish priest in the Parish of Vandborg, west of Lemvig.'' ''The Wandborg family move into Kabbel, 1733-1741'' Kabbel had no glorious past as a manor. Absentee, minor noble owners with financial problems were typical of its history until the middle-class Wandborg family from the district of Lemvig arrived in 1733. Kabbel was bought by two brothers, Laurids and Peder Wandborg, son of the late merchant, Jens Lauridsen Wandborg of Lemvig and Anna Maria Madsdatter, known as ‘Fru Kammerråds’ after her second husband, who had obtained an honorary title of chamberlain [da: kammerråd]. Fru Kammerråds had a reputation as an accomplished businesswoman, who had, for example, lent capital to west Jutland estate owners in return for mortgages in real estate. Laurids Wandborg continued trading as a merchant in Lemvig, so it was Peder Wandborg who moved into Kabbel with his wife Maren. Maren was a merchant’s daughter from Aalborg, and both had grown up with a great flair for finance. After her husband’s death in 1737, Maren remained in Kabbel. The farm housed 82 cows, heifers and calves, a bull and a bullock, seven horses, as well as sheep and pigs. The unusually large herd of dairy cows was a rarity in west Jutland, where the focus was usually on bull and horse breeding. But Kabbel had the advantage of its location near Lemvig, from where they exported butter to Hamburg. And it was not just the estate’s own butter they could export. The estate’s tenants paid their '''landgilde '''(annual rent in labour services or in money) in butter. In 1741, this amounted to an impressive 448 kg. ''Enterprise and progress, 1741-1759'' When Maren died in 1741, her brother-in-law, Niels Jacobsen bought Kabbel at auction. He owned the largest grocery business in Lemvig and was married to one of Fru Kammerråds’s daughters. Enterprise, fear of God and charity sum up the following forty years or so, during which Niels Jacobsen, his wife Anna Maria Wandborg and their only son, Jens Wandborg, managed their properties in Nørlem Parish. They had capital, vision and contacts in a larger world. Fru Kammerråds had paid for Jens Wandborg’s education in Hamburg to learn trade and the German language. Niels Jacobsen, followed by his son, Jens Wandborg, who took over the estate in 1759, dealt with both the agricultural operations and the buildings. They had ditches and dikes dug, so harmful water could be diverted, and the soil was marled with clay and lime. A ‘fountain’ was installed for the kitchen and for watering the horses and bullocks. The old dilapidated buildings were demolished and new ones built, but an old Norwegian timber barn dating from 1639 was still intact, even though it had to be extended. Such was Kabbel in the 1760s. ''Improvements to Kabbel, 1765'' The family also established something very unusual for west Jutland : an orchard enclosed by a stone wall and a large vegetable garden. In 1765 they planted apple, pear, cherry and plum trees, which initially had to be protected in the winter with straw mats against hares, while in the vegetable garden they grew cabbage and potatoes, and even such luxury produce as asparagus. New fish ponds were established with carp, , bream, pike and perch, while in the Limfjord they fished for lavaret, eels and flounders. They also built a well-organised dairy with rooms for a tenant farmer, and in the garden the family could enjoy a very beautiful, brick-built pavilion with a vaulted ceiling, thatched with wood and a root cellar. Outside the garden there was a windmill for the manor’s own use. In the winter of 1779- they had fed 19 horses, 120 cows, heifers and bulls, together with 24 steers and 144 sheep. All had grazed in the summer, with the exception forty of the cows, who had to be stabled. Butter was still the estate’s main product. ''Joy and sorrow, 1759-1761'' As the owner of a manor house, it was possible for a middle-class man to purchase a noble title for himself from the king. Only then was it possible to marry a woman of rank. On 14 September 1759, Jens Wandborg received a distinguished patent of nobility. He was now 30 years old and could add “de Stiernhielm” to his name and promote his new status with a coat of arms. By way of a fee, he had to pay 1,500 '''rigsdaler''' for “pious purposes”, as it was stated in the authorisation. On 5 October 1759, Jens Wandborg de Stiernhielm married Christine Marie de Jermiin from the nearby manor of Ausumgaard. Her father had been awarded his patent of nobility in 1750. In spring 1760, Christine Marie became pregnant and on 20 December gave birth to a son. According to the custom of the time, the newly born child was immediately christened at home with a view to being blessed at a later point in the church. He was christened Niels Jacobsen de Stiernhielm. Expectations were high. The continuation of the family was important, given all the rights and obligations that came with it, when a family occupied such a lofty position in the parish and town. With a new heir, the future seemed secure for the prosperous Wandborg family. Three weeks later, the priest in Nørlem wrote in the church register: '''“On Friday 16th January 1769 we laid to rest the noble and highly born Mrs. Christine Marie de Stiernhielm (née de Jermin) who, after a hard delivery, followed by weakness and confinement to her bed, died at midnight between 5th and 6th January at the age of 19. On the self-same day we laid to rest Mr. Stiernhielm’s baby son, Niels Jacobsen, who was 3 weeks old. He would rather (after God’s will) follow his mother into death than live without her in the world. May God grant them a joyful and glorious resurrection.”''' The two coffins were placed in Nørlem Church’s tower, which served as a burial chapel for the following ten years. Jens Wandborg grieved deeply and furnished the church as a memorial to his deceased wife and son. In 1780, he died without an heir. ''The last Wandborg at Kabbel, 1780-1793'' Kabbel was sold to Jens Wandborg de Stiernhielm’s cousin, Hans Wandborg. Hans Wandborg was a man on the way up, and in 1768 he graduated as a Master of Law at the University of Copenhagen. He was the last of the Wandborgs at Kabbel and died on the estate in 1793. He was interred in the Wandborg family’s burial chapel in Resen Church. The following year, his widow married a merchant, Morten Christen Aggersborg in Lemvig. He was a man of the future and, as the curtains closed on the 18th century, they also closed on Kabbel as a manor in the traditional sense of the word. In 1799, the manor sold off its copyhold farms. However, unlike many other places in west Jutland, the manor held on to its own land, the home farm. Kabbel was sold to a farmer, Christen Jensen Breinholt, thereby ushering in a new era at Kabbel – and in west Jutland. Now it was all about horse breeding and horse trading.

''Publiceret''