Køge hekserute: Voldborg Bødkers


Kirkestræde 23

Intro

Voldborg er noget af en karakter. Opfarende og skrap, endda truende. Men det er alligevel ikke meget ligefrem at brænde en kvinde for.

''Voldborg Bødkers'' Voldborg Bødkers er nok den af de hekseanklagede, der er bevaret flest vidneforklaringer mod. Hun var også den eneste af de hekseanklagede i 1612-13, der overlevede. Hun flygtede nemlig fra Troldkællingehullet. Men ellers er det lidt svært at få greb om Voldborgs liv. Vi ved ikke, hvor hun boede eller om hun var gift. Vi ved, hun havde en dreng i huset, men om han var hendes søn eller læredreng ved vi ikke. På et tidspunkt har Laurits Bødker tjent hos hende, men om han er den samme dreng ved vi ikke. Dertil havde hun en overgang tjenestepigen Doritte, og en anden pige havde hun overtaget fra Johanne mod Johannes vilje. Måske var det endda Kirsten Larsdatter? Anders Bæksted, der har udgivet det mest gennemarbejdede kildestudie til hekseprocesserne i Køge skriver, at Voldborg drev selvstændig bødkervirksomhed, handlede overlegent med skippere og håndværkere og var bedst begavet af de 5 i Bartskær-sagen, men dårligst til at holde fred med sine naboer og undgå misundelse. Men desværre angiver han ikke kilder til den del af analysen.

''Processen mod Voldborg'' 24. august 1612: Johanne Thomesis udlagde Voldborg Bødkers med flere for trolddom. Voldborg nægter alt. 9. november 1612: Mette Banghors udlagde Voldborg Bødker med flere, men trækker sin anklage mod Voldborg tilbage den 30. november. 22. marts 1613: Nævningsmændene Berttrum Hendrichs, Gert Hermandsen, Christoffer Guldsmed, Frands Guldsmed, Hans Steffensen, Christoffer Skrædder, Peder Lauridsen smed, Hans Heddinge, Gasten Bundtmager, Joest Kandestøber, Jacob Bryde, Niels Arildsen, Christen Christensen, Niels Rasmussen drager, Staffen Skomager og Niels Krog udnævnes for Voldborg Bødkers. 29. marts 1613: Annike Christoffers udlagde Voldborg Bødkers med flere for trolddom. 10. maj 1613: En slukøret byskriver må i rådstueprotokollen dokumentere, at Voldborg er stukket af! Ikke desto mindre afhøres de indkaldte vidner mod hende. 7. juni 1612: Voldborg Bødkers blev dømt til bålet in absentia. Man så hende aldrig igen.

''Vidnerne'' ''Mads Pedersen Skipper skylder Voldborg for sin sygdom'' Mads fra Kræmmerholmen (?) sværgede med oprakte fingre, at han 5 år før havde solgt en tønde Lüneburg-salt til Voldborg Bødkers først i oktober, men da det blev februar ville hun returnere den. Mads ville ikke lade handelen gå retur. Men så kom Voldborgs tjenestepige til Mads’ hustru og sagde, at hvis han ikke tager sit salt igen, så ”skulle han få skam for sin umage”. Straks 2 dage derefter fik han ondt i alle sine lemmer. Selvom sognepræsten Niels Glostrup forsøgte at trøste, så lå han i vildelse 4 dage og i sygeseng 7 uger efter. Han skylder Voldborg Bødker for sin sygdom. '' '' ''Slaget om kakkelovnen'' Hans Henrickssen pottemager vidnede med oprakte fingre at han 8 år før på en tirsdag kom til Voldborg Bødkers for at montere en kakkelovn, men der stod allerede en anden håndværker for at gøre det samme. Hans blev vred, men Voldborg svarede frækt, at hvis han ikke gav sig tilfreds, skulle han få andet at vide! 3 dage efter, da hans kone var på torvet for at sælge sine lerkar, kom der bud hjem til ham at hans hustru var blevet dårlig. Nogle kvinder fulgte hende hjem og han tog selv kurven med varerne. Men da han nåede hjem til sin gadedør blev han selv så voldsomt syg, at han ikke kunne bære kurven ind, og alle husene løb rundt omkring ham. Hans små hunde blev også syge. Den ene døde straks på gaden, den anden siden på loftet. Selv gik han ind og lagde sig seng med smerter i alle lemmer. Det rev og sled i hans liv, ligesom hjertet skulle gå ham af livet. Han var syg halvandet år. Voldborg Bødker opsøgte dem igen i efteråret 1612 og opførte sig mærkværdigt: Faldt på knæ for hans hustru 3 gange og krævede at få lov at holde deres barn. Da hustruen nægtede, lod Voldborg som om, hun ville købe potter ude fra ovnhuset. Men da hustruen sagde, at der kun var det til salg, der allerede lå på bænken, gik hun. ½ time efter var hun tilbage og ville nu købe en pande, men stadig ville hun ikke have, hvad der var til salg. Efter det besøg var hans hustru igen syg og i den samme uge blev en hel brændning ødelagt, selvom intet menneske havde rørt potterne. Hans Henrickssen skyldte Voldborg Bødkers for det hele. '' '' ''Niels Bødkers lår'' Birgette Niels Bødkers svor efter loven at for 9 år siden blev hendes husbond Niels Bødker ramt af en heftig sygdom i hans lår, med så voldsom pine og smerte, at han ingen steder kunne komme og intet arbejde tage på sig. Han mistænkte Voldborg Bødkers og gik til hendes hus. Da han i nærværelse af godtfolk skyldte hende for det, fik han det straks efter bedre. ''Blærer på benene'' Rasmus Vognmand på Bjerget svor ved sin salighed, at for 2 år siden tjeneste hans datter ved navn Doritte hos Voldborg Bødkers. Han ville ikke lade hende tjene der længere, fordi Voldborgs dreng ofte slog hende. Da sagde Voldborg til pigen: ”Var du blevet hos mig, da skulle jeg have gjort en smuk pige af dig, men det får du intet af nu, hvor du ikke vil blive hos mig. Det skal jeg love dig!” Straks derefter fik hun store blærer på hendes ben, der brast og efterlod huller som ingen bartskær kunne forstå hvad var, eller kunne læge, for hvilke skader hun beskyldte Voldborg efter hendes trussel.

''Guldsmedesvenden'' Peder Lademager (skrinmager), Voldborg Bødkers nabo, vidnede følgende: En guldsmedesvend, der lå hos Voldborg Bødkers natten efter det lille Køge-marked (i september), havde banket med sin kårde på hans dør ved midnatstid, i den bare skjorte og skræmt fra vid og sans. ”Luk mig ind for Guds skyld, eller de slår mig ihjel,” klagede han, men Peder turde ikke lukke den fremmede, bevæbnede mand ind. Svenden flygtede over den tomme nabogrund, ind gennem Margrette Jydes gård og ud på gaden. Om morgenen kom Voldborg og spurgte efter karlen, og Peder bekræftede at have set ham. Da bad Voldborg Peder med ind for at lede efter svenden i hendes kammer og på hendes loft, og da de kom ned i stuen igen, stod guldsmedesvenden pludselig i døren. Han pegede med en stiv finger på Voldborg og tjenestepige og sagde: ”Gud forlade Eder for nat I har gjort mig fattige karl, I har gjort mig en ond nat, I og Eders pige er lige gode, I burde være brændt på en ild for 10 år siden.” Abbell Pederssdatter, der tjente hos Anders Maler kunne tilføje, at hun 3 år før var i Odense, og mødte en guldsmedesvend. Da han hørte, at hun agtede sig til Køge for at tjene, sagde han: ”Kommer du til Køge skal du vare dig for en troldkvinde. Jeg var der engang og lå der om natten, da førte hun mig over alle trætoppe ud på Gl. Køge kirkegård og gravede løs en tørv. Om hun ville have mig derned eller ikke, det ved jeg ikke. Den historie havde Claus Nielsen, der tjente hos Niels Andersen også fået af den halvnøgne, bevæbnede guldsmedesvend, der pludselig om morgenen var dukket op i stuen hos dem. ''De forsvundne gæslinger'' Anne Sværdfeger (håndværker, der pudser-, renser og polerer sværd) vidnede efter loven at hendes nabokvinde på 9. år, Voldborg Bødkers, var kommet ind til Anne for at låne en synål. Anne havde da to gæs med 24 gæslinger på gulvet. Voldborg slog tegn over gæslingerne og sagde: ”Eja, hvilke tingester her går!”. Straks efter, gæslingerne kom på græs, blev de alle borte og hun så dem aldrig igen. Senere skulle Voldborg købe nogle hvide planter af Anne for sen skilling. Da Vodlborg kom med om i haven, slog hun 5 gange tegn med sin hånd over hendes urtebed med merian, timian og andre urter, som stod flot grønne. Og straks indenfor 8 dage derefter, var alle urterne væk, så jorden stod helt bar efter dem. '' '' ''Barnet forvendt til døden'' Knud Bødker svor efter loven at hans hustru Giertrud Jacobsdatter har bekendt ved højeste ed at da hun gik i barselsseng for 11 år siden, og fik et drengebarn kom Voldborg ind og besøgte hende og tog barnet og gik så til vinduet og sagde: ”Eja, hvilket smukt barn er dette; det var synd, I skulle have fået det.” Og hun kyssede det 2 eller 3 gange på munden. Da Voldborg var gangen af døren, skreg barnet som skulle det dø. Og om natten derefter døde det. Om Voldborg var skyld i det eller ej, vidste hans hustru ikke. ''Voldborg vidste, de kunne sætte hende fast'' Knud Bødker kunne også fortælle, at Voldborg Bødkers var kommet ind til ham noget før Mette Banghors var sat i Troldkællingehullet og sagde, at hun havde været på Blegdammen (hvor Mette boede). Der var faldet nogle ord mellem hende og Mette, og Voldborg havde sagt: ”Det var bedre, du sad i Køge kælder” – hvortil Mette svarede: ”Du kommer der før end jeg. ” Voldborg sagde til Knud Bødker og hans husfrue: ”Jeg frygter, at Mette Banghors, den djævel, lyver mig på og lægger mig ud.” Da svarede Knud. ”Om hun så lægger Eder ud, hvad kan hun gøre? Der er ingen vidnesbyrd.” Da sagde Voldborg: ”Jo, ved Gud, de får vidnesbyrd nok!”

'' '' ''Anne og Peder Karmager'' Rasmus Raffn vidnede med oprakte fingre, at Peder Karmager havde gjort et nyt kar til Søren Bødker i Nørrestræde og samme kar stod ved brønden i Sørens gård. Karret rummede 14 tønder vand, målte de. Imidlertid kom Sørens kvinde op af kælderen med en pot øl, som Søren drak Peder Karmager til med. Og Peder drak Rasmus til og Rasmus drak Anders Karmager til. I det samme kom Peder Karmager i karret, men ingen så eller vidste, hvordan han kom deri. De tog straks fat i Peder og fik ham op, ellers var han druknet. Straks han kom af karret skød han sine bukser af sig og løb ud af Sørens port som et vildt og forbistret menneske, og hjem til sit eget og tog et par bukser og en ren skjorte på, og siden kom kom han tilbage til Søren og var med at drikke 2 potter øl ud. Siden blev han igen forbistret i hovedet og løb fra dem. Laurids Bødker vidnede, at det var alt sandhed og svor den højeste ed på, at Peder ikke var drukken. Peder Karmager skylder Voldborg Bødker for at have været årsag til den onde medfart og det huskors hans hustru er tynget af. Årsagen var, at Peder havde lært sin lille bror Laurids Bødker faget og Voldborg havde lokket samme dreng fra Peder; men så tog Peder sin bror fra hende mod hendes vilje, og derfor blev Voldborg vred, og gik til Peder Karmagers og skændte og lod ilde. Og sagde, at Peder skulle komme ud for en ulykke. Laurids Bødker svor, at hvad Peder havde vidnet, var sandt. Casper Hansen Bartskærsvend vidnede, at hans far havde forbundet Peder Karmagers kvinde, og hun havde fået det bedre, da kom Casper til hende for at skifte forbindingen. Da viste hun ham noget levendes i hendes lår, som løb og ned som en pattegris. Så om morgenen kom hans far, Mester Hans med en ragekniv for at skære hul derpå. Straks løb det op i hendes hoved, så det slog op og ned, så nogle kvinder måtte holde på hovedet. Da han kom tilbage for at skifte forbinding, havde hun spyttet af ham og havde revet plasteret af, og ville ingen salve have på. ''Troldtøj i Anne Karmagers have'' Anne Tyges vidnede, at hun var hos Anne Karmagers og hjalp hende med at grave hende have, da bad Anne hende om at tage nogle tørre spåner og gøre ild på. Da ilden brændte godt, kom deres svend ved navn Anders med et æg, som han sagde, de havde gravet op i deres have. Han kastede det på ilden og det knagede og lod ilde. Da sagde Anne Karmager til Anne Tygers: ”I dag gravede jeg det æg op i haven, og fik så ondt, at jeg ikke kan røre mig, og svenden som bar ægget ind og kastede det på ilden blev straks derefter om hænderne som han havde været spedalsk og kunne ikke tage med hænderne. '' '' Tomas Biørnsen og Mads Jensen fortalte, at de så og hørte mange underlige ord og fagter af Peder Karmagers kvinde, og da de spurgte hvad det var for en kumpan, svarede djævelen af kvindens mund: ”Jeg hedder Lucifer. Min frue Voldborg Bødkers kom mig ind i dette menneske, at jeg skal pine hende. Årsagen dertil var, at Anne Karmagers ikke skulle have nogen næring af sin have eller andet, og at Voldborg om natten satte ham i et æg og gravede ham ned i Anne Karmagers have, og da Anne ville grave på samme sted, som ægget lå, da svaredes af Annes mund, at han for op i hendes lår efter Voldborgs befaling, og at Voldborg var hans med krop og sjæl til evig tid. Gregers Guldsmed tilføjede, at den onde havde sagt, at Voldborg havde besvoret sig med ham for at hun kunne få sølv og penge nok.

''Publiceret''