Køge hekserute: Johanne Thomesis


Bygårdsstræde i 1800-tallet. Der var plads til mange små boliger.


Byesgårdsstræde

Intro

Hvorfor var det lige Johanne Thomesis, der blev anklaget for at være heks? Johanne var den første, der blev anklaget i sagen om Køge Huskors i Hans og Anna Bartskærs gård.

Den første, der blev anklaget for at bruge trolddom i sagen om besættelsen af familien Bartskær, var Johanne Thomesis. Det bliver ofte påstået, at de kvinder, der bliver anklaget for hekseri er 1) urtekloge koner, der med deres store viden kan helbrede sygdomme og 2) forholdsvis fattige og uden socialt netværk. Der er intet, der tyder på at Johanne var nogen af de ting. Det er ikke givet, at det særligt var urtekyndige kvinder, der blev forfulgt i de tidlige 1600-år. På det tidspunkt måtte man nemlig godt bedrive hvid magi. F.eks. signe og mane med besværgelser og formularer for at helbrede og gøre godt. Først med Christian den 4.’s trolddomsforordning fra 1617 blev det forbudt og straffet med bøde eller landsforvisning. Den sorte magi – trolddom og hekseri – var derimod frygtet og forbudt siden middelalderen og skulle straffes, ikke bare med døden, men med bål og brand! ''Voksenmobning ''Efter Johanne i 1601 var udlagt som heks – men ikke var straffet for det – var der mange folk i Køge, der lagde afstand til hende. I Køge Huskors-bogen hører vi, hvordan Anna Bartskær bruger skældsord overfor Johanne. Og Bartskærs plejesøn Jacob (der lod til at være besat – og sagde mange uhyrligheder med djævelsens stemme) råbte ud af Bartskærs vindue, når han så Johanne: ”Der går min Frue, der går min Frue!” og ”Lader mig få min Frue, Johanne Thomesis i Byesgaard, brændt”. I dag lyder det jo højst mærkværdigt, men det var faktisk barnets råben, der øgede mistanken mod Johanne.

Johanne Thomesis Andersdatter var gift med Jens Nielsen, og i familien var to børn. Den ene var drengen Peder Thomesen, der blev anklaget for også at have spillet en rolle i sagen. Ud fra efternavnene må man regne med, at Johanne har været gift en gang før med en Thomas, der var far til Peder. Det er i øvrigt pudsigt, at Johanne ikke skifter navn til Johanne Jens Nielsens – måske var de slet ikke gift? Men som vi skal se, gjorde Jens i hvert fald alt, hvad han kunne for at redde Johanne fra bålet. I huset boede omkring den tid også deres tjenestepige Kirsten Lauridsdatter. Hun var født i Sjørslev Sogn lidt syd for Viborg. Hun forklarer endda, at hun er vokset op på en gård, der hed Vester Vandet (i dag Møllebjerggård). Hun havde en-eller-anden defekt på sine ben. Hun forklarer selv, at hun var ”vanfør udi sine lår”. Før hun kom til Johanne havde hun tjent hos mester Albrekt i København, og inden retssagen i 1612 havde hun igen skiftet plads, men boede stadig i Køge.

Bygårdsstræde blev sikkert anlagt omkring 1552, da Rådhuset blev bygget. Gennem porten ved Rådhuset og strædet kunne man hurtigt komme fra Torvet til havnen og det blev en populær vej at fragte varer op til Torvet. Når man da ikke omlastede dem og sejlede dem på pramme op ad åen. Grundene på Torvet ved siden af Rådhuset var ubebyggede en rum tid, og store dele af området blev brugt til havebrug. En række bygninger blev bygget langs strædet, blandt andet kongens stald på 10 fag i mur- og bindingsværk. Her kunne de royale jagthunde også overnatte, når de var med på de kongelige rejser. ''Byens gård'' Desuden lå ”Byens gård” i strædet. Rådhuset kan jo siges at være byens, men det blev altid benævnt Rådhuset, og så ville strædet jo have heddet Rådhusstræde. I 1749 købte byen den store købmandsgård Nørregade 4 og indrettede gennem tiden spindehus og hospital i bygningerne, så måske har der været lignende aktiviteter i Byens gård i 1600-tallet? I bogen Køge Huskors berettes det, at Johanne kom fra ”Byens Gården”. Måske har hendes mand Jens Nielsen haft et offentligt embede? Eller måske kunne man leje sig ind i Byens gård. I kilderne støder vi på flere beboere i Byesgården. På tværs af strædet løb en spildevandsrende. I 1628 (13 år efter hekseprocesserne) var den forstoppet og alle grundejerne mødtes på Bytinget for at drøfte sagen. Listen over mødedeltagere nævner ikke Johannes mand, Jens Nielsen. Så enten er familien flyttet (og det kan man nok godt forstå ud fra det næste, der skal fortælles!). Eller også bor de til leje. I øvrigt skulle Joen Fiskers hus ligge ved hjørnet af Byens gård, så der har været mere beboelse rundt om Bygårdsstræde, og efterhånden blev det attraktivt beliggende stræde fuldt bebygget.

Johanne blev anklaget for at have ført djævelen ind i Bartskærs gård. Til sidste bekendte hun det også. Hun udlagde en håndfuld andre kvinder for at have hjulpet hende med sagen. Mette Bankors forklarede, at de havde manet djævlen op af Johannes brønd på denne måde: Johanne Thomesis, Boel Peder, Maren i Ringsbjerg (måske Johannes søster) og Anniken Christoffers-datter havde manet djævelen op af brønden i en stump-halet rottes lignelse. Nu bad de Mette Bankors om hun ville bære rotten ind i Hans Kræmmers gård for et rugbrød. Da hun ikke ville, gjorde Johanne det selv. Men djævlerotten var Mettes apostel (hekse-hjælper), som hun kaldte Piber. Når den sidste af hekseselskabet var død, ville Piber forsvinde. Mette tilføjede, at det nu var 6 år siden, hun lærte trolddom, og det var Johanne og Anniken, der lærte hende det, og Anniken læste for hende udi en bog. Anniken anklager derimod Johannes søn Peder for at være den, der læste i en bog. Johanne havde sendt Peder over efter Anniken kl. 12 om natten for at hun kunne hjælpe med at opmane djævelen af Johannes brønd. Hun fortalte, at han den samme nat stod ved brønden med en lang kåbe over sig og læste i en bog, som hun ikke kunne forstå. Om det var latin eller pladerualsch (kaudervælsk, plidder-pladder), det vidste hun ikke, men havde det været tysk eller dansk, da havde hun vel kunne forstå det. Men om Peder Thommessen kunne trolddom eller ikke, det måtte han selv vide: det vidste hun ikke. Peder tog til genmæle og svor, at han nok havde hentet Anniken om natten, for han skulle gøre hvad hans moder befalede ham; men det andet kendte han ikke til. Annike svor det modsatte. Ved stoppet Ellebækken kan du læse mere om, hvad Mette Bankors forklarede.

1602: Johanne udlægges som heks af Kirsten Snedkers. Ingen ”ærlige mennesker” bakker anklagen op. ''29.11.1611: Johannes mand Jens Nielsen sagsøgte Hans Kræmmer for hans kones ukvemsord mod Johanne. '''' Boel Peders og hendes datter er anklaget for hexeri og angiver Johanne som medsammensvoren. '' 1611-1612: Byfogeden drøfter sagen med kongen. Først da kongen giver grønt lys, skrider Hans Bartskær til anklage. ''Maj 1612: Johanne sættes i Rådstuekælderen. '' 8.6.1612: Borger Mads Jensen udnævner på Hans Bartskærs vegne 16 nævningsmænd, der skulle være ”gode dannemænd”, hvilket betyder, at de skulle være mænd af ære og have borgerskab i byen. De var ansvarlige for at undersøge sagen og afhøre vidner. ''22.6.2012 og'' ''6.7.2012: Vidneafhøringer i Køge. Landsdommerens ”dom og vidnesbyrd” fremlægges. Jens Nielsen opfordrer forgæves til, at nogen træder ''''frem og giver Johanne sit skudsmål'' 20.7.2012: Jens Nielsen bliver indkaldt til tinget for at svare på sagen, de 16 nævningsmænd vil fremføre. ''27.7.2012: Jens Nielsen indstævner i et sidste forsøg på at redde Johanne de 16 nævningsmænd for landsdommeren.'' 3.8.1612: Nævningene finder Johanne skyldig i trolddom på Sjællandsfar Landsting i Ringsted. ''5.8.1612: På tilbagevejen fra Sjællandsfar Landsting i Ringsted forsøgte Johannes mand Jens Nielsen at skyde Bartskærs advokat Mads Jensen.'' 24.8.1612: Johanne bekender for retten i Køge at hun to gange har manet djævelen frem og indsat ham i form af en rotte i Bartskærs gård. Hun udlagde Voldborg Bødkers, Maren i Ringsbjerg, Mette Banghors og sin forrige pige Kirsten Lauritsdatter som hekse. Ved første afhøring udlagde hun også Birgette Rokkemagers og Christen Christenssen, den tidligere bysvend og Annike Badskær, men på bytinget trak hun disse anklager tilbage. ''11.10.1612: Johanne brændes på bålet.''

''Johanne kom i klammeri – flere gange'' Johanne havde skændtes med Anna Bartskær ved Jacob Meiers værtshus. Men vidnerne kunne fortælle, at Johanne også var kommet i klammeri ved to andre lejligheder. Frands Søffrensen kunne fortælle, at Johanne under et skænderi med Falquor havde lovet ham ondt. Niels Rasmusen vidnede, at han selv havde hjulpet Falquor Rokkemager i seng en dag, han var meget syg og lå på gulvet og skreg og gav sig ynkeligt. Falquor angav, at Johanne Thomesis skulle have gjort ham det onde, han plagedes af. Henrick Rokkemager tilføjede, at Johanne selv havde sagt, at hun kun var uvenner med Falquor og så med Steen Hansen Guldsmed. Men Steens søster Karen Hansdatter kunne fortælle, at det var Johanne, der var uforsonlig. Anne Steens ville have talt med hende, men hun svarede kort og godt nej! Frands Væver i Gammel Køge vidnede, at Johanne og Steen Guldsmed sloges på stranden, og Frands hørte Johanne sige til Steen: ”Jeg lover dig for, at du skal få skam.” ''Johanne forheksede'' Christen Christenssen Bysvend vidnede, at hans hustru var på besøg inde hos Johanne (deres nabo) mod hans vilje. Da sagde Johanne til ham: ”Du skal få skab med det allerførste.” Kort tid efter fik han så ondt i begge hans ben, at han ikke kunne stå på dem. Da sendte han sin hustru ind til Johanne for at advare hende, at han ville skylde hende for smerterne. Så fik han det hurtigt bedre. ''Maren Torkilds fik et tilbud'' Maren Mickels havde overhørt en samtale mellem Johanne og Maren Torkilds i Byesgaard. Hun var gravid, men Johanne kunne overføre de smerter, hun forventeligt skulle få ved fødslen til hendes mand Torkild. Men det ville Maren ikke tage imod; Torkild var syg og havde allerede svære smerter. Nu blev Johanne vred og truede Maren med, at hun kunne få barnet til at forsvinde som dug for solen. ''Johanne talte med en hekse-mistænkt'' Maren vidnede, at hun overhørte en samtale mellem Johanne og Kirsten Snedkers, hvor Johanne rådede Kirsten til ikke at flygte, selvom hun var mistænkt for hekseri. Johanne mente, det ville være det samme som at indrømme sin skyld. Alene det, at Johanne talte med en trolddoms-mistænkt var suspekt nok til, at Maren kunne vidne mod Johanne.

Jens Nielsen forsøgte på fire tingsmøder at få nogen til at give Johanne et skudsmål. Sagen handlede lige så meget om, hvorvidt Johanne Thomesis var et ærligt eller et uærligt menneske; om hendes karakter, som om hvilke konkrete handlinger, hun skulle have gjort. Men ingen ville stille op for Johanne. Da alle vidnerne var afhørt, vil Johanne Thomesis ordet. Hun benægtede at have brugt trolddom mod Birgitte Rokkemager, Christen Christenssen og Annicke Badskær, men ellers vedstod hun sig de anklager, der var bevidnet; at hun havde manet djævelen op af sin brønd og op af Ellebækken. Derefter udlagde hun Voldborg Bødkers, Maren Ringsbjerg, Mette Bankors og Kirsten, hendes tjenestepige for også at have brugt trolddom. De 4 var tilstede i retten og benægtede i første omgang alt.

Jens Nielsen, Johannes mand var stærkt optaget af at frelse Johanne. Han stævnede Hans Bartskær for ærekrænkelse, da Anna talte skældsord til Johanne. Han bad ved 4 tingsmøder, om dog ingen ville give hende et godt skudsmål, der kunne veje op for de dårlige. Men den nok modigste gerning gjorde han den 5. august 1612 på vej tilbage fra det landsting, hvor Johanne var blevet dømt til bål og brand. Da Jens Nielsen kørte afsted fra tinget i Ringsted sammen med den danske skolemester Peder Nielsen, ladede han sin bøsse med krudt og en kugle, men uden at spænde hanen eller lægge fængkrudt på. Derefter overlod han bøssen til skolemesteren. Da de så kommer til Slimminge Ore, får Jens Nielsen øje på Mads Jensens vogn – ham, der førte sagen for Bartskær. ”Giv hit bøssen i tusind pokkers navn, ” udbrød Jens Nielsen. Nu spændte han hanen og lagde fængkrudt på, så bøssen var klar til skud. Bag dem kørte Anders Olssen Brygger og Rasmus Jacopsen Kræmmer fuld af bange anelser, for Jens havde haft ondt i sinde, da han forlod Ringsted. Ved leddet fik han drengen, der kørte for dem til at køre af til siden. Jens hævede bøssen og sigtede på Mads. Da sagde Jens til Mads: ”Har du drikke, da drik mig til. Har du ikke, da har jeg.” Så trykkede han af, men bøssen forsagede. Så sprang Anders og Rasmus af vognen, lød hen til Jens og fik bøssen fra ham. Derefter fik Jens til sin hustru Johanne og sagde: ”Moder, jeg skal alligevel lade mit liv for Eder!”

''Publiceret''