Køge hekserute: Djævlen i bækken




Intro

For borgerne i Køge var historien om heksenes seance ved Ellebækken en meget dramatisk historie. Det var gyseligt at tænke sig de slemme hekse i deres kapper ude i skoven, i gang med at mane djævelen op af bækken. Klik videre og find ud af, hvorfor der er en gryde som forsidefoto her.

''Selskabet maner djævelen af Ellebækken, Mettes forklaring'' Mette Banghors blev fremstillet for rådstueretten den 16. oktober 1612 og bekendte, at hun engang kom gående fra byen og ville gå hjem ud til Bangkord (Blegdammen), da så hun, at Johanne Thomesis og de andre stod ved den bæk, som løber bag Mester Hans’ have. Og de kaldte efter Mette, og da hun kom hen til dem så hun, at mundene gik på dem, og de læste og manede den onde op af samme bæk, og at Johanne tog ham op, og han lignede en vandrotte og hed Belzebub og var Johannes apostel (hjælper), og da Johanne blev brændt, blev han løst fra Hans Kræmmers hus. ''Selskabet maner djævelen af Ellebækken, Kirstens forklaring'' Kirsten Larsdatter, der ikke selv var med, men havde fået historien af de andre, beskrev seancen således: Det skete ved den bæk, der ligger straks udenfor Broport. Da de ville mane den Onde op i en rottes lignelse, har han i førsten stillet sig, som om han nødig ville komme op, fordi, sagde han, jeg har horn, men du har ingen. Da gik Mette Banghors hen og hentede en gryde og satte den på sit hoved og sagt til den Onde, at han skulle herop. Thi havde han to horn, da havde hun tre. Derpå skal han være kommet op i en rottes lignelse. Og i den form indførte de ham i Hans Bartskærs hus på en søndag hen ad aften. Derpå er det Onde begyndt at te sig i de gudfrygtige folks hus, sådan som Anna Bartskær har beskrevet det.

''Publiceret''