Jættestuen Grønhøj

Grønhøj, som den nu står rekonstrueret i landskabet. De store ransten og kammeret er dog de originale sten fra stenalderen og de er blot blevet rejst op.

Imellem gravkammerets store bæresten skimtes tørmuren, der har krævet stor præcision og færdighed at opbygge.

J. J. A Worsaae, som han blev portrætteret i Svenska Familj-Journalen. Artiklen er et mindeord vedrørende hans tidlige død, 1885.

Kammeret under 2. udgravning, 1940. De lodrette sten blev brugt til at holde den store tagsten og tørmuren på plads.

Intro

Jættestuen Grønhøj og dens mange spændende fund har været med til at gøre arkæologer klogere på både livet og døden i bondestenalderen. Grønhøj er udgravet af den kendte arkæolog Worsaae, - hans første udgravning.

''Første udgravning i 1832'' Den berømte arkæolog J.J.A. Worsaae, der endnu gik i latinskole, deltog i første forsøg på udgravning af jættestuen. Det var dog 12 udstationerede soldater fra[http://historiskatlas.dk/Mindesten_for_det_Slesvigske_Kyrasserregimet_(8564)" Det Slesvigske Kyrassér-regiment]''', '''der udførte det manuelle arbejde. Der blev sat en brat stopper for udgravningen, da én af de to store dæksten i gravkammeret styrtede ned. To soldater undgik den med nød og næppe, men kammeret kollapsede og udgravningen blev opgivet. Worsaae skrev om hændelsen i sine erindringer og beskrivelsen passer godt sammen med den tilstand, Grønhøj var i, da man lukkede den op igen. ''''''''Anden udgravning i 1940 ''Der skulle gå over 100 år, før højen igen blev udgravet. Dette skete i 1940 og udgravningen blev udført af Nationalmuseet – med bedre held denne gang. Det viste sig nemlig, at højen dækkede over et gravkammer med form som en lille jættestue – ganske som Worsaae beskrev det. Kammeret bestod af to store dæksten, der fungerede som kammerets loft. Disse blev holdt oppe af 8 bæresten. Udover selve kammeret, fandt man resterne af den fire meter lange indgangstunnel. Højen og terrænet omkring den viste sig også at gemme på tusindvis af fund, der fik afgørende betydning for opfattelsen af livet og døden i bondestenalderen. ''En pænere gravhøj'' Udgravningen var foranlediget af planer om at etablere en ny gangsti omkring Bygholm Sø. De store sten på den tilvoksede høj fangede befolkningens opmærksomhed, og kommunen kontaktede derfor Nationalmuseet. Under ledelse af Knud Thorvildsen, udgravede man højen i sommeren 1940. Efter udgravningen blev højen restaureret til, hvad der menes at have været dens oprindelige form. Dette var muligt, da alle de yderste såkaldte '''randsten''' og deres murværk var bevarede. Før denne udgravning, havde disse nemlig været skjult af højens muld.

''Hvornår var højen i brug?'' Grønhøj har været brugt flere gange gennem mange hundrede år. Nederst i gravkammeret fandt man genstande fra, da jættestuen blev taget i brug ca. 3200 f.kr. - altså for over 5200 år siden. Denne periode kaldes''' tragtbægerkultur'''. Øverst i kammeret fandt man spor af begravelser fra stenalderens sidste tid,''' '''dolktid (2400-1800 f. Kr.). '' '' ''''''''Gravhøjen uden døde ''I Grønhøj har man fundet et stort antal yderst interessante fund, men alle rester af begravede personer er forsvundet. Dette skyldes ikke gravrøvere, men derimod at de mange tusinde år i kalkfattigt og iltholdigt sandjord har nedbrudt knoglerne.'' ''

''De dødes hjem'' I bondestenalderen troede man, at forfædrenes ånder ikke forlod det jordiske liv efter døden, men tog bolig i gravhøjene. Det står stadigvæk ikke fuldstændig klart, hvilken rolle keramikken præcist har spillet i begravelsesritualet. Én mulighed er, at keramikken er blevet anbragt ved højens indgang som en ofring til forfædrenes ånder. De fleste potteskår findes nemlig lige omkring højens åbning. ''En ny kult? '' Der er gjort lignende fund omkring andre gravhøje fra samme periode. Skikken med at ofre lersager (der også kunne indeholde mad) foran indgangen til forfædrenes hjem, har sandsynligvis været almindelig. Bondestenalderen er, ligesom bronzealderen, kendt for at have den livgivende sol som centrum i deres mytologiske verden. Den ene af lerskeerne bærer et solmotiv - noget som muligvis afspejler den voksende nye kult fra Sydeuropa''.'' ''Hvorfor hedder det en jættestue?'' Navnet har ikke noget med stenalderens trosverden at gøre. Men fordi gravene formentlig nu havde en anden betydning end blot gravrum, blev kamrene bygget store og rummelige. Det var derfor, at man senere i udbredt folketro mente, at de store, mystiske høje havde været bygget og beboet af jætter. Hvem har ellers kunnet flytte de kæmpestore sten, som kamrene blev bygget af?

''Hvad er en jættestue?'' Grønhøj er en jættestue, som er ca. 3 meter høj og 25 meter i diameter. Denne type gravhøj består af et stenbygget kammer med en gang, der er blevet dækket af en jordhøj. Typisk er der lagt store sten udenom højen for at holde på jorden, men nok også for at få den til at fremstå mere imponerende. Disse kaldes''' randsten, '''og der findes hele 60 af disse udenom Grønhøj. ''Murværk uden mørtel'' Imellem randstenene og kammerets bæresten er der bygget tørmur, der består af meget mindre og fliselignende sten. Dette imponerende murerarbejde har krævet utrolig præcision og tekniske færdigheder. Det er nemlig stenenes form, vægt og placering alene, der holder det hele på plads. Der har været tale om et håndværk som kun få mestrede. Tørmurenes vigtigste funktion var at holde gravkammeret tæt og tørt. Der blev derfor også lagt en flintpakning udenom bærestenene og tørmuren, der skulle lede regnvand væk. ''En kæmpe byggeplads'' Det har krævet enorme ressourcer og timevis af planlægning at bygge en høj af denne størrelse. Man mener, at bærestenene til gravkammeret og gangen samt de 60 randsten, er blevet flyttet ved at rulle dem på træstammer. Alene de to sten, der fungerer som kammerets loft, vejer mellem 10 og 20 tons.

''J.J.A. Worsaae '' Han blev født i Vejle, 1821, som søn af amtsforvalter Jens Worsaae, bondesøn fra Vendsyssel, og Margrethe Elisabeth Berthelsen, præstedatter fra Thy. Jens Jacob Asmussen Worsaae blev født som den femte i en søskendeflok af 11. Han sagdes at have en livlig fantasi og en udmærket hukommelse. I 1834 begyndte han på Horsens Lærde Skole, men allerede i 1836 blev han overflyttet til Borgerdydskolen i København. Her blev han to år efter student. Det var i denne periode, Worsaae viste en omfattende interesse for arkæologiske emner. I 1835 ledsagede den kun 14-årige Worssae Oberst Høegh-Guldberg ved den første udgravning af Grønhøj. Afslutningen af gravningen beskrives således fra hans egne erindringer: '''… thi i samme øieblik styrtede den umaadelige Overligger ned i Kamret med stærkt Brag og efterladende sig en tyk Støvsky. Til vor Sorg var Udgravningen dermed afsluttet.''' ''Kritisk arkæologi'' Worsaae har udmærket sig ved at være en af fædrene til den arkæologiske kritik. Han vandt tidligt i karrieren akademiske sejre over ældre lærde mænd. Hans teorier var grundet i fakta og pålidelige kilder. Et bestemt moselig der med sikkerhed ikke var liget efter ”Dronning Gunhilde”, og en runeaflæsning af nogle naturlige klippeformationer i Sverige, der ikke havde nogen gang på jord, var nogle af de sejre, han blev kendt for. ''Worsaaes arv'' Som 26-årig blev Worsaae inspektør for den nyligt oprettede afdeling for antikvariske mindesmærker. Worsaae havde i sit virke berøring med de største arkæologiske projekter; Ertebølle-køkkenmøddingerne, optegnelserne af oldtidsmindesmærker i Danmark samt et gennemgribende arbejde med vikingetiden i bl.a. Danmark og Irland for bare at nævne et par stykker. Denne aktivitet og konstante kritiske overvågenhed har været med til at cementere Worsaaes arv i Danmarkshistorien.

''7000 keramikskår ''De mest talrige fund blev gjort i form af keramik - 7000 skår i alt. De fleste blev fundet udenfor højen under et lag af sten. 2000 af skårene var smukt dekorerede, - næppe fra krukker, der blev brugt i hverdagen. Inde i gravkammerets nederste (og dermed ældste) lag, fandt man seks lerkar, heraf fem hele. To af dem var tragtbægre, der har navn efter deres tragtformede hals. På grund af deres karakteristiske udseende, har de også lagt navn til denne tidsperiode. ''Flint og rav som gravgaver'' I gravkammerets ældste lag, fandt man også flintknive, to ravperler og en såkaldt tyknakket flintøkse.''' '''I det yngste lag fandtes spidsen af en flintdolk, resterne af et lille lerkar og nogle små, fint tilhuggede pilespidser. ''Lerskeer'' '''De største og smukkeste, der nogensinde er fremgravet'''. - Sådan beskrev lederen af udgravningen, Knud Thorvildsen, to lerskeer man fandt tæt ved højens indgang. Den største ske er 18 cm bred og er dekoreret med trådmønster. Den anden ske er udsmykket med et fint solmotiv, der måske fortæller noget om en stigende tendens til dyrkning af solguder i bondestenalderen. Begge er godt 5000 år gamle og dermed fra højens ældste brugsperiode. Skeerne og de samlede lerkar kan i dag ses på Horsens Museum.

''Grønhøj – A Neolithic passage grave'' Grønhøj is a 3-meter tall and 25-meter wide passage grave build in the early Neolithic period. It was first used around 3800 BC and was last used in the final part of the Stone Age almost 2000 years later. The people of the so-called '''Funnelbeaker culture''' constructed the passage grave'''. '''The culture gets its name from the numerous ceramic jars with funnel-shaped tops, found in this period. The Funnelbeaker culture are among the first cultures based on farming in Stone Age Denmark. A passage grave consists of a stone-build passage leading into a grave chamber also built in stone. The passage and grave is then covered with earth, and takes the shape of a mound. Around the mound, big stones are usually placed to keep the mound together. Around Grønhøj, 60 of these stones were found. The grave chamber did not contain any remains of the dead. The bones had been dissolved after years in the calcareous and sandy soil. Instead, ceramics, flint axes, tools and amber were found from different Neolithic periods. Over 7000 ceramic shards were found, among these, 2000 were decorated and engraved with different shapes and symbols. In the oldest part of the grave chamber, two complete Funnelbeaker-shaped vessels were found. Most of the ceramics were found under some stones just outside of the entrance, maybe placed as some kind of offering. The most beautiful finds from the grave were two spoons made of stone. One of the spoons were decorated with a sun-like motif. Perhaps alluding to the rising place of the sun in the rituals and religion of the Stone Age farmers.