Johannes Larsens barndomshjem


Johannes Larsen: ”Et hjørne af købmandsgården”. 1889. Olie på lærred. Faaborg Museum. Mål: 61 x 72 cm.

Intro

Barndomshjemmet, som en ung Johannes Larsen har malerisk skildret dele af i "Et hjørne af købmandsgården", lå i den nordlige del af Kerteminde.

Faren havde overtaget købmandsgården, som blev Johannes Larsens barndomshjem, ikke længe efter sin læretid og fik snart udvidet den, og dét ganske betragteligt. På sit højdepunkt bestod forretningen af en stor detail- og engroshandel, en handelsflåde, et skibsværft, et kalkværk, en mølle, et større landbrug og endelig i Småland: fire skovgårde med dertilhørende torper og et savværk.

Før Johannes Larsen fik sin kunstneriske uddannelse i København og siden blev en af hovedskikkelserne i kredsen af kunstnere, der ofte er blevet betegnet som Fynbomalerne, ville han være sømand, landmand og jæger – ikke købmand. Det skulle være noget med mest muligt udendørs fysisk arbejde i tæt kontakt med naturen. Selv om han ikke blev købmand som sin far, er der dog alligevel tale om en klar påvirkning fra I.A. Faren var meget interesseret i fiskeri, foruden altså at landbruget indgik i hans store forretningskompleks. En ivrig jæger var han tilmed. Allerede fra 10-års alderen tog I.A. Johannes med på jagt og lærte ham ikke mindst i dén forbindelse om den danske og smålandske flora og fauna. Det er i høj grad denne lærdom, vi ser kunstnerisk udtrykt i den larsenske kunst.