Jernbanegade 13


Industriforeningen på Jernbanegade 13


Jernbanegade 13 da både Industriforeningen og Sans Souci havde hjemme i bygningen.


Tegning af bygningen på jernbanegade 13 hvor Den borgerlige Klub Enigheden lå

Intro

Bygningen Jernbanegade 13 har huset både den borgerlige klub "Enigheden, Industriforeningen og senere revy- og varieté-stedet Sans Souci, og har spillet en central rolle i Koldings nærings- og kulturliv.

I 1868 lejede Koldings Industriforening, dengang '''Foreningen af Haandværkere og Industridrivende i Kolding''', stiftet 1862, sig ind i den borgerlige forening '''Enighedens''' lokaler i Jernbanegade 13. I 1886 købte Industriforeningen lokalerne og allerede i 1888 igangsatte man byggeriet af en teatersal, som blev lejet ud til andre foreninger, og snart kom til at fungere som en form for forsamlingshus, som i folkemunde blev kaldt '''Industrien.''' Salen brændte imidlertid under besættelsen i 1943 og først syv år senere kunne en ny større sal indvies. I 1949 overtog ægteparret Marius og Maja Rasmussen forpagtningen af industrien, som fra 1951 skabte og drev revy- og varieté showet Sans Souci. På grund af dårlig økonomi solgte Industriforeningen i 1985 bygningen til kommunen og lejede sig herefter ind. Fra 1989-1991 gennemgik bygningen en stor renovering, og har siden rummet flere restauranter.

Fra 1951-1990 havde sommerrevy- og varieté-showet Sans Souci til huse i '''Industrien'''. Bag showet stod i tre årtier forpagterparret Marius og Maja Rasmussen, fra 1966 af Maja Rasmussen alene. Hun formåede at fastholde publikums interesse for showet i en tid, hvor mange sommerevyer og –teatre måtte lukke. Sans Souci appellerede bredt og folk kom langvejs fra fra alle dele af Jylland og Fyn for at opleve en munter og festlig aften med underholdning og mad og drikke. En af grundene til Sans Soucis succes var Marius og Majas evne til at tiltrække nye danske kunstnere, som var på vej frem. Folk som Ole Søltoft, Gustav Winkler, Elga Olga, Dario Campeotto, Grethe Sønck, Jan Schou og Birthe Kjær har brugt Sans Souci som et trinbræt i deres karrierestige. Maja Rasmussens tilbagetrækning i 1980 markerede begyndelse til enden for Sans Souci, for herfra gik det ned ad bakke og i 1990 gik Sans Souci over scenen for sidste gang.