Elmely, Jerlevgaardvej 19, Jerlev


Gården Elmely på adressen Jerlevgårdvej 19. Maleriet stammer fra ca. 1920, maleren er ukendt.


Elmely i Jerlev

Intro

Matr.nr. 2 e m.fl.Ejerlav: JerlevSogn: JerlevHerred: Jerlev Gården hed tidligere Frydensborg. Den er udskilt fra Jerlevgård, omkring 1840-50.

Første mand på stedet menes, at være Peder Jacobsen der døde i 1843 - blot 27 år gammel. Præsten skrev i kirkebogen: ”Han var kun skind og ben, blev tilset af 3 kvaksalvere, som behandlede ham urigtigt – halsen var stoppet, så han ej kunne synke, han led skrækkeligt.”

Hans enke Ane Marie Mortensen giftede sig med Christen Jensen, som var ”hjuler” fra Rugsted. De havde stedet frem til 1860, hvor Niels Andersen kom til. Sidstnævnte solgte allerede samme år til Niels Nielsen, snedker fra Smidstrup.

I 1864 byggede Niels Nielsen nyt stuehus på stedet. Hans søn af samme navn overtog gården i 1873. Niels Nielsens første hustru døde i 1873, hvorefter han giftede sig i 1874 med Maren Mikkelsen fra Mejsling Skov. Maren døde allerede året efter i barselsseng, kun 27 år. Niels giftede sig nu for tredje gang med Sara Kathrine Hansen fra Vester Nebel.

Niels, der benævnes som skomager, døde i 1880. I 1883 giftede hans bror, Christen Uth Nielsen, sig med enken. Christen var født i Smidstrup i 1853 på en mindre ejendom kaldet ”Juhlsminde”.

I 1918 solgte han stedet til Poul Buch og rejste til Bredballe ved Vejle, hvor han døde 2 år senere.

Poul Buch var kun på gården et års tid, hvorefter han solgte til Magnus Olesen, som også kun havde gården i få år, da han i 1921 solgte til Poul Peter Christensen, som selv allerede året efter solgte til Viggo Hansen.

Viggo, der var født i Mejsling, blev i 1922 gift med Maren Johanne Pedersen fra Stubdrup i Højen kirke. Han byggede nyt stuehus i 1942, beliggende mod nord.

Gårdens vestre længe er svinestald, opført i 1910, den østre længe også i 1910, ombygget i 1975. Laden, beliggende i syd, er opført i 1931. Viggo havde både grise og kreaturer på gården.

Sønnen Poul Hansen overtog gården i 1964 og han har efterfølgende opført nye svinestalde og maskinhuse i 1970-80’erne samt moderniseret stuehuset i 1976-79.

Gården er i dag er på 21 hektar, hvoraf de 3,5 er skov. Der avles korn og raps og svin opfodres til slagtning.

Om Christen Uth Nielsen:

Christen var blot 7 år da familien kom til Jerlev. Efter at have tjent det samme sted til han var 24 år, tog han på højskole og derfra på Blaagaard Seminarium, hvor han tog den halve del af skole­lærereksamenen.

De få skillinger han havde tjent, var snart opbrugte,og han måtte se sig om efter bifortjenester i forskellige skoler i hovedstaden, hvilket han også var heldig at få. Men op til 8 timers dagligt arbejde foruden seminariet havde til følge, at Christen pådrog sig en nervelidelse, som tvang ham til at forlade skolevejen.

Christen besluttede nu at rejse hjem og i en tid, så vidt det var ham muligt, syslede han blot med det daglige arbejde i hjemmet. Christen var en mand med en stærk vilje og han kunne atter efter nogle års forløb udfylde sin plads i samfundet.

Christen sad nu som husmand på sit barndomshjem og begyndte efterhånden at bruge de kund­skaber, han havde erhvervet sig – og mange er de tillidshverv, der i de senere år er lagt på hans skuldre. Her skal blot nævnes forretningsfører for Jerlev Brugsforening, hvor Nielsen var medstifter. Herudover var han revisor for Ødsteds Andelsmejeri samt formand for den stedlige sygekasse. Fra 1902-05 var han formand for Dansk Husmandsforening, hvor hans frie og selvstændige syn gjorde, at han kunne føre den sag igennem, han arbejdede for.

Christen Nielsen var en stor støtte og vejleder for de mennesker, han færdedes iblandt.