Jens Sørensen. Spion og søkortdirektør for Christian 5.


Jens Sørensens kort over Køge 1693.


Torvets østende. Fotografi fra Køge Byhistoriske Arkiv.

Intro

Jens Sørensen var født i Blekinge. Skånske krig 1675-79 betød, at han måtte opgive sin forretning og drage i sikkerhed i Danmark. Her kunne han tilbyde sig som spion for kongen på grund af sit kendskab til den tidligere danske kyst. Christian 5. forærede Torvet 9 i Køge til Jens Sørensen i 1685.

Christian 5. forærede i 1685 en gård på Torvet 9 til Jens Sørensen som tak for nyttige tjenester. Jens Sørensen havde tegnet et fint søkort over skærgården ved Blekinges kyst. Kongen var interesseret i området ved den nye svenske krigshavn Karlskrona. Jens Sørensen var født i Blekinge, som Danmark i 1658 måtte afstå til Sverige. Her var han købmand og skibsreder. Skånske krig 1675-79 betød, at han måtte opgive sin forretning og drage i sikkerhed i Danmark. Her kunne han tilbyde sig som spion for kongen på grund af sit kendskab til den tidligere danske kyst. Kongen var begejstret for Jens Sørensens kort og udnævnte ham senere til søkortdirektør. Jens Sørensen opmålte farvandene omkring Danmark og tegnede mere end 100 kort. De blev betragtet som en militær hemmelighed og blev aldrig trykt i Jens Sørensens levetid. Jens Sørensen er et godt eksempel på et menneske, som kom i klemme i krigene mellem Danmark og Sverige og i overgangen fra dansk til svensk styre. Han mistede både sine ejendomme, forretning og sit varelager. Tvunget af omstændighederne endte Jens Sørensen derfor med, at drage i sikkerhed hos slægtninge i København. Her skabte han sig en ny karriere. For at kunne lave præcise søkort, var han også nødt til at have præcise opmålinger af landjorden. Til dette formål konstruerede han en ”milevogn”, som han kunne bruge til at opmåle landstrækningerne. Vognen bragte han med rundt på sine rejser i Danmark. Søkortene udarbejdede han ved hjælp af disse opmålinger, samt pejlinger af landemærker fra skib. Vanddybderne blev opmålt ved hjælp af lodninger. I særligt hårde vintre, udnyttede han isen på fjorde og bælter, til at lave sine opmålinger. Det lykkedes Jens Sørensen at lave mere end 100 kort over danske farvande mv. Han tegnede også kort over hele det nuværende Danmark. Sammenligner man hans kort med moderne kort, viser de sig at være forbavsende præcise. Jens Sørensen er derfor én af de mest fremtrædende, danske hydrografer. Men da hans kort altså var hemmelige og forbeholdt den danske flåde, fik han aldrig den anerkendelse han fortjener.