Jens Juel (1745-1802): Udsigt fra Sørup til Fredensborg Slot. 1782




Intro

Jens Juel er Danmarks første rigtige landskabsmaler. Juel er mest kendt for sine portrætter, men som han selv formulerede det malede han også landskaber ”af lyst, og i ledige stunder”.


De få danske landskabsmalerier man finder før Jens Juel er ofte panoramaer - udsigtsbilleder set højt oppefra ind over en by. Med Juel kommer beskueren på niveau med det sete og kan ”træde direkte ind i landskabet”.
Men kunstneren har ikke stået i den fri natur og malet sit billede. Det er konstrueret i atelieret i tidens ånd som pittoreske sætstykker.
Billedet føjer sig ind i den pastorale dimension man finder 1500- og 1600-tallets franske landskaber hvor en idylliseret fremstillingsform var foretrukket naturen skulle være åndfuld og harmonisk.
Billedet er bygget traditionelt op med forgrund, mellemgrund og baggrund. Forgrundspartiet rammes ind af nogle store enkeltstående træer, der indrammer kronvildtet og udsigten over det sjællandske landskab. Mellemgrunden udgøres af en større sammenhængende skovbevoksning og kultiverede marker hvor hvidt klæde ligger til blegning. Baggrundens luftperspektiv tones i blålige nuancer og kontrasteres af mellemgrundens grønne og forgrundens brunlige nuancer. Fredensborg Slot (opført 1720-322) ligger i det vidstrakte skovlandskab der karakteriserer området. Denne inddeling i logiske planer hvor forgrundens træer markerer indgangen til værket, giver hele kompositionen en scenisk karakter der er typisk i det tidlige landskabsmaleri.
Den kongelige residens tilbagetrukkethed i det fjerne gør at der er tale om et landskabsmaleri, snarere end et bygningsprospekt. Billedet er malet i en tid hvor kongemagt og adel langsomt var ved at miste deres centrale rolle og betydning. I stedet skulle borgerskabet træde i karakter som den nye kultur og magtbærende klasse i Danmark, og grundet den blomstrende oversøiske handel kendes perioden også som den florissante tid.