JOHAN FRA Æ HAVBJERGE
Intro
Kaj Munks allerbedste jagtkammerat var den fattige fisker, tækkemand, jæger, tømrer, murer, altmuligmand Johan Kjærgaard, der boede alleryderst ude i Klitten eller Havbjergene, som Klitten kaldtes i tidligere tider. Kaj Munk kaldte ham i en stor mindeartikel Johan fra æ Havbjerge.
(’Liv og glade Dage’, JP. 26. januar, 1936).
Munk deltog i følget til Johans begravelse på Husby Kirkegård netop her den 26. januar 1936. Da han kom hjem, skrev han artiklen, hvor han hæfter sig ved, at en af de sortkravede fiskere pludselig gjorde et skridt hen til graven og gav sig til at holde en tale, der ord for ord lød sådan her: ''’Johan havde jo altid et venligt smil, og det siger vi ham tak for; han var en god kammerat’''.
Kaj Munk skriver om ham, at skønt Johan aldrig var rigtig rask, kendte han ikke til dårlige nerver eller irritabilitet. Han tog altid imod livet, som det kom – ikke kun for ham selv, men også for hustruen og de mange, mange børn. (Johan var gift to gange). Brødet, det daglige brød, skulle efter hans opfattelse komme af det gode humør, skriver Munk om ham. Det hele skulle nok gå, når der var ål nok i søen og helt i fjorden og torsk i havet og harer og ræve i klitterne, inddrevet rav, som der kunne laves de fineste smykker af, og planker, som drev ind, som nogen vil have lavet en vugge af, andre en båd. ''Redelig: ræven… 15 kr. … 5 kr. til dig.''
''Lad være at tage bøssen med, du kan jo ikke engang sigte på ræven! sagde hans kone. Jeg kan altid forskrække den, svarede han. ''
Engang, vi fulgtes, greb han mig i armen; der var pludseligt blod i sporet: ''’Her er der minsandten skudt på ham!’'', sagde Johan.
Kaj Munk fortsætter:'' ’Dette greb i armen – jeg glemmer det aldrig, det var et af mit livs begivenheder, et ridderslag: Jeg var nået at blive ven og kammerat og ligemand med husmanden Johan i æ Havbjerge’''.