Istedgade, København


50 års dag for befrielsen 4-5-1995. 4. maj optog gennem Istedgade i anledning af 50 års dagen for Danmarks befrielse 1945-1995


Fakkeloptog 4-5-1995. Fakkeloptog i Istedgade i anledning af 50 året for befrielsen 1945-1995


Café Bang & Jensen. Istedgades gamle apotek blev i 1997 til Café Bang & Jensen

Intro

Istedgade ligger bag Københavns Hovedbanegård og var hovedgaden i arbejderkvarteret Vesterbro. Istedgade blev kendt for sine mange slagterbutikker, sit vilde værtshusliv, sine skæve eksistenser og fra 1906 også for prostitution...

Istedgade ligger bag Københavns Hovedbanegård og var hovedgaden i arbejderkvarteret Vesterbro. Istedgade blev kendt for sine mange slagterbutikker, sit vilde værtshusliv, sine skæve eksistenser og fra 1906 også for prostitution. Pigerne holdt til i forskellige ender af gaden alt efter deres alder. Efter pornoens frigivelse i 1969 skød pornobutikkerne op som paddehatte mellem Gasværksvej og hovedbanen og gjorde Istedgade til Danmarks pornogade nummer et. Under Anden Verdenskrig var Istedgade skueplads for adskillige opgør med den tyske besættelsesmagt. En radioforretning i Istedgade 31 var en overgang modstandsgruppen Holger Danskes hemmelige mødested. Forretningen blev senere sprængt i luften af tyskerne. ''”Istedgade overgiver sig aldrig”'' Sommeren 1944 var stegende hed, og i juni brød den folkelige opstand mod den tyske besættelsesmagt ud i lys lue. Københavnerne byggede barrikader og brændte bål i gaderne. På Vesterbro kastede folk løbesedler ud fra de øverste vinduer, hvor der stod: ”Rom og Paris kan I ta´- men Stalingrad og Istedgade overgiver sig aldrig.” Tyskerne besvarede modstanden med spærretid, geværild og lukning af vand, gas og el. Mange blev dræbt, men københavnerne ”sejrede” og feltråbet ”Istedgade overgiver sig aldrig” opstod. Efter Anden Verdenskrig red Kong Christian X på sin hvide hest gennem Istedgade og takkede beboerne for deres sejlivede modstand under krigen.