Importvin fra middelalderens skibscontainer


Middelalderlig tønde udgravet i Nygade, Ribe.


De store trætønder kunne rumme alt fra vin til korn og kan på en måde sammenlignes med nutidens skibscontainere. Som det ses på dette gravmæle for en romertids vinhandler (år 220,) var også datidens skibe stuvende fulde med handelsvarer til forventningsf

Intro

I begyndelsen af middelalderen drak danskerne hjemmebrygget mjød og øl. De bedre stillede nød også importeret vin. De importerede varer blev hurtigt statussymboler. Skibe ankom til landet med store mængder af vældige tønder, en trafik som ikke er meget ulig nutidens containersejlads.

I begyndelsen af middelalderen drak danskerne hjemmebrygget mjød og øl. De bedre stillede nød også importeret vin. Omkring 1100-tallet var samfundet for alvor en del af handelsnetværket, som forbandt Europa, og derfor steg importen af navnlig Rhinskvin og tyske øltyper som ”mumme” og ”emst”. De importerede varer blev hurtigt statussymboler. Skibe ankom til landet med store mængder af vældige tønder, en trafik som ikke er meget ulig nutidens containersejlads. Tit blev udtjente tønder brugt som f.eks. brønde. Der var naturligvis forskel på kvaliteten af de våde varer. Hjemme bryggede man det daglige øl, som gav næring og fjernede vandets bakterier og grimme smag. Alkoholprocenten var som regel ret lav, og både voksne og gamle nedsvælgede dagligt litervis. Det bedre øl blev anvendt ved særlige lejligheder, når der enten var noget som skulle fejres, eller nogen der skulle begraves. Det importerede øl og vin var dog primært forbeholdt eliten. Det fortælles om kong Erik Menved at han ved en ridderfest lod to fontæner springe – en med vin og en med øl. Udover Rhinskvinen kom også gubin (fra Guben i Brandenburg), assoye (fra Bourgogne) og sydeuropæiske og franske vine som rummeni (en græsk vin), spansk vin, Gascogne-vin og Poitou-vin til Danmark. Analyser af andre tønder fra Ribe end de udstillede fastslår at disse bl.a stammer fra egne som Tyskland, Rhin-området, Frankrig og Champagne-området. Og vi ved, at der kom ”vin, som købes og føres ind af Holland” til Ribe. Bystyret nød godt af at have magten til at regulere vin- og ølsalget. I 1400-tallet skulle vinsælgere bruge byens måleenhed, og han skulle ”… skænke rådmændene ni pint og hr. kantor i Ribe tre pint og kongens foged tre pint”. Desuden skulle rådmændene vurdere og prissætte vinen, og de havde ret til at slå bunden ud af tønder med dårlig vin. De store tønder er fundet under arkæologiske udgravninger i Nygade i Ribe.