Hvor blev Algade nr. 29 egentlig af?
Købmand August Worms Eftf. havde en stor rolle i hvorfor, Algade nr. 29 ikke eksisterer. Her ses den gamle købmandsbutik (til højre) ved siden af den nye flotte og stadig eksisterende bygning (til venstre).
Intro
Bor man i Aalborg så går man uden tvivl igennem Algade rigtig mange gange da det er en af midtbyens gågader. Det er de færreste der opdager at Algade nr. 29 er væk og i stedet ligger nr. 27 og 31 klods op af hinanden.
I 1911 begyndte Aalborg Kommune så småt med Boulevardens gennembrud. I den forbindelse måtte flere bygninger lade sig nedrive for at der blev plads til en større vej i Aalborg Centrum. Boulevarden skulle forbinde Aalborg Havn med den daværende godsterminal, så gods hurtigt kunne transporteres fra båd til tog.
Købmand August Worms Efterfølgere, var inden Boulevardens gennembrud beliggende i Algade nr. 31, der var en af de bygninger der var bestemt til nedrivning for at Boulevarden kunne realiseres.
Købmanden købte derfor nabobygningen som var Algade nr. 29, lod denne falde og byggede i stedet en flot ny bygning, som han kunne flytte sin købmandsbutik ind i når den gamle butik skulle fjernes.
Men August Worms Eftf. var bestemt ikke tilfreds med at blive nødt til at skifte husnummer når de flyttede købmandsbutikken til matriklen ved siden af, så de fik dispensation til at beholde husnummeret 31.
Derfor ligger Algade nr. 27 lige ved siden af Algade nr. 31.