Hviding storgård


Hvor Hviding kirke ligger i dag, lå der i vikingetiden en storgård. Foto: Brian Kristensen

Intro

Arkæologiske udgravninger har vist, at der tidligere lå en storgård fra vikingetiden på det sted, hvor Hviding kirke ligger i dag.

Omkring det sted, hvor Hviding kirke står nu, fandtes der i jernalderen en stor landsby. Arkæologerne har undersøgt mere end 50 langhuse fra 700-1100-årene i området. Omkring år 980, i vikingetiden, blev der opført en storgård med 35 m lang og 8 m bred hovedbygning. Der var flere små bygninger og hegn omkring. Gårdspladsen målte ca. 110 x 65 meter. Igennem de næste ca. 175 år blev gården i flere omgange ændret og ombygget og sidst i 1100-årene blev stedet opgivet som beboelse. Udgravningerne tyder på, at årsagen var stormfloder.

Ved én af bygningerne fandt man noget, der kunne være et blystøberværksted. Der er også fundet adskillige sølvbarrer, en møntskat fra 900-årene og mange små brocher med indlægninger af emalje. Flere af fundene var udsmykket i en stil, som svarer til lignede fund i det nordvestlige Tyskland og Holland. Fundene er med til at fortælle om de udenlandske handelsforbindelser, der rækker over 1000 år tilbage.