Humlum Kirke

Humlum Kirke
Intro
Humlum Kirke ved Struer ligger højt over Limfjorden og har gennem århundreder fungeret som sømærke. Den omkring 800 år gamle kirke er opført gennem flere byggeperioder, men fremstår harmonisk. Kirken rummer blandt andet en oprindelig døbefont, en altertavle fra omkring 1600 og et moderne alterbilled
Højt hævet over det omkringliggende landskab og tæt på Limfjordens vande kom den nu 800 år gamle Humlum Kirke ved Struer på et tidligt tidspunkt til at tjene som sømærke for de søfarende på fjorden. Skønt den er præget af flere forskellige byggeperioder, fremtræder kirken i dag både smuk og harmonisk. Og da den er placeret mellem to oldtidshøje, er der en historisk stemning over stedet. Efter, at koret var færdigbygget, antages det, at byggeriet har været sat i stå i lang tid. Og da den vestlige del senere fuldførtes, var det med rå, utilhuggede marksten. Først i slutningen af gotisk tid tilføjedes tårnet.Kirkens indre afspejler skiftende tiders tanker om gudstjenesten. Døbefonten er givetvis den oprindelige, da den rå form passer godt sammen med kirkebygningens tidligste historie. Også alteret har levet med skiftende opfattelser af stil og smag. Et oprindeligt muret alterbord med granitsten med helgengrav er nu gemt bag et træpanel. Altertavlen i udskåret egetræ er fra omkring år 1600. Det gamle alterbillede med den hellige nadvers indstiftelse udskiftedes senere med maleriet ”Kristus i Gethsemanes Have”, som i 2010 afløstes af Arne Haugen Sørensens gengivelse af måltidet mellem Jesus og to disciple i Emmaus udførligt beskrevet hos Lukas kap. 24.
Kilde: Familie Journalen nr. 52, 2012, Kirkelisten, kirke nr. 1814
''Publiceret''