Hotel Tønderhus
Hotellet Tønderhus. Foto: Henrik J. Møller
Intro
Hotellet Tønderhus blev opført i 1940erne som byens nye forsamlingshus. Nu er her hotel.
Hotel Tønderhus blev indviet i 1943, samme år som Tønders 700 års jubilæum. Det er et smukt firlænget bygningskompleks tegnet af arkitekt professor Kaj Gottlob.
Hotel Tønderhus afløste det gamle forsamlingshus Tønderhus i Spikergade, som var opført i 1920, men hurtigt blevet for lille. Det blev ligesom det gamle forsamlingshus drevet som et andelsselskab. Fra ca. 1970-80 var der indrettet det lille værtshus ”Slusen” i kælderen, som var populært blandt mange unge.
I 1975 overgik Hotel Tønderhus til privateje. Det blev udvidet flere gange, senest i 1993 med en ny værelsesfløj. På det seneste er man begyndt at opføre en meget høj værelsesbygning ved hotellet.
Foran Tønderhus står to mindesmærker til minde for henholdsvis Martin Hammerich (1883-1940) og tidligere statsminister Poul Schlüter.
Forfatter: Henrik J. Møller
Litteratur:
J. P. Trap Danmark 5. udg. Tønder Amt, Bd. X,2
Hans Bachmann m.fl.: Tønders gamle kroer og gæstgiverier, Tønder 1995.
Kulturarvsstyrelsen - Kulturarvsatlas - Tønder - den middelalderlige bykerne