Hotel Randers
Hotel Randers. Hotel Randers i 1950’erne
Intro
I Torvegade 11 i hjertet af Randers ligger et af provinsens ældste hoteller. Hotel Randers åbnede i 1856, og siden 1892 har hotellet været i familien Mathiesens eje. Hotellet blev kraftigt ombygget i 1927 under ledelse af den randrusianske arkitekt J.P...
I Torvegade 11 i hjertet af Randers ligger et af provinsens ældste hoteller. Hotel Randers åbnede i 1856, og siden 1892 har hotellet været i familien Mathiesens eje. Hotellet blev kraftigt ombygget i 1927 under ledelse af den randrusianske arkitekt J.P. Hjersing (1888-1959), og hotellet har helt usædvanligt bevaret facaden og den intime atmosfære fra 1927. Hotel Randers er i dag byens eneste 4-stjernet hotel. Det rummer ikke alene 79 værelser men også café, restaurant og konferencecenter.
''International komfort anno 1927''
Hoteldirektør Vilhelm Mathiesen, der overtog hotellet efter sin far i 1914, havde store planer for den fremtidige hoteldrift. Hotellet skulle udvides og indrettes efter moderne europæisk standard. I 1927 blev planerne realiseret. Det nye hotel fik 81 topmoderne værelser, der alle havde telefon, centralvarme, koldt og varmt vand og garderober med automatisk belysning. I kælderen blev der indrettet et moderne restaurationskøkken, et bageri og et konditori. Det snavsede linned blev vasket i hotellets eget vaskeri, og håret kunne hotelgæsterne få ordnet i hotellets frisørsalon. Bilen kunne parkeres i det nyopførte garageanlæg. Alle de moderne bekvemligheder gjorde hotellet kendt langt uden for Randers, og handelsrejsende og turister strømmede til.