Hotel Grønsund


"Hotel" er slettet, men bygningen står endnu.


Grønsund i 2018


I 1978 gennemgik Hotel Grønsund en større renovering, hvor man blandt andet fandt dette fra åbningen i 1896


Hotel Grønsund med skilt ud for krostuen.


Agnes Mogensen, der drev Hotel Grønsund op igennem tresserne. Billedet er taget nogle år forinden.


Den store sal på Hotel Grønsund, hvor der blandt andet var danseundervisning. I 1978 fik man det gamle vægmaleri frem .

Intro

Fra starten i 1896 og frem til lukningen i 2004 var Hotel Grønsund et samlingssted for byens borgere. En smule mindre "fint" end Freys Hotel, men stadig solidt nok til at huse dansetimer, juletræsfester, og mange andre lokale begivenheder.

Grønsund - hvad enten man hælder til at kalde det "det grønne sund" som Saxo gjorde det, eller "det forgrenede sund", som den svenske forsker Nordin, gjorde det - er med i Danmarks historie, helt tilbage i sagaernes tid. Det var for eksempel i Grønsund, at Regner Lodbrog slog sin fader i et søslag og satte Esberns hoved på en stage. Og det var her Svend Tveskæg mødtes i forhandling med sin fader, Harald Blåtand. I det hele taget har Grønsund været stedet, hvor danske krigsskibe samledes for at gå på leding, eller ligge i viking. Hotel Grønsund har en noget fredeligere historie, omend en lang række af ejere. I 1894 købte gæstgiver Christen Andresen bygningen og indrettede den med krostue og værelser. Efter 22 år lod han stedet gå videre til Ole Peter Petersen Lollike. Han havde blot stedet i tre år, inden Anders Peter Andersen købte det og havde det de næste 14 år, frem til 1933. Johannes Jensen var næste ejer og havde Grønsund i 13 år. Så kom Poul Hansen til, og han solgte stedet til Sigvald og Agnes Mogensen. Efter mandens død, førte Agnes Mogensen stedet videre frem til 1969. Med korte intervaller følger de næste ejere, N.C.A. Larsen, Edel Larsen og i 1978 købte Børge Lindqvist Hotel Grønsund, og lod sin søn stå for køkkenets drift. Her ved man, at stedet var averteret til salg for 700.000 kroner i 1977, men solgtes for 550.000 kroner året efter. I 2004 var det en sag om manglende mulighed for parkering, der gav Hotel Grønsund det sidste skub. Fra 1912, hvor der var fire hoteller i selve Stubbekøbing, er der ingen i dag.