Holckenhavn

Litografi. Herregården Holkenhavn/Holckenhavn.

Hovedgården Holckenhavn.

Intro

Holckenhavn har haft mange navne igennem tiden: Kogsbøllegård, Ulfeldtsholm, Ellensborg, Nygård...

Baggrunden for musikken på Holckenhavn
Med udgangspunkt i lensbaron Christian Eiler Holcks bryllup i 1880 fortælles historien om godsernes sidste glansperiode før lensafløsningen i 1919. Bipersoner i fortællingen er en godsforvalter med et følsomt sind og en fortjenstfuld general fra de slesvigske krige (1880).

I 1919 blev loven om lensafløsning vedtaget. Loven betød, at de godser, der tidligere var nedarvet fra slægt til slægt som grevskaber, baronier og stamhuse, nu overgik til privat ejendom. Hermed ophørte godserne med at spille den rolle, de havde haft i århundreder. Også på Holckenhavn, der i 1672 blev Danmarks første baroni, betød loven et farvel til det gamle godssystem. Forandringen blev forstærket af, at den 10. besidder af slægten Holck, Christian Eiler Holck, døde, samme år som loven blev vedtaget. Den ugifte lensbaron Holck havde overtaget godset ved sin fars død i 1877. Ved faderens bisættelse blev der sunget en smægtende salme med titlen »Hvor det er yndigt, vi har et hjem« på C.E.F. Weyses melodi til bryllupssalmen »Det er så yndigt at følges ad«. Tre år senere, den 20. december 1880, lød salmemelodien igen, da Christian Eiler Holck hjemførte sin brud til godset. De var blevet gift i København og rejste samme aften til deres fremtidige fælles hjem. På deres vej fra Nyborg til Holckenhavn var flere bygninger oplyst til deres ære, og da de kom til selve slottet, var det også både oplyst (med 47 stearinlys og 25 vokskærter) og pyntet med guirlander og flag. Over hovedindgangen var der anbragt en stor transparent med brudeparrets navnetræk og en flagdekoration. Der rapporteres om det festlige indtog i Nyborg Avis. Her står der også, hvordan et musikkorps først spillede »Det er så yndigt at følges ad«, da Christian Eiler Holck ankom med sin Louise, og så førte brudeparret hen til hovedtrappen, hvor godsforvalteren overbragte de ansattes lykønskning.

Godserne var stadig på dette tidspunkt det administrative centrum for meget af det, der foregik på egnen, og godsforvalteren spillede derfor en vigtig rolle. Det gjorde godsforvalter Johan von Bergen også, hvad angår bidragene fra godset ansatte til fejringen af baronen og baronessen. I forhold til den krone, som tjenestepigerne gav hver, er de 81 kroner og 15 øre fra godsforvalteren en svimlende sum. Pengene blev blandt andet brugt til at købe en »smagfuld sølvbordopsats«, som det hedder i avisens reportage. Sølvopsatsen findes stadig på Holckenhavn.

På grund af godt kildemateriale ved vi en hel del om, hvordan bryllupsdagen løb af stabelen. Vi ved for eksempel, at godsforvalteren, der var et følsomt gemyt, var ængstelig for at skulle optræde i overværelse af flere hundrede tilskuere, ja, han havde ligefrem »en slags feber«, som han selv skriver i en optegnelse om dagen.
Vi ved også, at Christian Eiler og Louise Holck blev gift klokken tre i Garnisonskirken i København. Brudens far, Heinrich Kauffmann, var general og havde deltaget i begge de slesvigske krige 1848-50 og i 1864. Svigerfar gav i øvrigt i forbindelse med brylluppet hele 5000 kroner til at købe, hvad der nu skulle få den unge brud til at falde til, og det er næppe noget tilfælde, at der forekommer en stor indre restaurering i 1881, altså året efter brylluppet …

Før brudeparret rejste hjem til Nyborg, havde de også tid til en bedre 10-retters middag for 40 personer på Hotel d’Angleterre, hvor de blandt andet spiste kogt laks med hollandaisesovs. Ifølge festsangene til brylluppet var lensbaronen meget forelsket i sin brud: »Han var ret som med raketter ladt«, som det hedder.

Historien om Christian Eiler og Louise Holcks bryllup er særlig interessant, fordi afholdelse af bryllupper har været et vigtigt element i opbygningen af den virksomhed, som Holckenhavn er i dag. En virksomhed, som er opbygget af Holckenhavns nuværende ejer, Christina Hou Holck, der er Christian Eiler Holcks tipoldebarn.