Holbækgård


Holbækgårds enkeltfløjede hovedbygning byder på en spændende historie og er et harmonisk eksempel på flere ombygninger og blandede stilarter i form af sengotik, renæssance og klassicisme.

Intro

Herregården Holbækgård ligger med udsigt over Randers Fjord ned til de lave strandenge. Historien byder på dramatiske begivenheder som både kongemord, en ulykkelig enkestand og et meget kortvarigt stamhus. I dag drives Holbækgård som et stort gods, der drives som et moderne land- og skovbrug.

''Historien om Holbækgård'' I den sidste del af 1200-tallet var Holbækgård ejet af adelsmanden Rane Jonsen, som i 1287 blev erklæret fredløs for at have deltaget i mordet på Erik Klipping (1249-1286) i Finderup lade. Rane Jonsens gods tilfaldt derefter kronen, og der blev oprettet et særligt len af dette. I 1540 blev Hans Stygge lensmand på Holbækgård og allerede fire år efter købte han gård og gods af kronen. Han iværksatte opførelsen af nye bygninger og forøgede løbende godsets jorder. Hans Stygges søn ægtede Anne Lykke, som fra 1604 kom til at sidde som enke på Holbækgård. Det blev en ulykkelig tid. Af hendes fire sønner var tre døde allerede før faderen, og den sidste faldt under Kalmarkrigen i 1612. Selv endte Anne Lykke i stor gæld, og hun måtte i 1613 sælge Holbækgård til rigsadmiral Albret Skeel. Albret Skeels barnebarn, Berte Skeel, som arvede herregården i 1659, oprettede i 1700 et stamhus over Holbækgård og de tilhørende jorder. Stamhuset fik imidlertid ikke lov at bestå længe, for allerede i 1727 fik Charlotte Amalie Skeel og Christian Ludvig von Plessen kongelig bevilling til at opløse det og afhænde herregården. Under de adelige ejere blev Holbækgård drevet af forvaltere og forpagtere, men i slutningen af 1700-tallet kom nye ejere til, som selv boede på herregården. Omkring år 1800 foretog Rasmus Ammitzbøll en række forbedringer i landbrugsdriften, der dog ikke blev langvarige pga. landets landbrugskrise i starten af 1800-tallet. Han var ejer til sin død i 1850. ''Markante ejere'' 1280-1287: Rane Jonsen 1544-1568: Hans Stygge 1604-1613: Anne Lykke 1639-1659: Christen Skeel 1791-1850: Rasmus Ammitzbøll Læs mere om Holbækgård på [http://danskeherregaarde.dk/nutid/holbaekgaard danskeherregaarde.dk]

''Hovedbygning'' Holbækgårds hvidkalkede hovedbygning består af en enkelt fløj i to etager med rødt teglhængt sadeltag. Bygningen, som er opført over høje kældre, prydes af gule indfatninger omkring vinduespartierne og facadens hjørner. Den sydlige del af huset blev opført af Hans Stygge i midten af 1500-tallet, hvor han ligeledes opførte et bindingsværkshus på Holbækgård. Under Christen Skeels ejerskab fik hovedbygningen i midten af 1600-tallet sin nuværende udformning, idet huset blev forlænget mod nord. Skeel opførte ligeledes et trappetårn, som imidlertid blev nedbrudt i løbet af 1800-tallet. Stilistisk er bygning særpræget i den forstand, at gavlene bærer sengotiske træk, hvorimod facadens symmetri og vinduernes udformning er typisk for renæssancens arkitektur, hvilket kunne pege på to byggeperioder under Hans Stygge. Omkring år 1800 blev hovedbygningen renoveret og fik i den forbindelse et tilstræbt klassicistisk udtryk i form af hvidkalkning og gule indfatninger. ''Omgivelser'' Hovedbygningen på Holbækgård ligger på en banke med vandfyldte grave mod øst og vest. Indkørslen, som leder over den østre voldgrav, er sammen med gårdspladsens rondel og hovedbygningen med til at skabe en midterakse, som fortsætter i haven vest for hovedbygningen. Syd herfor ligger Holbækgårds omfattende avlsanlæg, hvoraf en del er af nyere dato. Den smukke indkørselsportal med ur og spir stammer formentligt fra Rasmus Ammitzbølls renovering omkring 1800. '' '' ''Bygninger og gods'' Ca. 1560: Hovedbygning opført Ca. 1645: Hovedbygning forlænget 1700-1727: Stamhuset Holbækgård Ca. 1800: Renovering af hovedbygning og opførelse af avlsgård

''Fakta'' Adresse: Holbækgårdsvej 20, 8950 Ørsted Kommune: Norddjurs Tidligere: Randers Amt, Rougsø Herred, Holbæk Sogn Ejer: Niels Bjerregaard og Anette Rønne (2017) Funktion: Agerbrug og skovdrift (2017) Størrelse: Ager 543 ha, eng 48 ha, skov 289 ha (2017) Offentlig adgang: Ingen oplysninger Fredning: Hovedbygningen er fredet (2017)

''English'' The manor house Holbækgård overlooks Randers Fjord and the gently sloping salty marshes. The manor's history offers dramatic stories of a kings murderer, an unhappy widowhood and a very shortlived entailed estate in the years 1700-1727. The main building was erected in the middle of the 16th century with architectural traits of both Gothic and Renaissance architecture. In the 17th century, the building was prolonged to its present dimensions and around 1800 refurbished with whitewashed walls. Today Holbækgaard is a large estate based on modern agriculture and forestry.

''Publiceret''