Hobro Kirke


Hobro Kirke. Hobro Kirke

Intro

Hobro havde en middelalderkirke frem til 1848, hvor bygningen var så faldefærdig, at den blev fjernet. Arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) fik til opgave at tegne en ny kirke, som blev opført på den gamle kirkes plads i 1850-52. Arkitekturen miksede historiske stilarter...

Hobro havde en middelalderkirke frem til 1848, hvor bygningen var så faldefærdig, at den blev fjernet. Arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) fik til opgave at tegne en ny kirke, som blev opført på den gamle kirkes plads i 1850-52. Arkitekturen miksede historiske stilarter. Trækkene var især sengotiske og byzantinske. Gavlenes spidssøjler, de såkaldte pinakler, trækker f.eks. på en tilbygning til Roskilde Domkirke. Og arkitekturhistorikere opfatter gerne murværkets vekslen mellem gule og røde bælter som et polykromt udtryk inspireret af byzantinsk arkitektur i Grækenland. Tårnet blev placeret mod øst, hvor det præsenterer sig flot mod Hobros hovedgade. ''M. G. Bindesbøll'' M.G. Bindesbølls inspiration fra historiske stilarter præger Hobro Kirke og mange andre af arkitektens værker, der hører blandt de største i dansk arkitektur. I sin ungdom så Bindesbøll nygotiske mesterværker i Tyskland og lærte om egyptisk og pompejansk arkitektur i Frankrig. I 1833 fik han Kunstakademiets guldmedalje for en kirke i gotisk stil. Medaljen gav heftig debat, fordi mange så præmieringen som et brud med den dominerende klassicisme. Men det blev en rejse i 1834-38, der gav inspiration til Bindesbølls nok bedst kendte byggeri. For på denne rejse så han antikkens store arkitektur i Italien, Grækenland og Tyrkiet, og i Rom mødte han billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Sammen drøftede de planerne for det museum for den store kunstners værker, der blev opført i København 1839-48.