Hjallese Fattighus
Tegning af det gamle fattighus, lavet af Malermester Ingv. Nielsen.
Intro
Huset fungerede som fattighus fra 1834 til 1902 hvor sognerådet fik tilladelse til at nedlægge huset. Køberen var smedemester Rasmussen der købte det for 600 kr og snart efter rev det ned.
Fattighuset var i samtiden lokalt kendt som ”Slottet” og i folketællingerne blev det benævnt "Hospitalet".
Huset er første gang nævnt i folketællingen for 1834 og i 1835 er det optaget i brandtaksationerne hvor det vurderedes til 300 rdl.
Huset havde 4 lejligheder eller værelser samt hvad der betegnedes som udenoms bekvemmeligheder. Gulvet var delvis belagt med brændte mursten og der var ikke et særskilt køkken, hvilket må betyde at husets beboere delte køkken.
Værelserne havde en størrelse på 5 ¼ Alen i længden og 5 ¼ Alen i dybden med en lofthøjde på 3 ½ Alen. Det vil sige værelser på omtrent 11 kvadratmeter med en lofthøjde på næsten 2,2 meter. Kun familier med børn fik mere end et enkelt værelse.
Næsten alle i huset fik en eller anden form for almisse eller fattighjælp. Mest var der tale om hjælp i naturalier som rugmel, gryn, smør, mælk eller flæsk. At få råd til brændsel var ofte et problem for beboerne og næsten alle fik støtte til dette. I 1879 fik en familie med børn tildelt en årlig støtte på 3200 stykker tørv, mens en enlig kvinde fik 1600 stykker.
I 1890'erne slutning boede der 3 personer i huset, et ældre ægtepar og en enlig ældre kvinde.
Det ældre ægtepar var Søren Hansen og han kone Ane Pedersdatter der havde boet der siden 1860. I 1860 var Søren 40 år gammel og daglejer i landbruget mens Ane var 37 år og husmor med 3 børn hjemme hvor det mindste lige var blevet 2 år. I sommeren 1862 kom familien sidste søn til da Ane fødte ham i fattighuset. Børnene flyttede over tid og i takt med aldrens tyngen blev Ane og Søren mere og mere afhængig af almisser. Søren døde som i fattiguset i år 1900. Det kan tænkes at Ane fik lov at blive boende i deres lejlighed lidt endnu, måske flyttede hun ind hos noget familie i Hjallese eller af forsørgelsessognet Brændekilde blev tvangsflyttet til deres fattiggård. I kirkebogen kan det læses at hun døde som 81 årig i januar 1904 på Brændekilde fattiggård.
Den enlige kvinde var den ugifte sypige Dorthe Zachariasdatter. Det ser ud til at Dorthe flyttede ind i en lejlighed i fattighuset i 1887. Hun havde ellers boet i Zachariashuset hos sin mor næsten hele sit liv. Dorthes barndom kan have været turbulent, da hendes far i 1829 blevet dømt til ophold på dåreanstalten for drabsforsøg på sin søn og planer om også at slå Dorthe ihjel. Faderen slog storebroderen i hovedet 6 gange med en hammer uden det dog slog drengen ihjel. Dorthe var kun 3 eller 4 år og måtte nok også have ladt livet hvis hendes bror var død at slagene, men da drengen kun besvimede opgav faderen at prøve sig med det andet barn. Dorthes storesøster overtog sammen med deres mor huset efter faderens anbringelse og da søsteren i 1837 giftede sig flyttede moderen ind i et værelse på aftægt hvor det kan tænkes at Dorthe også boede indtil moderens død i 1886. I 1896 var Dorthe helt uden familie i byen, da hendes søster døde. Søsteren og hendes mand havde ellers boet på aftægt i et hus i Zachariasgyden. Ved folketællingen i 1901 var Dorthe den eneste beboer i fattighuset. Der var blevet bygget en del i sognet og husvilde situationen var ikke længere så desperat. Fattighuset trængte til reparation, men da Dorthe var den eneste beboer besluttede sognerådet at søge amtet om tilladelse til at nedlægge fattighuset mod at finde andet logi til Dorthe. Dorthe døde i marts 1906.