Himlingøje Kirke


Himlingøje Kirke, ca. 1920


Himlingøje Kirke, ca. 1920


Himlingøje Kirke


Himlingøje Kirke, 2011


Himlingøje Kirke, 2011


Himlingøje kirke

Intro

Himlingøje Kirke er en mindre landsbykirke beliggende i Vråby-Endeslev pastorat.

Himlingøjes første kirke er bygget omkr. 1080 som en stenkirke i senromansk stil. Kirken, som er opført i kridtsten fra Stevns Klint, er oprindelig bygget som en rundkirke. Den var formentlig en forsvarsbygning mod venderne, hvis plyndringer kulminerede i 1100-tallet. Kirken havde 6 m høje mure og et indre tværmål på 7 m. Loftet kunne have været opbevaringssted for kostbare handelsvarer. Kirken er senere ombygget og udvidet første gang omkr. 1475, hvor den fik sit nuværende sengotiske udseende.


I kirkens indre er ophængt en model af Danmarks sidste og kraftigste linieskib, orlogsskibet "Dannebrog". Dette blev bygget i 1850-62 som et panserskib, men blev ophugget i 1898. Skibet er det 4. i en række på 6 skibe, som har båret navnet "Dannebrog". Det sidste i rækken er det nuværende kongeskib.


Det næsten 2 m lange modelskib er bygget af falckredder Arne Pedersen, St. Heddinge i 1961. Skibsbyggerens ønske var, at skibet måtte være "kirken til pryd, menigheden til glæde og Guds navn til ære". Arbejdet med skibet blev betalt af bagermester Oluf Hemmingsen, der flyttede til Himlingøje i 1920'erne. Han var ugift og levede et spartansk liv, så hans gave vakte stor glæde og en del overraskelse.


Kirken blev i 1688 tilskødet Vallø Stift. Den overgik til selveje i 1913.


Himlingøje sogn er et anneks under Endeslev pastorat, som også dækker Vråby og Endeslev sogne.


Kirken er kun åben under kirkelige handlinger.


Himlingøje er blandt de mindre landsbyer i gl. Vallø Kommune. Landsbyen er en hyggelig sammensætning af ældre bindingsværkshuse og nyere byggeri i tilknytning til et lille gadekær. I landsbyen ligger fortsat en del mindre gårde, som ikke blev flyttet ved udskiftningen efter stavnsbåndets ophævelse i 1788.


Himlingøjehøjene stammer fra bronzealderen. De 7 høje er beliggende umiddelbart øst for byen bag den i 1970'erne byggede jernbane. Arkæologiske udgravninger af højene i 1977 viste at disse indeholdt vel nok Danmarks rigeste fund, bl.a. et helt intakt og unikt purpurfarvet glashorn samt guldsmykker. Af fundene kan man udlede, at stedet omkr. 300 e.Kr. var samlingspunktet for en stærk høvdingemagt. Her har formentlig en gang været et handelscentrum, som dækkede store dele af området sydøst for Køge samt Stevns.
De fundne genstande er udstillet på Nationalmuseet i København.


Himlingøje er sandsynligvis en sammensætning af Himlinge og høje. Landsbyer med endelsen - inge anser man som en af de ældste bebyggelser i Danmark. De er formentlig opstået 500-450 f. Kr.
Himlinge er sandsynligvis navnet på en høvding bosiddende i området.


Højene, som er totalt udgravede, er beliggende på privat område. De kan ses fra landevejen.