Herlev Sygehus


Herlev Hospital. Herlev Hospital

Intro

Grundstenen til Herlev Sygehus ved København blev lagt i 1965. Tre unge arkitekter, Bornebusch, Brüel og Selchau, stod for opførelsen ud fra helt nye principper for sygehusbyggeri...

Grundstenen til Herlev Sygehus ved København blev lagt i 1965. Tre unge arkitekter, Bornebusch, Brüel og Selchau, stod for opførelsen ud fra helt nye principper for sygehusbyggeri. Med ideen om patienten i centrum skød en 25 etagers sengebygning i vejret med 48 senge på hver etage og alle plejemæssige faciliteter klos op ad sygestuerne. Højhuset er konstrueret som seks sammenbyggede tårne og suppleret med et lavere fleksibelt modulbyggeri til undersøgelser og behandling. Hospitalet blev indviet i 1976, men økonomien trykkede, så de øverste ni etager blev lukket af. Den sidste og 25. etage blev først taget i brug i 2007. ''Et farveorgie med runde hjørner'' Billedkunstneren Poul Gernes stod for den indvendige udsmykning af Herlev Sygehus. De klare, stærke farver i hospitalet skal opmuntre patienter og personale. Enkelttårnene vender imod alle fire verdenshjørner, og farverne stemmer sammen med dagslysets farvetemperatur - kølige farver mod nord og varme farver mod syd. Hver farve og brugen af den er meget nøje gennemtænkt. De gule døre ind til sygestuerne forbereder for eksempel øjnene på lyset fra vinduerne, mens væggene bag sygesengene er hvide, så det kan undgås, at et forvirrende farveskær kastes ned på patienternes ansigter. Og så har hospitalet en arkitektonisk detalje: runde hjørner. Runde hjørner er nemlig nemme at gøre rene.