Hemmet Kirke


Hemmet Kirke

Intro

Hemmet Kirke i Vestjylland er en romansk landsbykirke, kendt for sit usædvanlige tårn på nordsiden. Det oprindelige vesttårn styrtede sammen på grund af den bløde undergrund. Kirken rummer middelalderligt alter, prædikestol fra 1580 og et kirkeskib, der symboliserer livets sejlads.

De fleste landsbykirker har tårnet placeret mod vest, men ikke Hemmet Kirke i Vestjylland. Oprindeligt stod tårnet mod vest, men da undergrunden her var for blød, styrtede det sammen og blev senere genopført på nordsiden. Kirken er oprindelig romansk, og rundbuen er bevaret som et typisk romansk træk. Skibet har fladt loft, mens koret i gotisk tid blev forsynet med krydshvælv, og flere rundbuer blev ændret til spidsbuer. Alteret stammer fra den senkatolske periode og undgik ødelæggelse under reformationens billedstorm. De smukt udskårne egetræsfigurer viser apostlene, Maria med barnet, Gud Fader med den korsfæstede søn samt en pave. Figurerne blev gennem århundreder fjernet, men genindsat i et nyt fløjalter i 1955. Kirkens største seværdighed er prædikestolen fra 1580, rigt udsmykket med akantusblade. Herskabsstolene fra 1653 bærer våbnene for Jacob Grubbe og Ingeborg Kruse. Den oprindelige middelalderdør mellem kor og kapel kan ses i sakristiet. Kirkeskibet, en model af et svensk eller finsk tremastet koffardiskib, skal minde menigheden om at holde ret kurs på livets sejlads. Kilde: Familie Journalen nr. 33, 2012, Kirkelisten, kirke nr. 1797

''Publiceret''