Helligåndskirken
Helligåndskirken set fra syd. Kirken fremstår enkel med gulkalket murværk og rødt tegltag. Den lille tagrytter på skibets østre ende er forsynet med årstallet 1794, men da er den formodentlig blot fornyet, da man har kendskab til at kirken har haft et spi
Koret set fra nord. Her fornemmer man tydeligt sporene efter den østlige klosterfløj, der er revet ned. Det fremgår af sporene efter hvælvinger, at klosterfløjen har haft to hvælvede etager. I hjørnet mellem kor og sideskib ses en murpille, der indeholder
Faaborgtavlen, en fløjaltertavle fra den sene middelalder, som har hørt til Helligåndskirkens oprindelige inventar. Den findes i dag på Nationalmuseet.
Den nuværende altertavle i Helligåndskirken er udført af guldaldermaleren Wilhelm Marstrand i 1859.
Intro
Faaborg kirke, eller Helligåndskirken, var oprindeligt bygget for brødre af Helligåndsordenen, en middelalderlig hospitalsorden. Klosterkirken blev opført i årene efter klosterets grundlæggelse i 1478 og frem til omkr 1525. Efter reformationen blev klosteret revet ned, og kirken blev gjort til sogne
Opførelsen af kirken og klosteret er formentlig påbegyndt omkring 1480 – omtrent samtidig med at klokketårnet blev føjet til Skt Nikolaj kirke. Kirkens kor og det nordre sideskib er bygget først, men kort efter har man begyndt at bygge den østre klosterbygning, som havde gavl op til kirkens kor. På kirkens nordmur kan man se spor efter hvælvinger og tilmurede døre, der viser, at klosterfløjen har haft to hvælvede etager. I hjørnet mellem koret og sideskibet er der en murpille, hvori der er indbygget en vindeltrappe, som har forbundet de to etager med hinanden.
Kirken er formentlig først blevet færdig noget efter 1500, men det er vanskeligt at sige noget præcist herom. Klosteret ved man endnu mindre om. Der findes ikke nogen omtale af bygningerne i skriftlige kilder, og desuden har området omkring kirken ikke været genstand for en dybdegående arkæologisk undersøgelse. Ved Nationalmuseets undersøgelser i 1960erne forsøgte man at finde spor efter de tre klosterfløje, som man har formodet, der har været – det har været en meget udbredt klosteropbygning. Det lykkedes imidlertid kun at find spor efter den østlige fløj, som man godt vidste eksisterede. Undersøgelsen kan tolkes på forskellige måder. Det er nærliggende at tænke sig, at der kun har været kirken og østfløjen. Det kunne skyldes, at klosteret blev anlagt så sent at det ikke er blevet fuldført efter hensigten inden Reformationen. En anden udlægning kunne være, at en eventuel nord- og vestfløj har været opført i bindingsværk på et kampestensfundament, som nemt har kunne fjernes ved nedrivning uden at efterlade sig spor.
Det meste af kirkens inventar stammer fra en istandsættelse af kirken i 1858. Ved den lejlighed blev en del af den gamle udsmykning kasseret. Den gamle altertavle fra 1500-tallets begyndelse blev henlagt på kirkens loft, men er senere ført til Nationalmuseet, hvor den er udstillet i dag. Langs korets vægge er der placeret korstole fra senmiddelalderen. Den romanske granitdøbefont antages at stramme fra Skt. Nikolaj kirke – den har indtil 1917 stået som vandtrug i alderdomshjemmets gård men er altså nu tilbage i kirken. Alterbilledet er malet af W. Marstrand.